Hver tiende voldtægt er fri fantasi

Slettet Bruger,

09/09/2007

Der har i denne sommer været flere opsigtsvækkende sager i medierne, hvor kvinder har opfundet historier om voldtægt. Fredag den 13. juli skulle tre mænd med sydlandsk udseende således have trukket en 22-årig kvinde ind i kassevogn i Vordingborg og voldtaget hende. Men historien var løgn fra ende til anden, og kvinden blev sigtet for falsk anmeldelse. I Svendborg fik en mand samme måned et tæskehold på nakken, da en 18-årig kvinde opdigtede en voldtægtshistorie og udpegede manden som den skyldige.

Eksperter vurderer, at en ud af ti voldtægtsanmeldelser er opdigtede, skriver Ekstra Bladet.

"Ti procent af voldtægtsanmeldelserne er falske i vores område," siger Bjarne Laursen, Århus Politis konsulent hos Center for Voldtægtsofre.

Den vurdering støttes af psykolog og voldtægtsforsker Bodil Pedersen:

"Ti procent af alle anmeldelser kan være opdigtede," siger hun.

Mindst 33 falske anmeldelser
Sidste år blev der anmeldt 527 voldtægter, hvoraf 33 resulterede i en sigtelse for falsk anmeldelse til kvinden. Det rigtige tal er dog langt større, da politiet ofte vælger ikke at rejse sigtelse mod den fantasifulde kvinde.

"Ofte vælger vi at lade være med at sigte pigen for falsk anmeldelse, fordi det er noget helt andet, hun har brug for," siger Bjarne Laursen fra Århus Politi og påpeger, at mange falske anmeldelser bliver indgivet af psykisk ustabile kvinder, der måske er blevet misbrugt for mange år siden.

Mistænkte bliver stående i register
I andre tilfælde er pigen ude efter opmærksomhed, siger psykolog på Center for Voldtægtsofre i København, Annalise Rust.

"Det kan også handle om et desperat forsøg på at få opmærksomhed og omsorg. I sådan en situation kan en ung pige sige til sine forældre, at hun er blevet voldtaget. Forældrene anmelder voldtægten til politiet, og så sidder pigen i saksen og skal til at forklare en hel masse, som ikke er sket."

Hvis politiet efter nærmere efterforskning finder, at der ikke er hold i en voldtægtsanklage, bliver sigtelsen mod den mistænkte droppet. Men medmindre pigen indrømmer, at der var tale om opspind, eller politiet sigter hende for falsk anmeldelse, bliver den mistænkte stående i efterforskningsregistret som potentiel voldtægtsforbryder.

[email protected]

Kilde: