Idrætsdag på Det Fri Gymnasium: Sten en papbetjent

Slettet Bruger,

18/08/2007

Ikke alle gymnasieelever tilbringer idrætsdagen med at spille bold eller løbe langt. På Det Fri Gymnasium på Nørrebro, København, var elever i færd med noget, der mindede om forberedelser til gadekamp, beretter Ritzau.

Episoden blev opdaget af en betjent, der uden for tjeneste cyklede gennem Fælledparken fredag formiddag. Her observerede han ifølge politiets centrale vagtleder en gruppe unge "autonome typer", der øvede sig i at kaste sten mod en papfigur, der ifølge politiet forestillede "en dårlig efterligning af en politimand".

Papfigur blev pakket væk
"Vi sendte en gruppevogn ud for at se på, hvad der foregik, og da gruppen kom frem, viste det sig, at det var en flok elever fra Det Fri Gymnasium, der holdt idrætsdag," siger den centrale vagtleder.

Politiet valgte at henvende sig til en af de tilsynshavende på skolen, og papfiguren blev snart efter pakket væk og stenkasteriet indstillet.

Det Fri Gymnasium er kendt for sine mange elever med tilknytning til det venstreradikale miljø, og skolen har tidligere stillet lokaler til rådighed for autonome til at holde møder i.

180Grader.dk har forsøgt at få en kommentar fra Det Fri Gymnasiums rektor, Ejner Ritterband, men det er ikke lykkedes at få kontakt med ham.

[email protected]

Kilde: