Jurister vil lukke ny boligsalgsportal

Der er flere boliger til salg i Danmark end nogensinde, og derfor falder priserne i det meste af landet

Slettet Bruger,

13/08/2008

Der er flere boliger til salg i Danmark end nogensinde, og derfor falder priserne i det meste af landet. Ofte helt op til 100.000 kroner fra den ene dag til den anden.

Det vil den 38-årige iværksætter Kenn Joensen udnytte til at igangsætte en ny salgsportal for boliger, hvor prisfaldet er skemasat lige fra starten. Men jurister fra Forbrugerstyrelsen og Dansk Ejendomsmæglerforening vil nu forsøge at stoppe ham. Det skriver Fyens Stiftstidende.

I går lancerede Kenn Joensen et helt nyt boligsite under navnet HouseJack.dk, som formidler boliger efter princippet "hollandsk auktion", hvor boligsælgeren fastsætter en startpris og samtidig beslutter, hvor meget prisen skal falde hver dag i op til 16 uger.

"Boligmarkedet er gået i stå, og sælgerne er nødt til at forhandle om prisen. Det var derfor, jeg fik idéen til, at prisen skulle falde lidt hver dag i stedet for at falde meget lige pludselig," siger Kenn Joensen, som til daglig er pedel på Valby Skole, til Fyens Stiftstidende.

Er der flere interesserede købere, foregår forhandlingerne på almindelige markedsvilkår. Priserne på HouseJack er nemlig kun et udgangspunkt for en forhandling, fastslår Kenn Joensen.

Han har investeret 40.000 kroner i hjemmesiden og forventer cirka 1.000 kunder om året, som kan spare omkostningen ved at gå til ejendomsmægler.

Forbrugerrådet og Dansk Ejendomsmæglerforening er imidlertid stærkt skeptiske over for den nye boligside.

"Hollandsk auktion er direkte forbudt for ejendomsmæglere, og det hænger sammen med, at en bolighandel er for vigtig til, at man skal blande det sammen med hasardspil," siger Thomas Torp, som er vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Sidste år i oktober blev det slået fast i en ny bekendtgørelse, at hollandsk auktion er en ulovlig metode for ejendomsformidlere, men spørgsmålet er, hvorvidt HouseJack.dk hører under kategorien ejendomsformidlere eller befinder sig i en gråzone.

Det vil jurister i Dansk Ejendomsmæglerforening og Forbrugerrådet nu undersøge med det formål at få stoppet HouseJack.dk, hvis det er muligt.

[email protected]

Kilde: