K og DF til Fogh: Kom hjem og sæt Rønn på plads

Det er på tide, at statsministeren griber ind i sagen om de administrative udvisninger af to terroranklagede tunesere

Slettet Bruger,

22/11/2008

Det er på tide, at statsministeren griber ind i sagen om de administrative udvisninger af to terroranklagede tunesere. Det mener De Konservative og Dansk Folkeparti i følge Berlingske Tidende.

"Vi i Venstre og de Konservative bakker op om regeringen. Vi er enige i det, de gør. Så er det lidt underligt, at en minister - nemlig den, der har ansvaret - føler behov for at gå ud og undsige regeringen. Men det er et anliggende for statsministeren," siger De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, til Berlingske Tidende.

Behnkes udtalelse falder efter, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i går afslørede, at hun ikke er helt tryg ved retssikkerheden i en ny lov om tålt ophold, som hun ellers selv har fremsat. Loven vil betyde, at en tuneser, der har Højesterets ord for, at han var uretmæssigt fængslet i otte måneder, skal opholde sig permanent i Sandholmlejren, indtil han kan sendes hjem.

DF: Betænkelig opførsel fra Rønn
"Jeg mener også, at det nu må ligge i statsministerens hænder, og han må komme hjem og gøre, hvad der skal gøres i den her sag. Det går jo ikke, at hun efterfølgende bare giver justitsministeren ansvaret," tilføjer Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, med henvisning til, at Rønn gav De Konservatives daværende justitsminister, Lene Espersen, hovedansvaret for den måske fejlagtige administrative udvisning af den ene tuneser, selvom Rønn også selv skrev under på udvisningen.

Pia Kjærsgaard noterer, at det ikke er første gang, at Rønn går imod sin egen regering:

"Det her går ikke. Det er jo ikke første gang, Birthe Rønn går ud på den her måde. Vi har ikke noget at klage over i forhold til vores daglige samarbejde, men den almindelige optræden og det, hun gør i forhold til at være ansvarlig på området, det er meget betænkeligt."

Rønn afviser kritikken
Rønn afviser al kritik, idet hun mener, at hun ikke kunne have undgået at skrive under på den administrative udvisning.

"Loven er sådan, at det skal jeg, og så må jeg i stedet som politiker prøve at ændre systemet, og det er det, jeg er i færd med," siger hun overfor Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: