Klimaskeptiske forskere lægges på is

Videnskaben har talt, og den globale opvarmning er på vej

Slettet Bruger,

14/04/2009

Videnskaben har talt, og den globale opvarmning er på vej. Sådan lyder det direkte eller mellem linjerne i klimadebatten, men sandheden er, at forskningsresultaterne ikke er entydige. De forskningskonklussioner, som peger i anden retning end global opvarmning, får bare ikke så meget omtale og interesserer ikke politikerne, siger forskere, der selv er skeptiske overfor global opvarmning, i dag til Kristeligt Dagblad.

En af dem er Henrik Svensmark fra Danmarks Rumcenter. Han mener, at temperaturen på jorden har mere med solens aktivitet at gøre end med menneskelig aktivitet, og at temperaturen vil falde i de kommende år, hvis forudsigelserne om solaktivitet holder.

Indtil for få år siden lyttede politikerne faktisk mest til forskere som ham, men det er slut nu.

"Min forskning viser jo det, den altid har vist, men politiske og økonomiske interesser har overtaget styringen af, hvilke konklusioner man ønsker at lytte til. Det skævvrider forskningen og giver ikke det bedste grundlag at træffe beslutninger på," siger Henrik Svensmark til Kristeligt Dagblad.

Professor Ole Humlum fra Oslo Universitet har været udsat for samme kovending. Den har blandt andet betydet, at det pludselig er blevet vanskeligt for ham at få offentliggjort sin forskning i internationale tidsskrifter - formentlig fordi den sår tvivl om, hvorvidt det faktisk bliver varmere.

"Der har udviklet sig en ubehagelig tendens til, at synspunkter, der afviger fra FN's Klimapanel og dermed danske politikeres, bliver mødt med vrede, og det skader forskningsmiljøet," siger han.

[email protected]

Kilde: