Konservative vil hellere holde igen på offentligt forbrug end tvinge danskerne til opsparing

Finansminister Lars Løkke Rasmussens planer om at inddrage én pct

Slettet Bruger,

21/08/2008

Finansminister Lars Løkke Rasmussens planer om at inddrage én pct. af danskernes løn til tvungen pensionsopsparing går ikke glat igennem hos de Konservatives finansordfører, Lars Barfoed, skriver Jyllands-Posten.

"Som udgangspunkt har jeg som konservativ ordfører den målsætning, at folk skal beholde så meget af det, de tjener, som muligt, og derfor har Det Konservative Folkeparti ikke noget ønske om at genindføre SP-bidraget, men det er selvfølgelig et instrument, der kan tages i anvendelse, hvis der er et stærkt behov for at gribe ind over for privatforbruget," siger Lars Barfoed til avisen.

Han påpeger, at Lars Løkke Rasmussens ambitioner om at dæmpe trykket på dansk økonomi kan opnås lige så fint, hvis finansministeren holder lidt igen med det offentlige forbrug i stedet for at dekretere lavere privat forbrug.

"Det er klart, at som konservativ ordfører vil jeg også se på mulighederne for at begrænse den offentlige forbrugsvækst snarere end at begrænse privatforbruget," siger Barfoed.

Finansordfører Peter Christensen fra Venstre siger, at han er åben for andre forslag end en genindførelse af SP-bidraget, men noget skal der gøres.

"Lige nu er der et enormt pres på arbejdsmarkedet, som vi kan løse på forskellig vis. Enten ved at sende færre penge ud i aktivitet, som vi gør ved at genindføre SP-bidraget, eller ved at sikre flere hænder via reformer på arbejdsmarkedet. Og så må vi jo så forhandle om, hvad der er den bedste løsning," siger han til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: