Kvindedrab skyller hen over Irak

Tilstandene for kvinder i det "befriede" Irak er nu så slemme, at menneskeretsaktivister er begyndt at tale om et decideret folkemord på kvinder, s...

Slettet Bruger,

29/04/2008

Tilstandene for kvinder i det "befriede" Irak er nu så slemme, at menneskeretsaktivister er begyndt at tale om et decideret folkemord på kvinder, skriver Information.

I Basra alene kender politiet til 15 tilfælde af drab på kvinder, hvis eneste "forbrydelse" har været ikke at overholde islamisk dresscode. Menneskerettighedsaktivister insisterer på, at det skøn er alt for lavt sat.

Volden mod irakiske kvinder er udbredt og stiger hver dag med militsernes tiltagende magt. Halshugninger, voldtægter, prygl, selvmord som følge af vedvarende mishandling, kønslemlæstelse og overgreb mod børn under dække af ægteskab med piger ned til ni-årsalderen forekommer i stadig hyppigere tal.

Nylige opfordringer fra den kurdiske parlamentariker Narmin Osman til at forbyde æresdrab er blevet blokeret af fundamentalisterne.

"Æresdrab er ikke nogen virkelig forbrydelse i denne regerings øjne," siger Houzan Mahmoud til Information. Hun har haft en fatwa hængende over sit hoved, siden hun tog initiativ til en underskriftsindsamling imod indførelse af sharialove i irakisk Kurdistan: "Hvor der førhen var en diktator, som forfulgte et helt folk, risikerer kvinder i dag at blive forfulgt af alle og enhver."

Hun tilføjer: "I løbet af de sidste fem år er det blevet meget værre. Det er vanskeligt at sætte ord på, hvor rædselsfuldt det er blevet - det er, som om vi er blevet trængt tilbage til en dyster svunden tidsalder. Kvinder bliver halshugget for at tage deres slør af. Nogle desperate kvinder er begyndt at stikke ild på sig selv i protest. Der findes ingen regeringsinstitution, som kan støtte os. Tværtimod bliver sharialoven brugt til at understøtte landets love. Derved bliver kvinder frataget deres grundlæggende menneskerettigheder."

Sidste år kunne der rapporteres om 407 overgreb imod kvinder i Sulaimaniya, en by på en million indbyggere, herunder halshugninger, prygl, dødsfald som følge "familieproblemer" og trusler om æresdrab.

Voldtægt medregnes som regel ikke i disse opgørelser, da de fleste kvinder ikke vover at indberette det af frygt for gengældelse. Alligevel har politiet i byen Karbala registreret 25 tilfælde af voldtægt.

I Mosul blev otte kvinder halshugget for to år siden i en renlivet terrorkampagne.

"Det er i sandhed gruopvækkende," siger Mahmoud: "Æresdrab og kvindemord er udbredt. Tusinder er blevet ofre for mord, vold og voldtægt, og alt dette sker med opbakning fra religiøse love og stammeskikke. Vi appellerer indtrængende til det internationale samfund om at fordømme disse overgreb og hjælpe Iraks kvinder."

[email protected]

Kilde: