Lars Emil har skatteprocent på 42 - men han vil stemme imod lavere skat i Danmark

Slettet Bruger,

24/08/2007

Af Ole Birk Olesen

Marginalskatter er et ukendt begreb i Grønland. Alle betaler samme skatteprocent, kun afhængig af i hvilken kommune de bor. Det gælder også grønlandsk politiks grand old man, Lars Emil Johansen fra Siumut, der ellers tjener en lille million kroner årligt og således ville skulle betale 63 procent i skat af hovedparten af sin indkomst, hvis han boede i Danmark.

Alligevel vil han som grønlandsk valgt folketingsmedlem for Siumut stemme imod regeringens forslag om at hæve grænsen for betaling af topskat i Danmark, hvis hans stemme får afgørende indflydelse.

"Hvis vi skal tage stilling til forslaget, så vil jeg mene, at det er usandsynligt, at vi stemmer for, fordi forslaget overvejende er til fordel for de bedst lønnede," siger Lars Emil Johansen til 180Grader.dk.

Hvor meget er det egentlig, I betaler i topskat i Grønland?
"Nu taler vi ikke om Grønlands skattelovgivning, vi taler om den danske regerings skatteforslag."

Men hvor meget betaler du selv i skat?
"Altså, jeg betaler den indkomstskat, som opkræves her i Nuuk. Jeg mener, det er 42 procent."

Og du tjener vel omkring en million kroner årligt?
"Jo, i underkanten af en million. Jeg har jo både løn som folketingsmedlem og som landstingsmedlem."

"Jeg mener ikke, det er hyklerisk"
Er det ikke lidt hyklerisk af dig at kræve, at danskere med en høj løn fortsat skal betale 63 procent i skat, når du selv kun betaler 42 procent af din millionløn?
"Nej, jeg mener ikke, det er hyklerisk. Det er jo ikke mig personligt, der har udformet den grønlandske skattepolitik. Jeg har også nogen synspunkter med hensyn til det, og jeg mener, vi bør have en højere beskatning af de højeste lønninger her i Grønland, men der har ikke været flertal for det i den nuværende koalition."





















Du er jo en betydningsfuld person i grønlandsk politik, du har sågar været landsstyreformand, ikke sandt?
"Jaja, men det er jo ikke udtryk for, at man kan udforme politikken efter sit eget forgodtbefindende. Også grønlandsk politik bliver til ved flertalsafgørelser."

Ok, men i Danmark synes du så ikke, at skatten skal sættes ned fra de 63 procent. Synes du så, at skatten i Grønland skal sættes op til 63 procent?
"Nej, det jeg har sagt er, at jeg kan forestille mig, at vi ikke vil stemme for en skattelettelse, der hovedsageligt tilgodeser de bedst lønnede."

Men hvis du synes, at det er rimeligt, at danskere med en høj løn betaler 63 procent i skat, ville du så også stemme for et forslag om, at grønlændere med en høj løn skal betale 63 procent i skat?
"Jeg har på intet tidspunkt sagt, hvor meget danskere skal betale i skat. Det er et internt dansk anliggende, men hvis man vil have vores stemmer, så har vi nogen synspunkter. Det er der vel ikke noget odiøst i."

"Grønlandsk skattepolitik afgøres i Grønland"
Du siger, det er stik imod jeres politik, at dem, der tjener mest, skal have skattelettelser. Så du er imod, at danskere, der tjener godt, betaler mindre end 63 procent i skat. Så spørger jeg bare, om det betyder, at du også synes, at grønlændere, der tjener mest, skal betale 63 procent i skat, eller skal de nøjes med de 42 procent, som du selv betaler?
"Grønlandsk skattepolitik er et andet spørgsmål, og det afgøres i Grønlands landsting. Nu udtaler jeg mig som medlem af Folketinget."

Men hvis det er mest rimeligt at betale 63 procent i skat i Danmark, så er det vel også mest rimeligt i Grønland?
"Jeg har ikke noget ønske om, at danskere skal betale 63 procent. Jeg har kun forholdt mig til, om skattelettelser skal være for de rigeste eller for de fattigste. Den videre fortolkning er din."

Men nu betaler de rigeste jo altså 63 procent i skat, så hvis du vil stemme imod, at den skatteprocent bliver lavere, så må det jo være, fordi du synes, den skal være på 63.
"Nej, så er det fordi, jeg synes, at hvis der skal være skattelettelser, så skal de have en bedre social balance end i det forslag," siger Lars Emil Johansen.

[email protected]

Kilde: