Massiv modstand mod autonomhus i Nordvest

Af Ole Birk OlesenNaboerne til Frederikssundsvejens Skole, som meget tyder på vil blive omdannet til klubhus for unge venstreradikale i København, ...

Slettet Bruger,

30/01/2008

Af Ole Birk Olesen

Naboerne til Frederikssundsvejens Skole, som meget tyder på vil blive omdannet til klubhus for unge venstreradikale i København, er massive modstandere af projektet. Mere end otte ud af ti, der har deltaget i en underskriftsindsamling på nettet med mulighed for både at sige ja eller nej til idéen, er imod.

"Folk i kvarteret har meget svært ved at forstå, at man først smadrer en bydel tre gange og derefter påstår, at man er en gevinst for et nyt lokalområde," siger Rasmus Jarlov, der er konservativ suppleant til Københavns Borgerrepræsentation og sammen med sin partifælle Jakob Næsager er initiativtager til underskriftsindsamlingen.

Betingelsen for at deltage med sin underskrift er, at man opgiver navn og adresse, og at man har bopæl højst én kilometer fra skolen. Indtil videre har over 1.500 mennesker, som opfylder kriterierne, deltaget. Der bliver løbende ryddet op i underskriftsindsamligen af Rasmus Jarlov og Jakob Næsager, så opdigtede navne så vidt muligt fjernes sammen med personer, som har adresse i større afstand fra Frederikssundsvejens Skole end den ene kilometer.

Huset bør tages af bordet
Efter den seneste oprydning her til morgen opfyldte mindst 1292 underskrifter imod et autonomhus på skolen kriterierne, mens tilhængerne måtte nøjes med højst 255 underskrifter, oplyser initiativtagerne. Det svarer til 84 procent imod og 16 procent for.

"Ritt Bjerregaard og de radikale har opstillet som betingelse for et ungdomshus, at naboerne skal bakke op. Det står nu helt klart, at det gør naboerne ikke. Dermed håber vi, at al snak om Frederikssundsvejens Skole som nyt ungdomshus bliver taget af bordet," siger Rasmus Jarlov til 180Grader.dk og fortsætter:

"Nordvest er i forvejen et hårdt belastet kvarter. Men i de senere år har kvarteret været inde i en positiv udvikling. Den udvikling vil beboerne ikke have sat over styr ved at få placeret et ungdomshus, som vil skræmme børnefamilier væk og gå kraftigt ud over ejendomsværdierne."

[email protected]

Kilde: