Museum: Kun Muhammedtegninger hvis de er gratis

En af de mest skelsættende begivenheder i Danmark i nyere tid var den krise, der fulgte Jyllands-Postens publicering af de 12 tegninger af muslimer...

Slettet Bruger,

01/02/2008

En af de mest skelsættende begivenheder i Danmark i nyere tid var den krise, der fulgte Jyllands-Postens publicering af de 12 tegninger af muslimernes profet, Muhammed.

Dette stykke kulturhistorie har Det Kongelige Bibliotek fået til opdrag at sikre sig til eftertiden. Men Museet for Dansk Bladtegning under Det Kongelige Bibliotek vil hverken betale for eller udstille karikaturerne, de skal blot bevares for eftertiden i et arkiv. Det skriver avisen.dk.

"De, der vil se tegningerne, kan nemt finde dem på internettet. Det at udstille originalerne bibringer ikke en ekstra oplevelse, så derfor er der ingen begrundelse for at lave en udstilling," siger museets kommunikationskonsulent, Jytte Kjærgaard.

Hos Dansk Mediemuseum er direktør Ervin Nielsen af en anden holdning. Han håber på at kunne låne tegningerne til en udstilling, for at se tegningerne på nettet er ikke det samme som at se dem i virkeligheden, mener han.

"Nej, det siger jo sig selv, at hvis man har originalen foran sig, er det forbundet med lidt mere ærefrygt, end hvis der blot er tale om et avistryk," siger han.

"Danmarkshistorisk vigtigt"
Det Kongelige Bibliotek har endnu ikke erhvervet én eneste af de 12 tegninger. Men biblioteket fører en dialog med adskillige af tegnerne, der skal overtales til at donere deres historiske værker, for betale for dem vil biblioteket ikke.

"Der er jo nogle af dem, som allerede er solgt til private, men så må vi bare håbe på, at de selv kan se en idé i at give tegningerne til biblioteket," lyder det fra Jytte Kjærgaard.

Historiker og lektor ved Aarhus Universitet Niels Kayser Nielsen kalder det skammeligt, hvis ikke tegningerne bliver samlet og bevaret for eftertiden.

"Dette er så danmarkshistorisk vigtigt, at man må og skal rejse pengene. Andet er der ikke at sige til det," siger han til avisen.dk.

[email protected]

Kilde: