Ny dansk klimaforskning kan være bombe under CO2-teori

Jordens magnetfelt har en betydelig indvirkning på klimaet, viser et nyt studium, som to geofysikere fra Geocenter Danmark netop har gennemført

Slettet Bruger,

12/01/2009

Jordens magnetfelt har en betydelig indvirkning på klimaet, viser et nyt studium, som to geofysikere fra Geocenter Danmark netop har gennemført. Det skriver videnskab.dk.

Resultatet kaster en bombe ned i den nuværende klimadebat, for den understøtter en teori om, at klimaet i høj grad styres af den kosmiske stråling, der strømmer ind i Jordens atmosfære fra rummet. Og at menneskeskabt CO2-udledning måske kun spiller en mindre rolle for klodens klima.

Teorien blev fremsat af fysiker Henrik Svensmark fra DTU Space for omkring ti år siden.

"Vores resultater viser en stærk korrelation mellem styrken af Jordens magnetfelt og nedbørsmængden i troperne. Den eneste måde, vi kan forklare den sammenhæng på, er ved hjælp af de selvsamme fysiske mekanismer, som optræder i Henrik Svensmarks teori," siger geofysiker Mads Faurschou Knudsen fra Geologisk Institut, Aarhus Universitet, der er den ene forsker i projektet, til videnskab.dk.

Synspunktet bakkes op af geofysiker Peter Riisager fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der er den anden part i projektet.

"Vi har ingen aktie i klimadebatten. Vores studie startede nærmest ved et tilfælde, og nu står vi så med et resultat der har overrasket alle, inklusiv os selv. Hvis andre forskere er enige i vores analyse betyder det at politikere og klimaforskere bliver nødt til at tage Henrik Svensmarks teorier mere alvorligt," siger Peter Riisager og fortsætter:

"FN's klimapanel har efter vores vurdering i for høj grad baseret deres konklusioner på såkaldte numeriske klimamodeller, og det er farligt hvis modellerne er utilstrækkelige. Vores opfattelse er, at man ikke alene kan besvare dette spørgsmål ud fra den korte periode med historiske klimamålinger, der er indsamlet igennem de sidste cirka 150 år, men at man også må gå længere tilbage i tid og inddrage geologiske data, som vi har gjort."

Henrik Svensmark glæder sig over de nye resultater og hilser dem velkommen, mens professor i meteorologi Eigil Kaas fra Niels Bohr-instituttet på Københavns Universitet til gengæld ikke er imponeret over de resultater, som de to geofysikere lægger frem.

"Det er et interessant studium, men Mads Knudsen og Peter Riisager overfortolker deres resultater. Næsten al den variation i nedbøren over tid, som de to geofysikere finder, kan forklares ved Jordens bane omkring Solen," siger han til videnskab.dk.

Klik her for at læse hele artiklen på videnskab.dk

[email protected]

Kilde: