Radikale satser på klassisk venstrefløjspolitik

Slettet Bruger,

15/06/2007

Af Ole Birk Olesen

Først udvandrede en stor del af partiets højrefløj og dannede Ny Alliance. Og nu vil den tilbageværende del af Det Radikale Venstre så markedsføre sig på politiske temaer, som primært taler til venstrefløjsvælgere. Det afslørede Margrethe Vestager, de Radikales nye politiske leder, da hun for kort tid siden blev præsenteret for offentligheden på et pressemøde.

De Radikale afviser under hendes ledelse ikke at pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter et kommende folketingsvalg, men ...

"Det kommer an på politikken," sagde hun.

Og når det gælder politikken, så har de Radikale nu fundet tre temaer, som den næste statsminister skal føre en ny politik på, hvis han eller hun vil have de Radikales opbakning. Vedkommende skal ifølge Margrethe Vestager på pressemødet og de Radikales ord i en udtalelse fra folketingsgruppen:

* tage hånd om miljø, klima og økologi
* gennemføre reformer, der bygger på tillid til offentligt ansatte og giver bedre velfærd
* skabe en anstændig udlændingepolitik

Der er tale om klassiske venstrefløjstemaer, som er designet til at holde på de vælgere, som strømmede til Det Radikale Venstre fra SF og Socialdemokraterne under Marianne Jelveds ledelse, hvor partiet fremstod som et meget markant oppositionsparti i forhold til den borgerlige regering.

Det gamle radikale krav om en skattereform, som sænker skatten for de fleste til maksimalt 43 procent, har ikke fundet plads i udtalelsen.

I et brev til partiets græsrødder uddyber Margrethe Vestager partiets politik med disse ord:

Vores værdier står fast og vores politik er uforandret. Vi arbejder for en regering, der kan tage hånd om de centrale udfordringer, vi står overfor:

Fremtidens miljø og klima kræver fx handling nu. Ikke med standardløsninger, men ved hjælp af kreativ teknologi og snusfornuft. Udviklingen må vendes, så vores energiforbrug bliver bæredygtigt, vores fødevarer sunde, og så vi kan regne med, at de varer vi køber, ikke skader vores helbred pga. deres kemiske sammensætning. Det handler også om økologi.

På velfærdsområdet truer manglen på arbejdskraft vores evne til at levere den ønskede velfærd. Det skaber allerede problemer på plejehjem, sygehuse og i børnehaverne, at vi ikke har hænder nok. Samtidig fører den manglende tillid til de offentligt ansatte til stadigt flere tidsrøvende kontrolforanstaltninger. Vi må ændre udviklingen, så den offentlige sektor baseres på tillid til medarbejderne - ikke skemaer og kontrol.

Og så skal vi have en anstændig udlændingepolitik. Regeringens udlændingepolitik splitter familier, efterlader børn i asyllejre i årevis og forhindrer danske arbejdsgivere i at tiltrække den udenlandske arbejdskraft, de så hårdt har brug for.

Folketingsgruppen er klar til at samarbejde med alle, som deler ønsket om reformer og en ny politik. Vi peger på den forhandlingsleder, som arbejder for en regering forankret på midten og som er uafhængig af Dansk Folkeparti - gerne inden et valg.

Kilde: