Regeringen drøfter frameldingsordning for licens

Af Ole Birk OlesenRegeringens hidtidige modstand mod en frameldingsordning for licensen er måske ved at være en saga blot

Slettet Bruger,

19/02/2008

Af Ole Birk Olesen

Regeringens hidtidige modstand mod en frameldingsordning for licensen er måske ved at være en saga blot. I hvert fald har kulturminister Brian Mikkelsen taget initiativ til, at regeringen på et ministermøde her til formiddag har drøftet muligheden for at pålægge danskerne en sådan ordning. Det erfarer 180Grader.dk.

I Kulturministeriet ønsker man hverken at be- eller afkræfte oplysningen.

"Vi kommenterer ikke fra interne regeringsdrøftelser," siger ministeriets pressechef, Martin Østergaard-Nielsen til 180Grader.dk.

En frameldingsordning betyder, at alle husstande som udgangspunkt skal betale medielicens, med mindre de aktivt henvender sig til licenskontoret og meddeler, at de ikke har licenspligtige apparater i hjemmet.

Regeringen har tidligere afsløret, at den er på udkig efter måder, hvorpå Danmarks Radio kan skaffe sig flere licensmidler via en mere effektiv opkrævning hos danskerne. Efter et møde før vinterferien med de partier, som er med i regeringens medieforlig, udtalte Brian Mikkelsen således:

"Vi havde en god og konstruktiv drøftelse i medieforligskredsen om DR's situation og blev enige om at prøve at gøre en ekstra indsats for at få flere sortseere til at betale licens. Derfor besluttede vi at fremrykke den midtvejsevaulering af licenssystemet, som ifølge den gældende medieaftale mellem partierne skal gennemføres primo 2009. I denne evaluering undersøges forskellige midler til at få flere sortseerer til at betale licens."

Forslaget om en frameldingsordning har tidligere været bragt på banen af oppositionen til venstre for regeringen som et middel til at løse de pengeproblemer, som har ramt Danmarks Radio, efter at man har bygget for dyrt i Ørestaden.

[email protected]

Kilde: