Regeringen har vundet forbrugskapløbet

Slettet Bruger,

10/09/2007

Regeringens forslag til finanslov for 2008 indeholder en stigning i de offentlige udgifter på 7,5 mia. kr. Nu melder socialdemokraterne, at det er en stigning, partiet ikke vil forsøge at overgå, når partiet onsdag offentliggør deres finanslovsudspil.

"Vi vil ligge nogenlunde på niveau med regeringen i offentligt forbrug næste år, men det vil være for ekspansivt at pumpe fire mia. kr. ud i skattelettelser til privat forbrug," siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.

Den socialdemokratiske partiformand ændrer dermed også den kurs, partiet anlagde under de nyligt overståede skatteforhandlinger. Her fremgik det ellers, at provenuet på 4 mia. kr., fra at fastholde arbejdsmarkedsbidraget på 8 procent, skulle gå til velfærdsudgifter. Nu skal det hverken gå til velfærd eller skattelettelser, forklarer Thorning-Schmidt.

"Vi vil stramme finanspolitikken, fordi vi er nervøse for, at regeringens ekspansive finanspolitik vil føre til overophedning af økonomien i en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft," siger hun.

Venstres politiske ordfører afviser dog beskyldningerne om en uansvarlig politik.

"Jeg synes, at det er useriøst at skulle forholde sig til Thornings råd om økonomisk politik, når socialdemokraterne ikke har præsenteret sit forslag før finanslovsdebatten i sidste uge. Vores finanslovsforslag er både forsvarligt og hænger økonomisk sammen, og det løser nogle af de presserende problemer i vores velfærdssamfund," siger Troels Lund Poulsen.

Socialdemokraternes græsrødder stemte i weekenden for at sætte økonomisk ansvarlighed først i partiets politik. Det skete på S-kongressen i Aalborg.

[email protected]

Kilde: