Samuelsen: Vi peger nok på Anders Fogh

Slettet Bruger,

07/05/2007

Af Ole Birk Olesen

Naser Khaders parti, Ny Alliance, vil sandsynligvis pege på Venstres Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Det sagde en af de tre partistiftere, Anders Samuelsen, i dag på partiets pressemøde på Christiansborg.

"Hvis det var sådan, at der var et valg i morgen, så er det klart, at vi har nogen berøringsflader, tror vi på, med de gode dele af Venstre og de Konservative. Så man kan godt sige umiddelbart, at det ligger til Anders Fogh, men hele pointen er, at intet er betingelsesløst. Det er ikke noget med, at vi bare går ind og siger Anders Fogh. Det kan lige så vel tænkes, at vi er i samarbejde med Helle Thorning, men forudsætningen for dem begge er, at det bliver et betydeligt bredere samarbejde, end det vi kender i dag," sagde Anders Samuelsen.

Ifølge partiets leder, Naser Khader, er det afgørende, hvor meget indflydelse en kommende statsministerkandidat vil give til Dansk Folkeparti.

"Vi vil pege på den statsministerkandidat, som vil minimere Dansk Folkepartis indflydelse. Det kunne også godt være Anders Fogh," lød det fra Naser Khader.

Gitte Seeberg slog fast, at partiet godt kan samarbejde med Dansk Folkeparti, hvis der er politikområder, man er enige om.

"Vi udelukker ikke nogen partier på forhånd, men jeg skal ikke lægge skjul på, og det er jo også en af bevæggrundene for, at jeg selv er gået ind i det her projekt, at jeg synes, at Dansk Folkeparti har fået for meget indflydelse. Jeg bryder mig ikke om, at det er Jesper Langballe og Søren Krarup, der sætter dagsordenen for den danske udlændingepolitik f.eks. Men hvis der er synspunkter, som kan forenes med Dansk Folkeparti, så er vi selvfølgelig parate til det, lige som vi er parate til at forene synspunkter med Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet. Vi synes faktisk, det er vigtigt med brede forlig, og vi udelukker ingen på forhånd," sagde Gitte Seeberg.


Kilde: