Service er blevet ringere og dyrere med større kommuner

Regeringens stort anlagte kommunalreform, hvor 275 mindre kommuner blev lavet om til 98 større, skulle gøre det muligt at levere bedre service for ...

Slettet Bruger,

09/05/2008

Regeringens stort anlagte kommunalreform, hvor 275 mindre kommuner blev lavet om til 98 større, skulle gøre det muligt at levere bedre service for de samme penge eller samme service for færre penge. Men indtil nu synes resultatet at være det stik modsatte. De nye kommuner har hidtil krævet lov til at bruge flere penge end normalt med henvisning til reformen, og nu siger størstedelen af de kommunale chefer ifølge Berlingske Tidende også, at servicen er forringet.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som Ledernes Hovedorganisation og Handelshøjskolen i Aarhus har foretaget blandt et større udsnit af kommunale chefer på alle niveauer i de nye storkommuner. Halvdelen af cheferne vurderer, at borgerne i storkommunerne i dag får en decideret dårligere service for skattekronerne, mens kun 15 procent beretter om bedre service.

Kommunalforsker ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær ser på tallene med bekymring

"Vi har hele tiden vidst, at der ville være en indkøringsperiode, men nu er det halvandet år siden, reformen trådte i kraft, og derfor er det bemærkelsesværdigt, at halvdelen af de kommunale chefer, der ikke har egne politiske aktier i reformen, vurderer, at servicen er blevet direkte forringet. Det har i hvert fald aldrig været meningen," siger Ulrik Kjær til Berlingske Tidende.

Velfærdsminister Karen Jespersen mener, at der er brug for mere tid, før de endelige resultater af kommunalreformen viser sig.

"Kommunesammenlægningerne er en forudsætning for at skabe mere effektive kommuner, men reformen i sig selv er jo ikke en garanti for, at alt fungerer uden problemer. Der vil løbende være behov for at justere både selve reformen, men også lovgivningen på f.eks. socialområdet, så kommunerne kan give den bedste service," siger hun.

[email protected]

Kilde: