Skatteborgerforeningen får ny formand i dag

Slettet Bruger,

19/12/2007

Af Ole Birk Olesen

Skatteborgerforeningen skifter formand i eftermidddag. Efter to år på posten stopper Thorkild Poulsen og ind træder i stedet den tidligere direktør for erhvervsorganisationen Forsikring & Pension, Steen Leth Jeppesen, der indtil videre er eneste kandidat til formandskabet. Jeppesen er også kendt fra Berlingske Tidendes Business-tillæg, hvor han kommenterer på erhvervsliv og politik.

Steen Leth Jeppesen, hvilke planer har du med Skatteborgerforeningen, hvis det skulle lykkes for dig at blive valgt?
"Jeg mener jo, det er vigtigt - specielt med den politiske situation her i landet - at vi har nogen, der interesserer sig for den del af samfundet, som betaler alt det, der sker i den offentlige sektor. Det er en interessegruppe, som ikke rigtigt har slået igennem på samme måde som de interessegrupper, der vil bruge flere penge. Derfor bør der, hvis det er muligt, ske en mobilisering af de kræfter," siger Steen Leth Jeppesen til 180Grader.dk.

Skatteborgerforeningen har eksisteret siden år 2000. Er der nye ting, du vil sætte i værk for at få foreningens budskaber til at slå igennem?
"For mig er det helt afgørende, at foreningen får flere medlemmer, så den kan blive en gruppe, som er vigtig for politikerne at tage hensyn til. Det er jo helt paradoksalt, at alle mulige udgiftskrævende grupper er organiseret og råber højt, mens der ikke er en tilsvarende organisering af danskere, som mener, at skatterne er meget høje. Jeg selv mener, at det er en helt uanstændig situation, at folk skal betale så høj en skat. Dels er der indkomsskatten, som er meget høj, men når man så har betalt den, så skal man betale moms, og vil man købe en bil, så er det helt ude i kartoffelrækkerne, hvad der sker. Det er efter min mening uanstændigt, og det burde være en del af menneskerettighederne, at man ikke skulle betale så meget i skat."

190.000 medlemmer i Finland
Hvor mange medlemmer har Skatteborgerforeningen i dag?
"Så vidt jeg har fået fortalt, så er det under 1.000 medlemmer."

Hvor mange skal man have for at få gennemslagskraft?
"Det ved jeg ikke, men i Finland har et lignende foretagende 190.000 medlemmer, i Sverige er det 100.000, og i Norge er det 18.000, så der er et stykke derop. Jeg tror også, at det bør være muligt med mange flere medlemmer i Danmark, for da Ny Alliance blev stiftet, så var der jo pludselig utroligt mange folk, som mente, det var en god idé med partiets skatteplaner - men så dummede de sig bagefter i valgkampen. CEPOS har også lavet undersøgelser, som viser, at der er betydelig interesse i befolkningen for en lavere skat."

Siden Skatteborgerforeningens stiftelse i år 2000 er CEPOS kommet til, og der taler man også meget om gavnligheden af et lavere skattetryk. Har det ikke overflødiggjort Skatteborgerforeningen?
"Det synes jeg ikke. Jeg er selv med til at sponsorere CEPOS, og jeg synes, det er et fint foretagende, men CEPOS har også andre ting at beskæftige sig med end skat. Skatteborgerforeningen kan koncentrere sig om skat, men gerne i et samarbejde med CEPOS."

Skal der ske en professionalisering af Skatteborgerforeningen?
"Det ville være ønskeligt, at man fik en organisation som i f.eks. Sverige med et professionelt sekretariat, der også kan rådgive folk med deres skatteudeståender. Det har man ikke i dag, men med tilstrækkeligt mange medlemmer kan man jo gøre det, og jeg kan ikke tro, at vi ikke skulle kunne få flere med til at bakke op om at yde lidt modstand i forhold til den herskende dagsorden. For tiden taler vismændene jo om, at finanspolitikken skal strammes, og det kan der jo godt være grund til, men de siger også, at man ikke kan komme udenom højere skatter. Hvorfor kan man ikke det? Når man har et offentligt budget på 800 mia. kr.? Det er mig uforståeligt, og derfor bør der også være en stemme, som siger det. Vi har jo ingen politiske partier til at gøre det. Vi har en socialdemokratisk regering, og vi har en socialdemokratisk opposition. Jeg har i mange år været medlem af Venstre, men jeg meldte mig ud for tre-fire år siden, for det er jo bare blevet et nyt Socialdemokrati."

Meldte sig ud af Venstre
Hvorfor meldte du dig ud?
"Fordi jeg ikke er socialdemokrat."

Og det er Venstre?
"Ja altså, nu var jeg til møde med Hjort Frederiksen forleden, og det er jo hans store projekt at fortælle, at de, ved at gøre som de gør, gradvist kan ændre på tingene og vinde valgene og dit og dat, og at det var årsagen til, at de tabte i 1998, men vandt i 2001 o.s.v. Men man kunne jo også anskue det på den måde, at de nok havde vundet valget i 2001 under alle omstændigheder, men at de med deres midterkurs selv er med til at rykke vælgerskaren mod venstre med lille 'v'. Det kunne også være fortællingen, og så må man sige, at det i forhold til deres egne vælgere - f.eks. sådan nogen som mig der har været medlem i en menneskealder - er en slags forræderi. Men ved du hvad, som formand for Skatteborgerforeningen skal jeg jo ikke skælde ud på de politikere, jeg skal jo være gode venner med dem."

Du kan lige nå at sige det!
"Ja, haha!"

[email protected]

Kilde: