Skatteminister siger stop for ulovligheder hos SKAT

Skatteminister Kristian Jensen (V) har sat en stopper for SKATs ulovlige datakopiering - indtil videre

Slettet Bruger,

30/01/2008

Skatteminister Kristian Jensen (V) har sat en stopper for SKATs ulovlige datakopiering - indtil videre. Overvågningen, der gav SKAT adgang til virksomheders harddiske og servere, er blevet kraftigt kritiseret af skatteeksperter. Og det fik i går skatteministeren til at gribe ind, beretter Berlingske Tidende.

"Jeg tager kritikken meget alvorligt, og derfor har jeg også her til morgen (i går morges, red.) bedt SKAT om øjeblikkeligt at stoppe med at lave dataspejling. Samtidig har jeg bedt SKATs retssikkerhedschef Margrethe Nørgaard gennemgå vores procedurer for at undersøge, om vi har lovhjemmel til at lave dataspejling," siger skatteminister Kristian Jensen til Berlingske Tidende.

Datakopieringen giver ikke blot SKAT adgang til virksomheders regnskaber, men også forskningsresultater, personalesager og medarbejdernes emails - oplysninger, som skattevæsnet slet ikke har krav på. Skatteministeren vil undersøge, om Folketinget bør ændre loven, så datakopiering bliver lovligt.

SKAT på grisestien
"Dataspejling er utrolig effektivt, og hvis vi stopper med at bruge det, giver vi dem, der snyder, nemmere ved at snyde. Men selvfølgelig skal vi holde os inden for lovens rammer," siger Kristian Jensen.

At skatteministeren indtil videre har stoppet SKATs ulovlige overvågning møder støtte fra en af overvågningens kritikere.

"Han har gjort det eneste fornuftige, og jeg går ud fra, at hans embedsværk har informeret ham om, at SKAT har været på grisestien i denne sag. For det er helt klart ulovligheder, der har foregået, og derfor skal det standses," siger skatteekspert og medlem af Skatteretsrådet, Ole Bjørn.

Stasipoliti
Han advarer dog Kristian Jensen mod, at det vil være "overordentlig retssikkerhedsmæssigt betænkeligt" at gøre overvågningen lovlig, og tvivler på, at Folketinget vil udstede en sådan tilladelse. Han afviser argumentet, at en sådan overvågning vil gøre det lettere at fange skattesnydere.

"Der er masser af ting, der er effektivt. Et Stasipoliti ville også sikre, at myndighederne fik en masse ting at vide, men derfor har vi jo ikke lyst til at indføre det i vores demokratiske samfund," siger han til Berlingske Tidende.

[email protected]

Kilde: