Skoles kirketvang møder ateistisk kritik

Slettet Bruger,

14/12/2007

Sarte muslimers krav om særbehandling eller en uretmæssig indblanding i forældrenes opdragelse af deres børn? Nørremarkskolens beslutning om at tvinge eleverne i kirke under skolens juleafslutning deler vandene, men for Rikke Gawinski, der er medlem af Ateistisk Selskab, er svaret slet ikke svært. Det skriver Jyllands-Posten.

"Det irriterer mig, at det bliver til en diskussion om, hvorvidt muslimer vil integreres i det danske samfund, for det er ikke det, det handler om. Der findes faktisk andre end muslimer, som ikke ønsker at gå i kirke i skoletiden," siger Rikke Gawinski, der er mor til to elever på Nørremarkskolen, til Jyllands-Posten.

Skolen, der ligger i Vejle, har i år valgt at holde juleafslutningen i kirken, hvor eleverne blandt andet skal synge julesalmer og blive velsignet af præsten. Arrangementet er blevet kritiseret af muslimske forældre, men ikke-troende Rikke Gawinski er heller ikke begejstret for, at skolen blander sig i, hvorvidt hendes børn skal gå i kirke.

Syng eller gå hjem
"Min datter på otte går med skolen i kirke. Det må hun hjertens gerne, men der skal også være plads til min ældste datter på 10 år, der ikke ønsker at deltage, fordi hun ikke tror på Gud. Sidste år blev de ikke-kristne børn på skolen og dækkede bord til æbleskiver, mens de andre var i kirke. Det foregik helt uproblematisk, men i år vælger skolen som noget nyt at stille børnene over for valget mellem at gå i kirke eller blive væk den dag. Det strider efter min overbevisning imod deres grundlovssikrede ret til at deltage i undervisningen uden skelen til religiøst tilhørsforhold," siger hun.

Rikke Gawinski skal dog ikke regne med opbakning fra Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen. Han synes nemlig, at den tvungne kirkegang er en glimrende introduktion til de danske værdier.

"Når man lever i Danmark, så må man acceptere, at der er nogle traditioner blandet ind i folkeskolen. Dem skal vi bevare. Og så må man også forstå, at det at komme i kirke ved juletid ikke nødvendigvis er noget religiøst, men nærmere noget kulturelt. Jeg ser ikke noget problem i, at man deltager i et arrangement i en kirke. Det vil være en skam at frarøve eleverne den mulighed for indblik i dansk kultur," siger Martin Henriksen til Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: