Søren Pind forudser "manderevolution"

På et tidspunkt må den komme, mener Venstres Søren Pind

Slettet Bruger,

30/06/2008

På et tidspunkt må den komme, mener Venstres Søren Pind. I et stort interview i dagens udgave af Information forudser han en manderevolution, hvor danske mænd erkender, at der er forskel på mænd og kvinder, og at mændene må dyrke de maskuline værdier, fordi alternativet er, at de fornægter sig selv.

"Jeg tror, vi står over for en manderevolution, og den er lige så vigtig som kvindeoprøret i 1960'erne. Og det er vigtigt, at manden anerkender, at det behov er der, og begynder at opbygge en social kapital baseret på maskuline værdier. Det svære for manden bliver ærligt at sige, at der er nogle ting, I er bedre til," siger Søren Pind til Informations kvindelige journalist og nævner forholdet til sine to sønner:

"Jeg egner mig ikke til i længere tid at holde øje med børnene. Det kan jeg ikke. De bliver overøst med kærlighed, men der vil være en række konkrete ting, som jeg vil sørge for, at andre gør."

Det er også derfor, de har au pair-pige i den pind'ske hjem.

"Jeg skal kunne være mig selv, trække mig ind i mig selv og have ro. Og være ude i verden," siger han.

Men det er ikke kun i forhold til det hjemlige, at mændene ifølge Søren Pind må insistere på deres. I den offentlige debat er manderollen også trængt.

"Mange mænd ligger under for de præmisser, der er skabt igennem de sidste 30 år uden at reflektere over, hvad det betyder for kønnet som sådan," siger Søren Pind og nævner den behandling, som mænd som Jørgen Leth, Morten Messerschmidt, Lars Løkke Rasmussen og Jeppe Kofod har fået i den offentlige debat som eksempler:

"Ydmyget om du vil. Kastreret er nok det bedste ord."

Adspurgt om mænd som Leth og Kofod ikke var mænd på bekostning af kvinder svarer Pind Information:

"Jeg vil bare sige, at de var mænd. Og det er for folk som Vibeke Manniche stigmatiserende og komplet socialt uacceptabelt. Men når man undersøger holdninger hos både mænd og kvinder i øvrigt, så bliver den der fordømmelse opfattet som latterlig, bornert og bedrevidende."

[email protected]

Kilde: