Staten skal i retten for luftforurening langs vejene

Den danske stat har været endog meget aktivistisk, når det gælder regulering af røg på private restaurationer og arbejdspladser, hvor ingen behøver...

Slettet Bruger,

20/10/2008

Den danske stat har været endog meget aktivistisk, når det gælder regulering af røg på private restaurationer og arbejdspladser, hvor ingen behøver at komme, hvis de ikke ønsker det. Men på dens egne veje, hvor folk har deres private hjem, har staten været anderledes sløv, selvom forurening fra vejene årligt skønnes at slå 600 mennesker ihjel, og derfor vil en række miljøorganisationer nu trække staten i retten, skriver Politiken.

Miljøorganisationer arbejder i øjeblikket på en fælles stævning mod staten for ikke at overholde EU's grænser for luftforurening adskillige steder i landet, og muligheden for at vinde i retten er angiveligt gode. I sommer vandt en tysk privatborger således en lignende sag ved EF-domstolen over myndighederne i Bayern, som resulterede i, at myndighederne blev pålagt at udarbejde en handlingsplan for bekæmpelse af forureningen, der klart overskred EU's grænseværdier dér, hvor borgeren boede.

"Vi har indsamlet tilstrækkelig dokumentation, og vi overvejer nu, om sagen mod den danske stat skal føres via EU-Kommissionen eller de danske domstole," siger Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd, der er gået sammen med miljøbevægelsen Noah og Agenda 21 Grøn Nørrebro, til Politiken.

Vil kommissionen ikke lægge sag an mod den danske stat, så har organisationerne skaffet to privatpersoner, der bor langs den stærkt trafikerede Åboulevard i København, og som er villige til at anlægge en langtrukken retssag mod staten for at være blevet udsat for sundhedsskadelig gas og partikler.

Ifølge professor i miljøret Peter Pagh fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet har organisationerne noget at komme efter.

"EF-dommen er relevant for Danmark, fordi den illustrerer, at der skal være lavet handlingsplaner for danske byer, og sådanne har de danske myndigheder ikke. Dommen viser også, at danske borgere kan stille krav om, at der bliver udarbejdet handlingsplaner for luftkvalitet af myndighederne," siger Peter Pagh, der både har kigget nærmere på dommen og de danske myndigheders strategi for at nedbringe luftforureningen.

I Miljøstyrelsen mener man dog ikke, at en retssag vil føre til noget. Man er nemlig i gang med at udarbejde de krævede handlingsplaner, siger Lasse Dahlberg, der er chef for styrelsens luftforureningsafdeling, til Politiken:

"Uanset hvad kommer vi med vores strategi til foråret. Så inden sagen skulle ende for en domstol, har vi udfærdiget handlingsplanen."

[email protected]

Kilde: