Statsadvokat frafaldt sigtelse mod læge i Blekingegadebandesag - trods tilståelse

Flere patienter hos en kvindelig læge fik uanende deres identitet inddraget i sagen om Blekingegadebanden

Slettet Bruger,

21/01/2008

Flere patienter hos en kvindelig læge fik uanende deres identitet inddraget i sagen om Blekingegadebanden. Lægen gav nemlig navne og CPR-numre til banden til brug for falske kørekort og leje af den lejlighed, hvor bandens våbenlager blev afsløret. Men selv om kvinden aflagde tilståelse i 1989, valgte statsadvokaten ikke at rejse tiltale, til stor overraskelse for den daværende efterforskningsleder, Jørn Moos. Det skriver Nyhedsavisen.

"Os politifolk undrede os meget over det, for hun havde jo erkendt at have gjort de ting. Hun blev netop løsladt fra varetægtsfængslingen af den grund, at hun havde erkendt. Jeg tror, at det var en bekvemmelighedsløsning at lukke sagen," siger Jørn Moos til Nyhedsavisen.

Da kvinden aldrig blev tiltalt, blev hun følgelig aldrig dømt. Og uden en dom har hun uden vanskeligheder kunnet fortsætte med sin lægepraksis. I retten forklarede hun tilbage i 1989, at hun troede patientoplysningerne skulle bruges til falske pas til palæstinensere, som hun sympatiserede med. Informationer om bedøvelse, som hun også hjalp banden med, skulle efter hendes opfattelse bruges til at hjælpe sårede på Filippinerne, forklarede hun.

Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen siger, at det ikke er muligt at vurdere, om statsadvokaten har begået fejl i sagen, men han undrer sig dog noget.

"Der findes en mulighed for ikke at rejse tiltale, selvom en person har tilstået. Men jeg kender ikke nogen fortilfælde. Det lyder meget specielt," siger Gorm Toftegaard Nielsen til Nyhedsavisen.

Den kvindelige læge blev oprindeligt sigtet for at have videregivet persondata fra 24 patienter.

[email protected]

Kilde: