Svensk familiefar slipper for straf for drab på bandemedlem

En svensk familiefar, der i oktober sidste år skød en 15-årig og en 17-årig dreng med sit haglgevær og dræbte den 15-årige, blev i går pure frifund...

Slettet Bruger,

08/05/2008

En svensk familiefar, der i oktober sidste år skød en 15-årig og en 17-årig dreng med sit haglgevær og dræbte den 15-årige, blev i går pure frifundet af byretten i Blekinge.

Familien var i længere tid blevet groft chikaneret af en lokal ungdomsbande, og natten til den 6. oktober trængte banden ind på familiens gårdejendom, bevæbnet med kæppe og baseballbat, og truede med at dræbe en 19-årig, lettere psykisk handicappet søn i huset.

Faderen hentede sit haglgevær, ladede det tre gange undervejs og affyrede det mod bl.a. de to drenge. Lyden fra det hele blev imens optaget af politiet, idet den handicappede søn havde ringet til alarmcentralen, inden faderen fandt geværet frem.

"De er ... de har terroriseret os i et halvt år, og nu kom de og sagde, at de ville dræbe drengen. Jeg har tre udviklingshæmmede børn her, ja, ja, jeg mistede besindelsen ... og skød dem," sagde faderen i telefonen, da han han havde affyret sine skud.

Sagen har ført til en omfattende debat i det svenske samfund om retten til nødværge, men de fleste svenskere har udtrykt sig til fordel for den 50-årige anklagede far og dennes familie.

Anklageren havde krævet 10 års fængsel for mord og mordforsøg, men en enig byret bestående af to juridiske dommere og fire domsmænd fandt, at der ikke var tale om en bevidst handling.

"Retten vurderer, at undersøgelsen af mandens psykiske tilstand viser, at manden har været nærmest helt ude af stand til bevidst at overveje sin handling og indse konsekvenserne af den, hvorfor tiltalen afvises," hedder det i en pressemeddelelse fra byretten i Blekinge.

Bandemedlemmerne og deres familier er ikke blevet tilkendt erstatning, mens faderen nu har rettens ord for, at han skal have sit gevær og sin ammunition tilbage.

[email protected]

Kilde: