Thorning freder efterlønnen, så længe hun er formand

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, udsteder nu noget nær en ny garanti for efterlønnen: Der bliver ikke pillet ved efterlønsordni...

Slettet Bruger,

29/08/2008

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, udsteder nu noget nær en ny garanti for efterlønnen: Der bliver ikke pillet ved efterlønsordningen, så længe hun er formand for Socialdemokraterne, fastslår hun.

Thorning-Schmidt afviser også at gå med til mindre justeringer af ordningen, som statsminister Anders Fogh Rasmussen ellers i går åbnede døren på klem for. Det skriver dagbladet Børsen.

"Der kan ikke blive tale om at pille ved efterlønnen. Og jeg kan ikke acceptere, at vi skaber denne her usikkerhed for borgerne om efterlønnen. Vi har for to år siden i velfærdsforliget sagt til borgerne: nu er det dét her, der gælder. Så kan vi ikke komme bagefter og sige, at det mente vi ikke alligevel. Det kommer ikke til at ske," siger Thorning-Schmidt til Børsen.

Vil det sige, at så længe du er formand for Socialdemokraterne, så kommer man ikke ind og piller ved efterlønnen? spørger Børsen .
"Nej. Det gør man ikke."

Socialdemokraterne har som forligsparti i den såkaldte velfærdsreform fra 2006 en reel veto-ret over for ændringer i efterlønnen - et veto som umiddelbart gælder i hvert fald frem til 2022, hvor velfærdsforliget er helt indfaset.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen slog i går fast, at regeringen står ved velfærdsforliget og dermed ikke vil ændre i efterlønnen, uden at både Dansk Folkeparti, de Radikale og Socialdemokraterne er med.

[email protected]

Kilde: