Topskat er Danmarks mest upopulære skat

Slettet Bruger,

07/08/2007

Der er ikke meget opbakning til topskatten blandt danskerne. Hvis folketinget skulle sænke eller afskaffe en skat, peger 36 pct. på topskatten, viser en undersøgelse, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen. Dermed er næsten fire ud af ti danskere modstandere af topskatten, der af kritikere er blevet kaldt en "misundelsesskat", der kun bidrager med småpenge i skatteprovenuet.

"Det er en meget overraskende måling, for tidligere undersøgelser viser, at kun få ville have sænket topskatten. Men grunden til, at tendensen er ændret, kan være fordi, at flere danskere betaler topskat," siger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Søren Risbjerg Thomsen.

I dag betaler 960.000 danskere den højeste takst på 63 pct. af sidst tjente krone. Det svarer til fire ud af ti fuldtidsarbejdende.

Venter på råderum
Skatteminister Kristian Jensen (V) vil også gerne lette skattebyrden, men han er ikke meget for at tage afsked med grundprincippet i den progressive beskatning.

"Vi vil have et råderum, før vi lægger et forslag på bordet, så det vil jeg ikke forholde mig til. Men det står klarere og klarere, at topskatten starter så tidligt, at den forhindrer folk i at være motiveret til at arbejde mere. Mange bliver berørt direkte eller oplever venners reaktioner. Guleroden til at tage den næste time er for lille," siger han.

En afskaffelse af topskatten vil være det første skridt på vejen til en flad skat, som partier som Ny Alliance og Liberalisterne har foreslået. Anders Samuelsen, som var med til at stifte Ny Alliance, mener at undersøgelsen tyder på stor fornuft blandt vælgerne.

"S-forslag er dræbende"
"Det er meget klogt at pege på topskatten, for i en globaliseret verden er det den skat, der er værst for os. Den forvrider kraftigt og holder folk væk fra Danmark, så hvis man fastholder topskatten, underminerer man velfærdssamfundet på sigt. Det er så forkert og dræbende, når Socialdemokratiet siger, at lavere skat vil give lavere velfærd, for det er lige omvendt."

Undersøgelsen viser også, at 57 pct. af vælgerne synes, at regeringen bør fremlægge en plan for skattelettelser inden næste valg, mens næsten 80 pct. afviser de radikales forslag om at hæve boligskatten.

[email protected]

Kilde: