Tysklands brain drain er rekordhøjt

Slettet Bruger,

02/06/2007

Brain drain. De fleste kommer til at tænke på rige vestlige lande, der frarøver ulande deres fremtid ved at importere læger, forskere og andre højtuddannede. Men brain drain er også et problem for europæiske velfærdsstater, der med høje skattebyrder og stor arbejdsløshed mister højtuddannede til udlandet.

Tal fra Tysklands statistikkontor viser, at 155.290 tyskere udvandrede sidste år, skriver The Independet. Det er flere end i noget andet år siden landet blev genforenet i 1990. Antallet af indvandrere har været støt dalende siden 2001, og ifølge tal fra OECD er Tyskland en af de i-lande, hvor gabet mellem indvandring og udvandring er størst.

Stephanie Wahl, der arbejder på Bonn Universitets Institut for Økonomi, siger til The Independent, at de mennesker, der forlader Tyskland, er motiverede og højtuddannede. "Dem, der kommer ind i landet, er for det meste fattige, uden joberfaring og knapt uddannede," tilføjer hun.

40 procent mindre i skat
Schweiz og USA er populære rejsemål for tyskere med udlængsel. Sidste år emigrerede mere end 18.000 tyskere til Schweiz, mens over 13.000 flyttede til USA.

En af emigranterne er Claus Boche, der for to et halvt år siden forlod Paderborn i Tyskland for at arbejde for et schweizisk konsulentfirma i Zürich.

"Der er mindre bureaukrati og mere iværksættervilje end i Tyskland. Jeg betaler også 40 procent mindre i skat. Jeg har ingen planer om at komme tilbage."

Kilde: