Velhavende pensionister sparer staten for 10 mia. kr.

Hvis ikke så mange danskere tog så meget personligt ansvar, at de selv sparede op til deres alderdom, så ville staten skulle hoste på med mellem ni...

Slettet Bruger,

26/05/2008

Hvis ikke så mange danskere tog så meget personligt ansvar, at de selv sparede op til deres alderdom, så ville staten skulle hoste på med mellem ni og ti mia. kr. mere årligt til deres pension. Det viser beregninger, som Danica Pension har foretaget ifølge business.dk.

Med deres opsparing er disse pensionister nemlig ikke berettiget til det såkaldte pensionstillæg på op til 62.000 kroner om året samt en række indkomstafhængige pensionsydelser, men må "nøjes" med folkepensionens grundbeløb på godt 61.000 kroner.

"Tallene viser simpelthen, at mange sparer op og sørger for sig selv i den tredje alder og samtidig letter presset på den offentlige sektor," siger cheføkonom i Danica Pension Jens Christian Nielsen til business.dk.

Han vurderer, at den offentige besparelse på de private pensionsordninger fordobles over de næste 15 til 20 år på grund af de hastigt voksende pensionsordninger.

Til trods for den store besparelse, som staten har på disse pensionister, så synes Socialdemokraterne alligevel, at deres opsparing udgør et problem.

"Vi synes, det er et problem, at der bliver så store forskelle på indkomster i pensionsalderen. Der må gerne være forskel, men der skal være ret og rimelighed i det. Der skal være et retfærdigt spænd på indtægter i den tredje alder," siger Socialdemokraternes ordfører på området, Orla Hav, der påpeger, at pensionsformuerne er blevet opbygget uden, at der er betalt skat af dem. Til gengæld betales der skat, når pensionerne udbetales.

I Dansk Folkeparti ser ordfører Colette Brix helt anderledes på sagen:

"Ingen kan da blive forargede over, at folk selv sørger for deres alderdom. Det er flot, og det glæder mig, at de rigeste borgere selv sparer op," siger hun til business.dk.

[email protected]

Kilde: