Venstre: Ikke én krone fra råderummet bruges på lavere skat!

Slettet Bruger,

23/08/2007

Af Ole Birk Olesen

Udtalelser fra finansminister Thor Pedersen på regeringens pressemøde tirsdag skabte tvivl om, hvor stor en del af det 51. mia. kroner store økonomiske råderum, regeringen vil bruge på lavere skat. Men nu sætter Venstre tingene på plads - det korrekte tal er: Nul kroner.

"Der bliver ikke færre penge til velfærden. Hele råderummet bruges på velfærd," skriver partiet i et nyhedsbrev til alle Venstres tillidsfolk.

Og for at der ikke skal være nogen som helst tvivl tilbage, uddyber Venstres næstformand, Lars Løkke Rasmussen det i en politisk kommentar.

"Vi bruger ikke af det såkaldte råderum til at ændre på skatten. Hele råderummet bliver brugt til velfærdsforbedringer," skriver han.

Penibelt for de Konservative
Udsagnene er penible for de Konservative, som har udlagt regeringens skatteomlægning, som en stor sejr. Men når der ikke bruges en eneste krone fra det økonomiske råderum på skattelettelser, så er det mere nærliggende at udlægge det som et nederlag. I regeringsgrundlaget, som blev forhandlet mellem Venstre og de Konservative efter valget i 2005, kan man nemlig læse, at regeringen vil bruge af det økonomiske råderum til at sænke skatten på arbejde. I stedet bruger regeringen altså nu hele råderummet på øgede udgifter i den offentlige sektor. Den sejr, som de Konservative hævdes at have fået er altså i virkeligheden et tilbagetog i forhold til regeringsgrundlaget.

Måske var det af den grund, at finansminister Thor Pedersen kom den konservative partiformand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, til undsætning, da 180Grader.dk på tirsdagens pressemøde udspurgte ham om sagen.

"Må jeg bare lige sige til dig, at den opdrift, som er i vores økonomi, som betyder, at flere kommer i arbejde, den giver et rum, og det er det, som arbejdsmarkedsfondens overskud er udtryk for," sagde Thor Pedersen med henvisning til de 3 mia. kroner fra arbejdsmarkedsfonden, som regeringen ifølge loven er pålagt at give danskerne som en lettelse af bruttoskatten.

Men det "rum", som Thor Pedersen talte om, er altså ifølge Venstre og Lars Løkke Rasmussen ikke en del af råderummet.

[email protected]

Kilde: