Viggo Mortensen til kamp for venstrefløjskandidat

Viggo Mortensen, bedst kendt fra sin rolle som Aragon i "Ringenes Herre" er gået aktivt ind i den amerikanske præsidentvalgkamp

Slettet Bruger,

07/01/2008

Viggo Mortensen, bedst kendt fra sin rolle som Aragon i "Ringenes Herre" er gået aktivt ind i den amerikanske præsidentvalgkamp. Det skriver Nyhedsavisen. Mortensens chancer for at vinde en Oscar ti år i træk er dog mange gange større end hans kandidat Dennis Kucinichs mulighed for at vinde sit demokratiske partis nominering. Kucinich er kendt som den mest venstreorienterede af samtlige kandidater og nyder nærmest ingen opbakning i partiet. Derfor var han heller ikke med til kandidatdebat på ABC lørdag aften. Det fik Viggo Mortensen til at træffe sin beslutning.

"Da jeg så, at Dennis ikke blev inviteret til debatten, bestilte jeg med det samme en billet til natflyet for at hjælpe ham på enhver måde, som jeg kan," siger Mortensen til Nyhedsavisen.

Viggo Mortensen har endnu ikke besluttet sig for hvor længe, han vil bidrage til Kucinich-kampagnen. Foreløbig gælder det primærvalget i New Hampshire, hvor Mortensens tilstedeværelse skaber glæde hos Dennis Kucinich.

"Viggo har en dyb forståelse for politik og den måde, som USA bør ledes på. Han er virkelig en forkæmper for fred især i forhold til hans modstand mod Irak-krigen. Jeg er meget taknemmelig for al hans hjælp," siger Kucinich til Nyhedsavisen.

Sidste år gik Viggo Mortensen offentligt frem herhjemme med kritik af Irak-krigen, normaliseringen af Christiania og rydningen af Ungdomshuset.

[email protected]

Kilde: