Teis Knuthsen skriver i sit blogindlæg et svar til Lars Christensen som for nylig var i børsen med en kommentar om at pengepolitikken globalt var for stram. Jeg synes det var en ganske særpræget position som krævede ekstraordinære beviser. Beviset som Lars Christensen fremlagde var udviklingen i base money i G7 landene. Base money er den pengemængde som bankerne har parkeret hos Centralbanken (altså bankernes indskud i Centralbanken) plus cirkulerende mønter og sedler, i dansk terminologi kaldes det M1.
Ifølge Lars Christensen var udviklingen i base money flad, og derfor var det ingen overraskelse at der ikke var særlig prisinflation.
Teis går i detaljer med ECB, Bank of Japan og FED og viser at de centralbanker der fører QE politik har en ganske betragtelig vækst i base money.
Dernæst kommenterer Teis på at inflationen er lav (og det er godt) som effekt af finanskrisens gældsopbygning og samfundets overgang til gældsnedbringelse. Derfor får centralbankerne ikke inflation, som de tilsyneladende gerne vil have.
I mine øjne er inflationspolitikken en dårlig politik, for prisstigninger på forbrugervarer er i denne sammenhæng typisk et tegn på at der trykkes nye penge, der fører til redistribuering af velstand i samfundet. En gruppe får de nye penge og kan købe til de gamle priser, mens andre ser priserne stige før den strøm af nye penge når ud til dem. Den første gruppe vinder på bekostning af den sidste.
Alt i alt en god blog som jeg vil anbefale jer at læse.
