I morgen, 22. juli, er årets skattefrihedsdag: Den første hele dag i året, hvor vi danskere i teorien er færdige med at betale skat – altså under den forudsætning, at hele samfundets produktion fra 1. januar til nu alene er tilfaldet statskassen. Fra og med i morgen tjener vi udelukkende penge til os selv og vores nærmeste – lige indtil nytår, hvor det næste skatteår sætter ind.
Faktisk udløb ”skatteåret” allerede kort efter midnat natten til i dag (den 21.juli), idet den nøjagtige inddeling for 2010 er 201,1 skattedage og 163,9 ”skattefrie” dage. Skattefrihedsdagens placering afspejler et skattetryk på 55,1 pct. af den disponible bruttonationalindkomst målt i faktorpriser, hvilket er det nærmeste man kommer et nationalt indkomstmål, der modsvarer den personlige indkomst på individ-niveau.
Det lyder måske umiddelbart af forholdsvis mange dage i statens tjeneste (og er det!), men faktisk kan vi i morgen fejre skattefrihedsdag tidligere end på noget tidspunkt siden 1983 – det første år med Schlüter i statsministeriet. Skattefrihedsdagen 2010 falder én dag tidligere end sidste år; og to uger tidligere end den gjorde i 2001, hvor VK-regeringen som bekendt overtog regeringsmagten efter Nyrup. Det år skulle vi hen til den 5. august, før vi kunne fejre årets skattefrihedsdag.
Men det har set meget værre ud – under både denne og tidligere regeringer. Så kort tid tilbage som i 2005 faldt skattefrihedsdagen på den 10. august; og Nyrup-regeringernes rekord blev sat i 1999, hvor skattefrihedsdagen var den 13. august. I både 1987 og 1988 skulle vi dog helt hen til den 19. august – næsten en måned senere end i dag – før der kunne fejres skattefrihedsdag. Det stod i øvrigt i skarp kontrast til situationen i 1982 – Anker Jørgensens sidste år – hvor skattefrihedsdagen faldt på den 13. juli – ca. en uge tidligere end i år.
Over de seneste to årtier har placeringen af skattefrihedsdagen således varieret med op til ca. 5 uger – ofte på ganske få år. Skal man tale om en trend, er den – desværre – at skattefrihedsdagen synes at have rykket sig en smule i den forkerte retning. Således går der i dag en lille uge længere før den gennemsnitlige dansker kan beholde frugten af sit eget arbejde, sammenlignet med situationen i begyndelsen af 1980’erne. Dét er i øvrigt en vigtig pointe at have for øje: Skattefrihedsdagen markerer, hvornår den gennemsnitlige dansker er færdig med at arbejde for staten. Men for mange danskere – først og fremmest dem, der rent faktisk arbejder – skal vi langt hen i efteråret, før de kan fejre deres personlige skattefrihedsdag.
Tilsvarende, er det vigtigt at huske, at skattefrihedsdagen ikke tager højde for over- eller underskud på statens budgetter – altså hvorvidt de skattedage, vi leverer, rent faktisk dækker de offentlige udgifter. Det gør de f.eks. på ingen måde i år, hvor der mangler der knap 90 mia. kr. i statskassen før regnskabet går op. Det svarer til yderligere ca. 22 skattedage, som altså skal aftjenes på ét eller andet tidspunkt. Hvis det skulle ske i år, måtte vi i virkeligheden vente til den 12. august, før vi kunne fejre skattefrihedsdag.
I det hele taget vender det noget op og ned på skattefrihedsdagens bevægelser de seneste 20 år, når man tager højde for saldoen på de offentlige finanser. Variationen af den ”reelle skattefrihedsdag” er en smule større – fra midt i juli til sidst i august – men vigtigst af alt er trenden mere tydelig – og positiv. Når der tages højde for statens over- eller underskud er den reelle skattefrihedsdag på de sidste 20 år rykket næsten en måned i den rigtige retning – fra at ligge ca. den 20. august til at ligge ca. den 25. juli.
Den umiddelbare opadgående trend i skattetrykket siden begyndelsen af 1980’erne dækker således bl.a. over, at skiftende regeringer er blevet stadig bedre til at begrænse de offentlige underskud, uden at det har medført et stærkt stigende skattetryk. Det var i udpræget grad tilfældet under de første syv år med VK-regeringen som ansvarlig for den økonomiske politik: Fra 2002 til 2008 (begge inklusive) leverede den gennemsnitlige dansker i alt knap 90 skattedage som alene gik til at eliminere den massive statsgæld, der var stiftet af tidligere regeringer – først og fremmest under Anker Jørgensen op til magtskiftet i 1982. De seneste to år har det imidlertid knebet med at holde den fine trend, og inklusive i år skylder gennemsnitsdanskeren nu igen mere end 30 skattedage, fordi udgifterne ikke følger indtægterne – som nævnt alene 22 dage for i år.
Og det ser desværre ikke ud til at blive bedre lige med det samme. I maj dette år, forventede regeringen, at skattefrihedsdag 2011 kunne fejres den 20. juli – to dage tidligere end i år. Det var dog før vedtagelsen af genopretningsplanen, takket være hvilken skattefrihedsdagen 2011 nu er flyttet til den 21. juli. Regeringen forventer dog samtidig – genopretningspakken til trods – et offentligt underskud i omegnen af 70 mia. kr. Dermed vil vi også næste år skulle lægge et sted mellem to og tre uger til den konto over skattedage, som vi udskyder til senere år.
Det er selvfølgelig uholdbart. Skattetrykket skal ned, men ikke via underskud på de offentlige finanser. Kun ved at tøjle de offentlige udgifter kan det fornødne råderum sikres til reelle skattelettelser, der nedbringer verdens højeste skattetryk og flytter skattefrihedsdagen tidligere på året. Det er glædeligt at finansministeren i denne uge har anerkendt behovet for netop dette; nu mangler vi så bare en troværdig plan for, hvordan det kan lade sig gøre.
Indtil da er der ikke andet for end at fejre skattefrihedsdagen, hvor den nu ligger. Glædelig skattefrihedsdag!
Faktisk udløb ”skatteåret” allerede kort efter midnat natten til i dag (den 21.juli), idet den nøjagtige inddeling for 2010 er 201,1 skattedage og 163,9 ”skattefrie” dage. Skattefrihedsdagens placering afspejler et skattetryk på 55,1 pct. af den disponible bruttonationalindkomst målt i faktorpriser, hvilket er det nærmeste man kommer et nationalt indkomstmål, der modsvarer den personlige indkomst på individ-niveau.
Det lyder måske umiddelbart af forholdsvis mange dage i statens tjeneste (og er det!), men faktisk kan vi i morgen fejre skattefrihedsdag tidligere end på noget tidspunkt siden 1983 – det første år med Schlüter i statsministeriet. Skattefrihedsdagen 2010 falder én dag tidligere end sidste år; og to uger tidligere end den gjorde i 2001, hvor VK-regeringen som bekendt overtog regeringsmagten efter Nyrup. Det år skulle vi hen til den 5. august, før vi kunne fejre årets skattefrihedsdag.
Men det har set meget værre ud – under både denne og tidligere regeringer. Så kort tid tilbage som i 2005 faldt skattefrihedsdagen på den 10. august; og Nyrup-regeringernes rekord blev sat i 1999, hvor skattefrihedsdagen var den 13. august. I både 1987 og 1988 skulle vi dog helt hen til den 19. august – næsten en måned senere end i dag – før der kunne fejres skattefrihedsdag. Det stod i øvrigt i skarp kontrast til situationen i 1982 – Anker Jørgensens sidste år – hvor skattefrihedsdagen faldt på den 13. juli – ca. en uge tidligere end i år.
Over de seneste to årtier har placeringen af skattefrihedsdagen således varieret med op til ca. 5 uger – ofte på ganske få år. Skal man tale om en trend, er den – desværre – at skattefrihedsdagen synes at have rykket sig en smule i den forkerte retning. Således går der i dag en lille uge længere før den gennemsnitlige dansker kan beholde frugten af sit eget arbejde, sammenlignet med situationen i begyndelsen af 1980’erne. Dét er i øvrigt en vigtig pointe at have for øje: Skattefrihedsdagen markerer, hvornår den gennemsnitlige dansker er færdig med at arbejde for staten. Men for mange danskere – først og fremmest dem, der rent faktisk arbejder – skal vi langt hen i efteråret, før de kan fejre deres personlige skattefrihedsdag.
Tilsvarende, er det vigtigt at huske, at skattefrihedsdagen ikke tager højde for over- eller underskud på statens budgetter – altså hvorvidt de skattedage, vi leverer, rent faktisk dækker de offentlige udgifter. Det gør de f.eks. på ingen måde i år, hvor der mangler der knap 90 mia. kr. i statskassen før regnskabet går op. Det svarer til yderligere ca. 22 skattedage, som altså skal aftjenes på ét eller andet tidspunkt. Hvis det skulle ske i år, måtte vi i virkeligheden vente til den 12. august, før vi kunne fejre skattefrihedsdag.
I det hele taget vender det noget op og ned på skattefrihedsdagens bevægelser de seneste 20 år, når man tager højde for saldoen på de offentlige finanser. Variationen af den ”reelle skattefrihedsdag” er en smule større – fra midt i juli til sidst i august – men vigtigst af alt er trenden mere tydelig – og positiv. Når der tages højde for statens over- eller underskud er den reelle skattefrihedsdag på de sidste 20 år rykket næsten en måned i den rigtige retning – fra at ligge ca. den 20. august til at ligge ca. den 25. juli.
Den umiddelbare opadgående trend i skattetrykket siden begyndelsen af 1980’erne dækker således bl.a. over, at skiftende regeringer er blevet stadig bedre til at begrænse de offentlige underskud, uden at det har medført et stærkt stigende skattetryk. Det var i udpræget grad tilfældet under de første syv år med VK-regeringen som ansvarlig for den økonomiske politik: Fra 2002 til 2008 (begge inklusive) leverede den gennemsnitlige dansker i alt knap 90 skattedage som alene gik til at eliminere den massive statsgæld, der var stiftet af tidligere regeringer – først og fremmest under Anker Jørgensen op til magtskiftet i 1982. De seneste to år har det imidlertid knebet med at holde den fine trend, og inklusive i år skylder gennemsnitsdanskeren nu igen mere end 30 skattedage, fordi udgifterne ikke følger indtægterne – som nævnt alene 22 dage for i år.
Og det ser desværre ikke ud til at blive bedre lige med det samme. I maj dette år, forventede regeringen, at skattefrihedsdag 2011 kunne fejres den 20. juli – to dage tidligere end i år. Det var dog før vedtagelsen af genopretningsplanen, takket være hvilken skattefrihedsdagen 2011 nu er flyttet til den 21. juli. Regeringen forventer dog samtidig – genopretningspakken til trods – et offentligt underskud i omegnen af 70 mia. kr. Dermed vil vi også næste år skulle lægge et sted mellem to og tre uger til den konto over skattedage, som vi udskyder til senere år.
Det er selvfølgelig uholdbart. Skattetrykket skal ned, men ikke via underskud på de offentlige finanser. Kun ved at tøjle de offentlige udgifter kan det fornødne råderum sikres til reelle skattelettelser, der nedbringer verdens højeste skattetryk og flytter skattefrihedsdagen tidligere på året. Det er glædeligt at finansministeren i denne uge har anerkendt behovet for netop dette; nu mangler vi så bare en troværdig plan for, hvordan det kan lade sig gøre.
Indtil da er der ikke andet for end at fejre skattefrihedsdagen, hvor den nu ligger. Glædelig skattefrihedsdag!
