Stramninger af kontanthjælpen har betydet, at flere fattige i Danmark ikke har råd til mad. Sådan lyder det fra flere sociale organisationer. Organisationerne Frelsens Hær, Kirkens Korshær og Mødrehjælpen mærker alle, hvordan antallet af personer, der har behov for socialhjælp, er steget.
I den liberale tænketank CEPOS er cheføkonom og vicedirektør Mads Lundby Hansen ikke overbevist om konklusionerne fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- At AE-rådet henviser til tal for såkaldte etårs-fattige, synes jeg, er misvisende af to grunde. For det første konkluderer Thornings fattigdomskommission (2013 red.), at man ikke er fattig, når man har ét års lavindkomst. Man skal have det flere år i træk - minimum tre år.
- Så når AE-rådet fokuserer på etårs-fattige, overdriver man problemets omfang. Det illustreres ved, at 55 procent af alle heldigvis er ude af AE-rådets fattigdomsgruppe efter et år. Efter to år er det 73 procent. Det viser, at der heldigvis er en meget stor mobilitet ud af det, jeg vil kalde lavindkomstgruppen.
Siden 2016 er antallet faldet med 28.000. Det burde jo give anledning til et mindre pres på systemet. Når man kigger på kontanthjælpsloftet, er det sandelig ikke en høj ydelse, man får. Men det er er en ydelse, man kan leve af. For eksempel har et par med to børn ydelser efter skat på cirka 24.000 kroner om måneden. Det er et beløb, man kan leve af, og som samtidig giver en vis tilskyndelse til at tage et lavtlønsjob.
Er det fordi vi er blevet en nation af klynkere, som tror at samfundet skal løse alle vores problemer, mens vi selv ligger på sofaen og venter på den næste hjælpepakke ?
Inden man modtager hjælp, burde man gennemgå ansøgernes indkomst og forbrug, for hvis man har været en uge sydpå i sommerferien og så derefter mener at man skal have hjælp til julen, børnenes sport og mad sidst på måneden.
Økonomisk rådgivning ville være bedre for at få et overblik over hvordan man bedst bruger pengene, så man kan spare op til: jul, børnenes konfirmation o.s.v
