Niels Hausgaard: Jeg har støttet bladet - ikke partiet

Slettet Bruger,

28/06/2007

Af Ole Birk Olesen

Da den nordjyske entertainer Niels Hausgaard i august sidste år modtog en 25.000 kroner stor kulturpris fra Gelsted-Kirk-Scherfig Fonden gav han straks pengene videre til Kommunistisk Partis dagblad, Arbejderen.

"I en tid, hvor gratisaviser vælter på gaden - og ingen af dem sætter spørgsmålstegn ved det superliberalistiske system - er Arbejderen vigtig," lød begrundelsen fra Hausgaard.

Men Niels Hausgaard afviser, at han på den måde har været med til at støtte Kommunistisk Parti, der både rummer Morten Bach fra Sømændenes Forbund, som har et idolbillede af Stalin hængende på sit kontor, og en næstformand som ikke vil sige, at Stalin var en skurk, og som ikke vil kritisere idolbilledet.

"Jeg forstår ikke problematikken. Vi taler om en avis, i hvilken jeg aldrig har læst nogen af de holdninger, som du snakker om her. Det har jeg virkelig ikke," siger Niels Hausgaard til 180Grader.dk

Hausgaard: Partiet har et problem
Er det helt ligegyldigt, hvem der udgiver den avis, som du har støttet med 25.000 kroner?
"Du mener, at Kommunistisk Parti ikke er stuerent?"

Jeg konstaterer bare, at når jeg ringer til partiets næstformand, så kan jeg ikke få at vide, at det er forkert at have et Stalin-billede hængende.
"Jeg synes, det er et problem for den næstformand og også for partiet, hvis man ikke tør gå ind og tage den debat og gøre op med en historisk fuser. Stalin står for mig for noget, der absolut ikke er i orden."

Og det smitter ikke af på Dagbladet Arbejderen, at det udgives af dem, der har det problem?
"Det har jeg aldrig kunnet konstatere i avisen, at det skulle gøre. Man stiller spørgsmål, og man kommer med nogen påstande, som er fuldstændig klare og fri for manipulering. Så kan man tage stilling til det, og det efterlyser jeg i samtlige andre dagblade."

Andre aviser reklamerer for Venstre
Men fungerer den avis ikke også som et reklameorgan for det parti, som ifølge dig har et problem?
"Alle aviser fungerer som et reklameorgan for et eller andet parti, de fleste for partiet Venstre."

Joh, men Venstre hylder jo heller ikke Stalin.
"Nej, men så har de godt nok nogen andre lig i lasten, skal jeg lige hilse og sige."

Men massemord er vel ikke et af dem, er det?
"Nej, men det kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien," siger Niels Hausgaard.



Kilde: