Værd at læse

02

Den progressive reaktionarisme på den postmoderne venstrefløj

Absurditeten på den postmoderne venstrefløj er, at den er et fantasibillede krydsavlet af selvmodsigelser blandet med teknokrati og miljøbevægelse, jagende gennem affaldet efter kasseret mad og triumferende bloggende om det på en enhed til 3,000 kroner, store statsprojekter og lave sine egne sko, trodse chefen og fortælle ham at han skal ansætte flere bureaukrater, læse Dawkins og derefter blogge om at besøge moskeer i Mellem Østen, afvise materialisme i de seneste omhyggeligt udsete varemærkesko til 1,300 kroner lavet af genbrugte gummidæk.

Hvis den gamle venstrefløj i det mindste havde noget, der lignede et rationelt projekt, så har den postmoderne venstrefløj sine brudte rudimenter forklædt som retningsløst raseri, overtro, anti-materialisme og primitivisme. Slutresultatet af denne progressive reaktionarisme er ikke bare grim, den er uholdbar.

Selvmodsigelserne mellem venstrefløjens ambitioner om en stor stat og dens ødelæggelse af alt, der får den til at fungere, dømmer hele projektet til nedsmeltning. Sovjet Unionen blev drevet af ondskabsfulde banditter, der forstod, at man havde brug for en massiv industriel og landbrugsmæssige base for at bygge den socialistiske fremtid, men i dag er venstrefløjen overhovedet ikke interesseret i sådanne ting. På samme måde som vanvittige pionerer af dotcom er de ligeglade med strømme af indtægter eller forretningsmodeller, kun planer og forslag. Ideologisk efterkommelse har betydning. Funktionalitet kan ikke engang spores på radaren.

Uanset hvor håbløst dumme mange af bolsjevikkerne var, forstod de, at der måtte ske noget, efter de havde beslaglagt ejendommen fra de rige. Den moderne venstrefløj antager blot, at ejendommen hos de rige er et uendeligt gode, der kan beslaglægges, og altid vil være der. Har man ikke penge nok? Hæv skatterne. Stadig ikke nok penge? Hæv skatterne lidt mere, og gør dig derefter klar til at flytte dine penge til et andet skattely. Deres anti-materialisme ligner mere en hyklerisk uvidenhed om deres egen materielle virkeligheder. For dem er Socialisme ikke en materiel handling, men en spirituel handling. For at få den til at fungere må man have tro på håb og forandring.

Sovjet Unionen fik i sin tid Union Carbide og Exxon til at ligne radikalt grønne. Sovjet Unionen ikke alene forurenede, det hyldede ødelæggelsen af den naturlige verden som en triumf hos det moderne menneske. Det rev bjerge ned med den samme skadefryd, som den rev kirker ned. Det ødelagde floder og søer, bar for at vise, at det kunne det. Denne voldelige vandalisme sprang ud af dets materialistiske rødder. Det primitive menneske kan være tilfreds med at lugte til blomsterne, men det socialistiske menneske ville trampe alle blomsterne ned, og plante nogle endnu bedre stålblomster for at vise sin overlegenhed over for den naturlige verden.

Men børnebørnene af det socialistiske menneske er gået lige så radikalt i den modsatte retning til en miljøbevægelse, der gør industri umulig og individuel velstand håbløs, og med disse det økonomiske grundlag for deres ideologi. Favnelse af miljømæssigt dogme handler ikke kun om en kniv for struben på forretningslivet og en kugle for hovedet på forbrugeren, der er tale om en langsom forlænget død hos det skatglade Store Samfund, der blev bygget på deres bekostning.

Det kræver en stor nation at støtte velfærdsstaten fra vugge til grav og tilskud til at analysere de racemæssige undertoner i poesi fra eskimoer eller en bankerot nation modtagende nødhjælp fra IMF i håb om at kunne betale sin gæld tilbage, og bag dette ligger de spirituelle værdier af udsultning af børn sorterende affald i slum så beundret af moralske ledere som Prins Chuck. Anti-materialismen hos gratisterne taget til sit uvægerlige udkomme når økonomien og derefter systemet der gjorde deres dilettantisme mulig, ødelægges.

Som ved en pervers fordrejelse er anti-kapitalisme blevet anti-materialisme. Det besynderlige kærlighedsbarn mellem Marx og Rousseau hylder underne af Kapitalisme i Afrika, og begræder varemærker. Strukturel analyse har banet vej for identifikation. Et flokinstinkt for dem der anser dem selv for værende for kloge til den almindelige flok. Flokken er ikke optaget af, hvor den er på vej hen, men kun at den rejser med andre af samme slags.

Marx havde ikke megen brug for den noble vilde og primitivisme for dets egen skyld. Hans henkastede observation, at ”Islamisme foreskriver nationen af vantro, udgørende en tilstand af permanent fjendtlighed mellem muslimen og den vantro”, kan i dag kun findes på højrefløjen og blandt en håndfuld belejrede venstreorienterede europæere. Resten byder Sharia Lov i Islam velkommen som løsningen på alle andre onder. I deres sind er den eneste måde fuldt at udrydde materialisme og nationalisme i den civiliserede verden at fylde den med uciviliserede.

Den forstyrrede venstrefløj har forvekslet primitivisme med anti-materialisme, behandlende fattigdom som bevis på højere moralske værdier. Denne indstilling hang i lang tid om halsen på overklassens aktivister, men der findes ikke længere nogen måde at gøre det op på. Alle videregående uddannelsesinstitutioner påtegner kritiske tekster på Orientalisme, men svælger sig alligevel i fetishering af ikke vestlige kulturer. Ghandi, den tidligere soldat der blev uafhængighedsaktivist, er blevet trækplasterhelgenen på væggen af Pacifisme i Vesten, og Koranen er blevet bogen af tolerance og Feminisme. De så intolerante over hyklerierne i deres egen kultur svælger sig ivrigt i hyklerierne i andre kulturer.

De Progressive troede, at de bevægede sig opad, men de reaktionære tror, at opad er nedad. At vejen til en bedre fremtid ligger i at klare sig med mindre og leve et mere enkelt liv. Disse idéer er ikke rationelle, de kultiske. Deres favnelse af Islam, den mest reaktionære tro siden heksedoktoren og hans benkniv, stammer ikke fra en sammenligning af dens relative udmærkelser, men fra deres politiske eskapisme. De er for dovne til at analysere idéer på deres udmærkelser. I stedet vælger de det, der ligger længst væk fra det rationelle, og lykønsker dem selv for, hvor godt de nægter at blive narret af de reaktionære.

Den postmoderne venstrefløj har en socialistisk boghylde, men læserne er håbefulde vilde. Håbefulde fordi de mangler talentet for andet end den lejlighedsvise protest i gaderne. De har en stærkt udviklet næse for uretfærdighed, men ingen fornemmelse for skyld. De stræber efter at sone deres forbrugerisme med en påfaldende anti-materialisme af fair trade gør-det-selv-projekter. De ønsker på samme tid at forkaste og bevare deres privilegier på arbejderklassens bekostning, og mens de tjener fedt på investeringer i klimaforandringer, er det de almindelige arbejdere der betaler og deres jobs sendt til udlandet.

Progressiv reaktionarisme er rulletrappen med mænd og kvinder, der ønsker at blive set bevægende sig fremad, selv når de bevæger sig tilbage. Deres største frygt er, at resten af flokken vil indse, at de kender forskellen. Jo mere de progressive bevæger deres agenda fremad, jo mere bevæger samfundet, som de inficerer, sig tilbage, men de fleste er ikke i en position, hvor de kan se det. Ej heller kan de se det større billede.

De reducerer alle transaktioner til ligningen offer-undertrykker, ikke indseende at for meget af landet er de blevet undertrykkerne, at den arbejdsløse minearbejder, den lille forretningsmand, og arbejderfamilien der prøver at få tingene til at hænge sammen, hader dem og deres institutioner. At deres genert charmerende kaffehuse, hjemmesnedkeri og fortalen for det grønne ligner legeting af en dilettantisk elite på kanten af at blive fjernet fra magten af en folkelig vrede, lige så grundigt som Huset Bourbon i Frankrig.

De massive klodsede bæster af regeringer er blevet Versailles´et af en håbløs venstreorienteret elite uden føling med omgivelserne, der slummer rundt med bøger rundt med bøger om, hvor svært det er at klare sig på en begrænset indkomst, men fatter intet om, hvor meget de folk, der lige klarer den, afskyr den massive infrastruktur af deres bureaukratiske paladser. De progressivt reaktionære har tabt det øjeblik af syne, hvor de krydsede grænsen fra aktivister til tyranner. Dette selvbedrag er en svaghed, som kommunisterne ikke lider af. De progressivt reaktionære er opblæste nok til at forklæde sig som demokrater, og foregiver at deres styre er baseret på konsensus. Enhver opposition mødes med skrigeri om racisme, et ord der ikke længere har nogen mening bortset fra kode for kontrarevolutionære.

Af alle tyrannier i historien er de progressivt reaktionære langt de dummeste. Det eneste de kan, er at bestikke sig til at blive ved magten, men selv den gamle politik af ”del og hersk” med fordeling af regeringens bytter til deres tilhængere fungerer kun så længe, at de har noget at give dem. Når økonomien bliver dårlig nok, og der ikke længere findes noget at aflevere, så står der ikke længere noget imellem dem og de kontrarevolutionære, bortset fra et hæst skrig om racisme.

Jobs? Spørg kommierne om det. De vidste i det mindste, hvad jobs er. Det er noget, som Richard Blumenthal ikke kunne i sin seneste debat i Senatet. Det er noget, som Obama ikke har været i stand til at fatte med sine pakkefærdige projekter, og lover at skabe en milliard trillion jobs om ugen. Hans seneste plan om at skabe jobs handler om at legalisere udlændinge. På dette punkt er det smerteligt tydeligt, at hvis man aldrig har haft et arbejde, eller lavet et stykke arbejde, forstår han ikke, hvad det rent faktisk er, og han er også ligeglad.

”Job” ligesom racisme er blevet et af de ord, der fungerer fint i enhver sætning. Venstrefløjen bruger nu ordet som forskere, der er strandet på en ø med indfødte, bevidste om de indfødtes tilbedelse af en eller anden gud ved navn ”Job”, og håber, at hvis de peger på tilfældige ting, tager disse ting og ryster dem, vil de indfødte finde disse ”job”, som de er på udkig efter, og lader de venstreorienterede i fred.

Konservative anklager venstreorienterede for at læse Marx og Lenin, men det er meget værre end som så. De læser The Lexus and the Olive Tree af Thomas Friedman med lidt Alinsky og Arabiske Nætter ved siden af. De er ikke så meget socialister, som de er idioter, der tror, at økonomien er et resultat af deres genialitet, og at alle udenrigspolitiske problemer kan afgøres med en ølsammenkomst og en hjertelig undskyldning. Det er ikke bare det, at de ødelægger Amerika. Det er det, at de ofte er for dumme til overhovedet at vide, at de gør det.

De er for dumme til overhovedet at forstå, at deres vision om et teknokratisk miljømæssigt bæredygtigt demokrati, hvor alle må klare sig med mindre, og kan lide det, giver lige så meget mening som at lære sin hund at lave kunster ved at sætte ild til sig selv, eller at arbejde i retning af en forenet verden ved at styrke en flok folk der dræber hinanden grundet mindre religiøse doktrinære pointer og etikker, svarer til at sætte ild til sig selv, hunden og den tilstødende brandstation, eller at intet af dette kan nogensinde finansiere sig selv, for hver gang de vedtager en lov, flyver jobs ud af vinduet som bestyrtede fugle, og det eneste de nu overhovedet foretager sig, er at vedtage love, og derefter endnu flere love.

Man kan ikke komme dertil herfra. Dette er det sørgeligste ved de progressivt reaktionære. Den gamle venstrefløj kunne kombinere idealisme og materialisme i en brutal pakke af et mekanisk samfund, men der findes næppe nogen materialisme i dogmet af den nye venstrefløj, bortset fra når det handler om deres egne lønninger. De har ikke noget der bare ligner en plan for et funktionelt samfund. Ikke så meget som bare en dårlig plan. I stedet har de visionen om, at et bedre samfund på en eller anden måde vil fremkomme fra bunkerne af forfaldende bureaukrati og vrede masser af multikulturelle flygtninge. ”Et eller anden måde” overlades til nogen andre at finde ud af.

Som Grimm E. Ulv stolprende midt i luften forestiller den postmoderne venstrefløj sig fantasifuldt, at den bevæger sig fremad, men det eneste sted den bevæger sig hen, er nedad, og som tingene for nuværende ser ud, tager de alle andre med sig.

Læs artikel

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere