Midtvejs-krise, eksamens-krise, 30-års-krise, det-første-barn-krise, 7-års-krise, alderdoms-krise, veninde-krise, bolig-krise, jeg-kan-ikke-finde-et-job-krise, selvrealiserings-krise, kæreste-krise, alt-for-mange-valg-krise og hvad-ved jeg-krise, vi render i et væk til psykolog med den ene krise efter den anden.
Radio24syv kunne så i morges berette om den seneste nye krise; kvart-krisen, 25 år, færdig med uddannelse og i tvivl om hele livet: er det den rette uddannelse, hvorfor har jeg ikke en kæreste og hvad skal der blive af mig? Min generation er i tvivl om alt og går til psykolog i stigende hyppighed.
Men min generation største krise er, at vi hele tiden opfinder nye kriser at hænge vores hat på, i stedet for at tage ansvar for vores eget liv og valg. For der er ligeså meget krise over den sidste nye kvart-krise, som det er en krise når jeg står foran køledisken og ikke kan finde ud af om jeg skal have stegt flæsk eller flæskesteg til aftensmad.
Vi er nærmest født med en mobiltelefon i hånden, vi kan stort set vælge og vrage hvilken uddannelse vi vil have, vi får væsentligt bedre og mindre nedslidende jobs end vores forældre gjorde, vi kan som aldrig før komme i kontakt med hinanden på tværs af kloden, vi er de mest oplyste unge og det har aldrig været lettere at finde sig en kæreste eller at realisere sig selv med en flyrejse til den anden side af jordkloden for vi kan stort set alt. Vi er en helt vildt privilegeret generation, men til trods, så tillader vi os at hævde, at vi har kriser konstant?
Vor herre bevares, en krise er hvis du er ved at miste din bolig fordi du har været arbejdsløs for længe og er røget ud af dagpengesystemet eller at du har kysset med hende den søde fra HR-afdelingen, så din kone vil gå fra dig og tager børnene og pengene med sig. Det er kriser og i øvrigt vand ved siden af vores forældre og bedsteforældres udfordringer i deres opvækst. Eller sammenlignet med andre mindre priviligerede dele af verden med krig, sult og naturkatastrofer.
Jeg vil sgu ikke være en del af den generation med de største muligheder, som vælger at tude over de mindste bump og udfordringer på vejen. Curlingbørn, der så snart de skraber knæene eller møder lidt modstand påråber sig en livskrise. Jeg vil, og vi skal, være den generationen, der tager ansvar og er bevidste om og taknemmelig for alle de muligheder vi har, som er skabt af generationer før os! Rejs dig, tag ansvar og kom-ud-af-din-krise!
