Hvorfor er der ikke flere liberale kvinder, spørges der jævnligt på disse mandeprægede sider. Jeg har ikke svaret, selvom jeg er kvinde og liberal, og jeg forholder mig for så vidt ambivalent til spørgsmålet. På den ene side ved jeg, at den liberale sag ikke har noget iboende kvindeligt eller mandligt i sig. Den liberale sag er menneskelig. Punktum. På den anden side har mange kvinder jo fælles karakteristika, der gør dem mulige at nå som et samlet segment afgrænset fra mændene. Så i en kommunikationsmæssig forstand kan det give mening at tale særskilt til kvinder, hvis man ønsker at gøre dem opmærksom på liberalismens herligheder.
Lad mig forsøge at adressere disse to aspekter af emnet yderligere: Først det menneskelige og senere det, som kunne være særligt kvindeligt.
Kvinden og manden har det til fælles, at de begge er mennesker. Som mennesker har vi hver især ret til vores eget liv og vores jagt på lykken, hvad end denne måtte bestå af. Det er den liberale indstilling, men det er også den eneste humane holdning til eget og andres liv, hvad enten man er kvinde eller mand. Denne indstilling kan dække over uendeligt mange valg i forhold til udformningen af den enkeltes levemåde men kræver samling om den holdning, at vi ikke kan diktere, hvad der definerer det gode liv for andre mennesker og således om respekten for andre menneskers ret til deres liv og jagt på lykken.
Denne klassisk liberale indstilling står i skarp kontrast, til det man sædvanligvis forbinder med venstrefløjen i en politisk forstand. Om end denne fløj har en form for populær patent på ”de bløde værdier” og ”humanismen”, så er deres opfattede godhed fuldstændigt afhængig af et grundlæggende umenneskeligt princip: Tvang. Man kan ikke opnå den ønskede sociale og økonomiske ”retfærdighed” via den såkaldte omfordeling uden at tvinge kvinder såvel som mænd til at aflevere sine penge, altså produktet af ens tid/liv, ens ejendom, til samme formål. Det kan ikke lade sig gøre. Denne klan kræver, at man overgiver sin frihed til det ”fælles bedste”, uanset om man ønsker det eller ej, og uanset om der er interessesammenfald mellem ens eget bedste og det fælles bedste.
Det bliver sagt, at der skulle være en særlig kvindelighed i denne venstrefløjens form for barmhjertighed på andres regning. Kvinder har et omsorgs-gen, som gør dem mere modtagelige overfor politiske holdninger, som kræver opofrelse, og holdninger som indikerer, at man i særlig grad har medfølelse for de svage og andre ofre. Jeg fornærmes over disse insinuationer. Det er ganske sandsynligt, at man som kvinde har en anderledes psyke end mænd, dette vil jeg ikke benægte. Og at kvinder har en større trang og tendens til at vælge fag, hvor man tager sig af børn, syge og gamle er efter alt at dømme også sandt. Men der er intet, der tilsiger, at en kvinde mere end andre mennesker skulle ønske sig en samfundsindretning, der er baseret på tvang. Ej heller en samfundsindretning, der kræver at alle de fag, som er præget af kvinder forvaltes og varetages af staten og finansieres ved skatteopkrævning. Barmhjertighed og godhed er ikke noget, man kan tvinge andre til at betale. Og ønsker man sig det, er man intet andet eller mere end et dårligt menneske. Mand eller kvinde. Velgørenhed er en menneskelig drift og velfærd et menneskeligt ønske. Individuelle menneskers evner og penge dækker disse behov. Omfanget og kvaliteten af velgørenhed og velfærd bør af respekt for os selv og andre mennesker bestemmes af hver enkelt individ og familie. Der bliver ikke flere penge til at varetage disse opgaver, fordi staten opkræver dem. Og kvaliteten bliver med al ønskelig tydelighed ikke bedre, fordi staten fastsætter niveauet.
Så hvis kvinders påståede politiske præference for venstrefløjen kan henføres til deres omsorgs-gen, så er der noget kvinderne i dén grad har misforstået, og lad mig gentage: Der er intet omsorgsfuldt ved at udøve tvang. Den menneskelige omsorg er den, hvor vi lader enhver indrette sig efter eget ønske og bidrage til velgørenhed i det omfang, hun ønsker. Det kræver, at vi samtidig kan tolerere andre menneskers beslutning om ikke at bidrage i samme omfang som os selv, og endnu andre menneskers evner og lyst til at bidrage i langt højere grad end os selv. Det har virket før, det virker i andre lande, og det bør også have virke nu og her, fordi det er det eneste retfærdige. Det er det, der med andre ord hedder gensidig respekt, mangfoldighed, diversitet og plads til forskellighed. Lyder det ikke pænt? Sådan er liberalismen nemlig. Den er pæn og ordentlig.
Men det pæneste ved liberalismen er dens fravær af indgriben i vores beslutning om, hvordan livet skal leves. Og lad os her berøre et udpluk af konkrete politiske områder, som kunne være noget særligt kvindeligt ved sagen. Ikke fordi de ikke berører mænd eller for den sags skyld fordi de berører ALLE kvinder, men fordi jeg vil påstå, at de i høj grad interesserer en stor gruppe af kvinder. Jeg må naturligvis understrege, at udgangspunktet er min egen livssituation, og mens det er snævertsynet og næppe kan danne grundlag for, hvad jeg i overskriften så storslået kalder etmanifest, kan jeg blot opfordre til, at andre mennesker i andre situationer medgiver deres besyv.
Det er et biologisk faktum, at vi kvinder er gravide, føder og ammer vores børn. Hertil kan der ikke være uenigheder. Til gengæld starter uenighederne, når vi taler om, hvorvidt manden tager sig så godt af spædbørnene som kvinder, hvorvidt vi ønsker at køre erhvervskarriere, mens vi stadig ammer, og når vi drøfter spørgsmålet om, hvem der skal tage sig af vores børn, i de timer vi ikke selv gør det. Når nu jeg tidligere nåede den konklusion, at kvinder er mennesker, og at det er umenneskeligt at tvinge nogen til et bestemt slags liv, så følger det logisk, at kvinder bør støtte en samfundsindretning, hvor der ikke gribes ind i hver enkelt kvinde, mand og families frihed til at designe sit eget familiemønster.
Det er dog et velfærdsstatsmæssigt faktum, at en særlig opførsel i førnævnte henseender tilgodeses. Der er med andre ordoverordnede instanser - eller lad os kalde dem mennesker med politisk magt, for det er vel, hvad de i virkeligheden er - der har besluttet hvilket familiemønster, der er bedst for os alle. Der findes særlige regler om mænd og kvinders barsel, og nogle ønsker endda disse regler mere vidtgående. Nogle kvinder ønsker også lovgivning, som kan sikre dem en bedre karriere, således at de ikke ”kommer bagud”, fordi de er belastet med det moderlige lod. Når det angår pasningsmuligheder er det også tydeligt, at en bestemt opførsel tilgodeses: Her udbetales i tusindevis af tilskudskroner til de forældre, der vælger den kommunale pasningsordning. Og det er en pasningsordning som vælges af de fleste, sandsynligvis på grund af det økonomiske incitament, men nok i endnu højere grad på grund af det offentliges tilnærmelsesværdige monopol. For det er vist ikke kvaliteten, der trykker. Det siger de selv, de der – imellem strejkerne – arbejder der.
Alle de ovennævnte regler og reguleringer og særligt tilgodesete ordninger har det til fælles, at de koster. De koster skatteyderne en masse penge. Penge, som også ville være der, hvis de ikke skulle betales i skat. Så ville de være hos kvinden og manden, som selv kunne bestemme, om pengene skulle bruges på at holde mor ved kødgryderne og gøre far til skaffedyr eller at booste mors karriere og udlicitere de hjemlige pligter inklusive børnene. Formynderiet koster også på andre fronter. Udvalget af eksempelvis børneinstitutioner skriger til himlen i sin pædagogiske ensartethed og er langt fra den diversitet som de statsforherligende venstrefløjsromantikere altid reklamerer med.
Skatten er så høj herhjemme, at det for nuværende blot er forbeholdt de med en særlig økonomisk formåen at vælge deres eget familiemønster uden at skulle acceptere en uhåndterbar forringelse af sine levevilkår. Det er disse mennesker vel undt, men det er foragteligt at vi lever i en såkaldt velfærdsstat, der lader det være for de få at definere deres egen lykke. Det er (også) en kvindesag, at ændre på dette. Ikke ved at bestemme mere over andres liv, men mindre. Ikke med tvang, men via frihed. Ikke med heppen på populistiske venstre- og højrefløjspolitikeres meningsmålings-rytteri, men med udgangspunkt i et klassisk liberalt og menneskeligt syn på livet. Kom nu, kvindemenneske. Det er også dit liv.
Lad mig forsøge at adressere disse to aspekter af emnet yderligere: Først det menneskelige og senere det, som kunne være særligt kvindeligt.
Kvinden og manden har det til fælles, at de begge er mennesker. Som mennesker har vi hver især ret til vores eget liv og vores jagt på lykken, hvad end denne måtte bestå af. Det er den liberale indstilling, men det er også den eneste humane holdning til eget og andres liv, hvad enten man er kvinde eller mand. Denne indstilling kan dække over uendeligt mange valg i forhold til udformningen af den enkeltes levemåde men kræver samling om den holdning, at vi ikke kan diktere, hvad der definerer det gode liv for andre mennesker og således om respekten for andre menneskers ret til deres liv og jagt på lykken.
Denne klassisk liberale indstilling står i skarp kontrast, til det man sædvanligvis forbinder med venstrefløjen i en politisk forstand. Om end denne fløj har en form for populær patent på ”de bløde værdier” og ”humanismen”, så er deres opfattede godhed fuldstændigt afhængig af et grundlæggende umenneskeligt princip: Tvang. Man kan ikke opnå den ønskede sociale og økonomiske ”retfærdighed” via den såkaldte omfordeling uden at tvinge kvinder såvel som mænd til at aflevere sine penge, altså produktet af ens tid/liv, ens ejendom, til samme formål. Det kan ikke lade sig gøre. Denne klan kræver, at man overgiver sin frihed til det ”fælles bedste”, uanset om man ønsker det eller ej, og uanset om der er interessesammenfald mellem ens eget bedste og det fælles bedste.
Det bliver sagt, at der skulle være en særlig kvindelighed i denne venstrefløjens form for barmhjertighed på andres regning. Kvinder har et omsorgs-gen, som gør dem mere modtagelige overfor politiske holdninger, som kræver opofrelse, og holdninger som indikerer, at man i særlig grad har medfølelse for de svage og andre ofre. Jeg fornærmes over disse insinuationer. Det er ganske sandsynligt, at man som kvinde har en anderledes psyke end mænd, dette vil jeg ikke benægte. Og at kvinder har en større trang og tendens til at vælge fag, hvor man tager sig af børn, syge og gamle er efter alt at dømme også sandt. Men der er intet, der tilsiger, at en kvinde mere end andre mennesker skulle ønske sig en samfundsindretning, der er baseret på tvang. Ej heller en samfundsindretning, der kræver at alle de fag, som er præget af kvinder forvaltes og varetages af staten og finansieres ved skatteopkrævning. Barmhjertighed og godhed er ikke noget, man kan tvinge andre til at betale. Og ønsker man sig det, er man intet andet eller mere end et dårligt menneske. Mand eller kvinde. Velgørenhed er en menneskelig drift og velfærd et menneskeligt ønske. Individuelle menneskers evner og penge dækker disse behov. Omfanget og kvaliteten af velgørenhed og velfærd bør af respekt for os selv og andre mennesker bestemmes af hver enkelt individ og familie. Der bliver ikke flere penge til at varetage disse opgaver, fordi staten opkræver dem. Og kvaliteten bliver med al ønskelig tydelighed ikke bedre, fordi staten fastsætter niveauet.
Så hvis kvinders påståede politiske præference for venstrefløjen kan henføres til deres omsorgs-gen, så er der noget kvinderne i dén grad har misforstået, og lad mig gentage: Der er intet omsorgsfuldt ved at udøve tvang. Den menneskelige omsorg er den, hvor vi lader enhver indrette sig efter eget ønske og bidrage til velgørenhed i det omfang, hun ønsker. Det kræver, at vi samtidig kan tolerere andre menneskers beslutning om ikke at bidrage i samme omfang som os selv, og endnu andre menneskers evner og lyst til at bidrage i langt højere grad end os selv. Det har virket før, det virker i andre lande, og det bør også have virke nu og her, fordi det er det eneste retfærdige. Det er det, der med andre ord hedder gensidig respekt, mangfoldighed, diversitet og plads til forskellighed. Lyder det ikke pænt? Sådan er liberalismen nemlig. Den er pæn og ordentlig.
Men det pæneste ved liberalismen er dens fravær af indgriben i vores beslutning om, hvordan livet skal leves. Og lad os her berøre et udpluk af konkrete politiske områder, som kunne være noget særligt kvindeligt ved sagen. Ikke fordi de ikke berører mænd eller for den sags skyld fordi de berører ALLE kvinder, men fordi jeg vil påstå, at de i høj grad interesserer en stor gruppe af kvinder. Jeg må naturligvis understrege, at udgangspunktet er min egen livssituation, og mens det er snævertsynet og næppe kan danne grundlag for, hvad jeg i overskriften så storslået kalder etmanifest, kan jeg blot opfordre til, at andre mennesker i andre situationer medgiver deres besyv.
Det er et biologisk faktum, at vi kvinder er gravide, føder og ammer vores børn. Hertil kan der ikke være uenigheder. Til gengæld starter uenighederne, når vi taler om, hvorvidt manden tager sig så godt af spædbørnene som kvinder, hvorvidt vi ønsker at køre erhvervskarriere, mens vi stadig ammer, og når vi drøfter spørgsmålet om, hvem der skal tage sig af vores børn, i de timer vi ikke selv gør det. Når nu jeg tidligere nåede den konklusion, at kvinder er mennesker, og at det er umenneskeligt at tvinge nogen til et bestemt slags liv, så følger det logisk, at kvinder bør støtte en samfundsindretning, hvor der ikke gribes ind i hver enkelt kvinde, mand og families frihed til at designe sit eget familiemønster.
Det er dog et velfærdsstatsmæssigt faktum, at en særlig opførsel i førnævnte henseender tilgodeses. Der er med andre ordoverordnede instanser - eller lad os kalde dem mennesker med politisk magt, for det er vel, hvad de i virkeligheden er - der har besluttet hvilket familiemønster, der er bedst for os alle. Der findes særlige regler om mænd og kvinders barsel, og nogle ønsker endda disse regler mere vidtgående. Nogle kvinder ønsker også lovgivning, som kan sikre dem en bedre karriere, således at de ikke ”kommer bagud”, fordi de er belastet med det moderlige lod. Når det angår pasningsmuligheder er det også tydeligt, at en bestemt opførsel tilgodeses: Her udbetales i tusindevis af tilskudskroner til de forældre, der vælger den kommunale pasningsordning. Og det er en pasningsordning som vælges af de fleste, sandsynligvis på grund af det økonomiske incitament, men nok i endnu højere grad på grund af det offentliges tilnærmelsesværdige monopol. For det er vist ikke kvaliteten, der trykker. Det siger de selv, de der – imellem strejkerne – arbejder der.
Alle de ovennævnte regler og reguleringer og særligt tilgodesete ordninger har det til fælles, at de koster. De koster skatteyderne en masse penge. Penge, som også ville være der, hvis de ikke skulle betales i skat. Så ville de være hos kvinden og manden, som selv kunne bestemme, om pengene skulle bruges på at holde mor ved kødgryderne og gøre far til skaffedyr eller at booste mors karriere og udlicitere de hjemlige pligter inklusive børnene. Formynderiet koster også på andre fronter. Udvalget af eksempelvis børneinstitutioner skriger til himlen i sin pædagogiske ensartethed og er langt fra den diversitet som de statsforherligende venstrefløjsromantikere altid reklamerer med.
Skatten er så høj herhjemme, at det for nuværende blot er forbeholdt de med en særlig økonomisk formåen at vælge deres eget familiemønster uden at skulle acceptere en uhåndterbar forringelse af sine levevilkår. Det er disse mennesker vel undt, men det er foragteligt at vi lever i en såkaldt velfærdsstat, der lader det være for de få at definere deres egen lykke. Det er (også) en kvindesag, at ændre på dette. Ikke ved at bestemme mere over andres liv, men mindre. Ikke med tvang, men via frihed. Ikke med heppen på populistiske venstre- og højrefløjspolitikeres meningsmålings-rytteri, men med udgangspunkt i et klassisk liberalt og menneskeligt syn på livet. Kom nu, kvindemenneske. Det er også dit liv.
