Værd at læse

02

Feminisme blev skabt af Det Amerikanske Kommunist Parti

Der er ikke noget, som feministerne sagde, eller gjorde, fra 1960´erne til 1980´erne, der ikke var forudset i Det Amerikanske Kommunist Parti af 1940´erne og 1950´erne. Selvom Det Amerikanske Kommunist Parti fik sine ordrer fra Moskva, blev Feminisme undertrykt i Sovjet Unionen. Sovjet Unionen forstod den undergravende karakter af Feminisme.

”Voldtægt er et udtryk for … mandligt overherredømme … den æld gamle økonomiske, politiske og kulturelle udnyttelse af kvinder fra mænd”.

Lyder det som en moderne radikal feminist? Gæt igen. Det stammer fra en pamflet fra Det Amerikanske Kommunist Parti fra 1948 med titlen ”Women Against Myth” af Mary Inman.

I en bog fra 2002, ”Red Feminism: American Communism and the Making of Women´s Liberation”, erklærer feministisk historiker Kate Weigand: “idéer, aktivister og traditioner der udgik fra den kommunistiske bevægelse af fyrrerne og halvtredserne, fortsatte med at forme retningen af den nye kvindebevægelse af 1960´erne og fremefter”. (154)

Faktisk viser Weigand, en underviser ved Smith College, at moderne Feminisme er en direkte udløber af amerikansk Kommunisme. Der er intet, som feminister sagde, eller gjorde, i 1960érne til 1980´erne, der ikke var forudset af Det Amerikanske Kommunist Parti af 1940´erne og 1950´erne. Mange ledere af Anden Bølges Feminisme var ”røde blebørn”, børnene af kommunistiske jøder.

Kommunister var frontløbere i den politiske og kulturelle analyse af kvinders undertrykkelse. De grundlagde ”kvindestudier”, o var fortalere for offentlig dagpleje, svangerskabsforebyggelse, abort og endog rettigheder for børn. De skabte afgørende feministiske koncepter såsom ”Det personlige er politisk” og teknikker såsom ”løftning af bevidsthed”.

I de sene 1940´ere erkendte ledere i Det Amerikanske Kommunist Parti, at arbejderbevægelsen blev tiltagende fjendtlig over for Kommunisme. De begyndte at fokusere på kvinder og afrikanske amerikanere. De håbede, at ”mandligt overherredømme” ville ”bringe flere kvinder ind i organisationen og ind i kampen mod de hjemlige politikker af Den Kolde Krig”. (80)

Kommunistiske kvinder der udgjorde 40% af partiet ønskede mere frihed til at deltage i møder i partiet. Efter offentliggørelsen af ”Women Against Myth” i 1948 indledte Det Amerikanske Kommunist Parti en proces med ”genuddannelse” af mænd, som man i dag kun kender alt for godt.

Eksempelvis lyder teksten til et foto af en mand med et lille barn i partiavisen ”The Daily Worker”: ”Familier er stærkere, og mere lykkelige, hvis faderen ved, hvordan man laver morgenmad, binder hagesmækken og tager vare på de yngste”. (127)

Partiet beordrede mænd, der ikke tager kvindespørgsmål alvorligt til at gennemgå ”kontrolopgaver involverende undersøgelse af kvindespørgsmålet”. I 1954 straffede afdelingen i Los Angeles mænd for at ”stjæle diskussioner ved møder i klubben, forbigå kvindelige kammerater i lederskab og komme med vittigheder om sex nedgørende kvinder”. (94)

Filmen ”Salt of the Earth”, som kritiker Pauline Kael kaldte ”kommunistisk propaganda”, afbillede kvinder tagende en afgørende rolle i arbejdsstrejken hos deres ægtemænd. ”Imod ønskerne hos hendes ægtemand blev Esperanza leder af strejken, og skabte for første gang en rolle for sig selv uden for hendes hjem … hendes politiske succes overbeviste Ramon om at acceptere en ny model for familielivet”. (132) Portrætter af stærke selvhævdende kvinder blev lige så almindelige i den kommunistiske presse og skoler, som de i dag er i dagens massemedier.

Kommunistiske kvinder formaliserede en sofistikeret marxistisk analyse af ”kvindespørgsmålet”. Bøgerne ”In Women´s Defense (1940) af Mary Inman, ”Century of Struggle (1954) af Eleanor Flexner og ”The Unfinished Revolution” (1962) af Eve Merriam, optegnede undertrykkelsen af kvinder, og afsvor sexisme i massekultur og sprog. Eksempelvis argumenterede Mary Inman, at ”fabrikeret femininitet” og ”overfokusering på skønhed” holder kvinder undertrykt”. (33)

Grundlæggeren af moderne Feminisme, Betty Friedan, forlod sig på disse tekster, da hun skrev ”The Feminine Mystique” (1963). Disse kvinder skjulte alle det faktum, at de var langvarige kommunistiske aktivister. I 1960 havde deres døtre alt, hvad de behøvede, inklusive knebet til eftergørelse, at starte Kvindernes Frigørelsesbevægelse.

Den kommunistiske karakter af Feminisme.

Feminismens rødder i marxistisk Kommunisme forklarer meget om denne besynderlige, men farlige, bevægelse. Den forklarer:

  • Hvorfor ”kvindebevægelsen” hader det feminine, og påtvinger et politisk økonomisk koncept som ”lighed” på det personlige, biologiske og mystiske forhold.
  • Hvorfor ”kvindebevægelsen” også favner ”lighed” i race og klasse.
  • Hvorfor de ønsker revolution (”transformation”), og har en messiansk vision om et kønsløst Utopia.
  • Hvorfor de tror, at menneskelig natur i det uendelige kan formgives, og kan formgives ved indoktrinering og tvang.
  • Hvorfor de indlader sig på endeløse, sindslammende teoretisering, doktrinære diskussioner og faktionalisme.
  • Hvorfor sandhed for dem er en ”social konstruktion” defineret af hvem der har magten, og at foregivelse ofte er vigtigere end virkelighed.
  • Hvorfor de afviser Gud, natur og videnskabelige beviser til fordel for deres politiske agenda.
  • Hvorfor de nægter at debattere, ikke tror på ytringsfrihed, og undertrykker afvigende synspunkter.
  • Hvorfor de opfører sig som en kvasi-religiøs kult, eller som Den Røde Garde.

Det er svært at undslippe konklusionen, at Feminisme er Kommunisme med et andet navn. Kommunisme er skabt til at give magt til dukkeførerne i centralbanker ved at skabe splittelse og konflikt. Del og Hersk. Havende slået fejl i salget af klassekrig og racekrig promoverede Kommunisme i stedet krig mellem kønnene. I hvert tilfælde fostrerede de i målgruppen en fornemmelse af beklagelse. Nu den traditionelle feminine rolle ”undertrykte” kvinder.

”Mangfoldigheden” og ”multikulturelle” bevægelser repræsenterer forsøget fra Kommunisme at styrke og bruge andre minoriteter, homoseksuelle og ”farvede folk” til yderligere at underminere flertallets (europæere, kristne) kultur. På den måde er den oprindelige trio af ”race, køn og klasse” fra Det Amerikanske Kommunist Parti meget intakt, men klassekonflikt har der aldrig været megen salg i.

Termen ”Politisk Korrekt” opstod i 1920´erne i Det Russiske Kommunist Parti. Brugen i dag i Amerika illustrerer omfanget af undergravningen af samfundet. Feministiske aktivister er i det store hele ikke andet end kommunistiske dårer. Det kommunistiske mål er at ødelægge vestlig civilisation og etablere et skjult diktatur kaldet ”Verdensregering” drevet af tudserne af centralbankfolkene.

Vi har set denne ødelæggelse i afmonteringen af de frie kunsters curriculum og traditionen med ytringsfrihed og undersøgelse på vore universiteter. Vi har set denne virus sprede sig til regeringen, forretning, medier og militæret. Dette han kun kunne lade sig gøre fordi den finansielle elite faktisk sponserer Kommunisme.

I Kommunisme har staten det ultimative monopol. Den styrer alt, ikke kun velstand men også magt og tanke. Den er instrumentet for matadorpenge (eksempelvis Rothschild og Rockefeller). Alle fra præsidenten og nedefter arbejder for dem.

Et lokalt eksempel.

”Politisk Korrekthed” har sløvet og ensartet vort kulturelle liv. I 2002 refererede Betty Granger, et konservativt medlem af bestyrelsen, fra Winnipeg, til ”invasionen af asiater”, forårsagende priser på huse at stige i Vancouver. Granger blev skånselsløst hængt ud i pressen. Folk sendte hadebreve, og smed affald på hendes plæne.

Ved et møde anerkendte formanden for bestyrelsen, at Granger ikke er en racist, og at asiater har giftet sig ind i hendes familie, fordi, jeg citerer: ”Fremståen er vigtigere end virkelighed”. Denne fortalelse fra fortøjningen af den objektive sandhed er kendetegnet ved Kommunisme.

Atmosfæren ved mødet var anspændt. Mildt sindede folk fra Canada, alle forkæmpere for ”tolerance”, opførte sig som vilde hunde ivrige efter at flå en fanget kanin i stykker. Betty Granger angrede, og stemte for sin egen censur.

Disse ritualer af afsværgelse og anger, typisk for Rusland og det maoistiske Kina, bliver mere og mere almindelig i Amerika. De ligner paraderetssager skabt til at skræmme folk til tilpasning. Vi har ”mangfoldighedsmyndigheder” og ”menneskerettighedskommissioner” og ”sensitivitetstræning” til at holde feministiske talemåder kørende. De taler om ”diskrimination”, men de føler sig frie til at diskriminere mod kristne, hvide heteroseksuelle mænd og traditionelle kvinder. De bruger spektret af ”seksuel chikane” til at tøjle mandlige-kvindelige forhold og udrydde deres modstandere.

Konklusion.

I 1980 producerede tre kvinder i Leningrad ti maskinskrevne kopier af et feministisk magasin kaldet Almanac. KGB lukkede magasinet, og deporterede kvinderne til Vest Tyskland. I Sovjet Unionen har Feminisme i det store hele været en været en vare til eksport. Ifølge professor Weigand skaffer hendes ”bog bevis til støtte for den overbevisning at i det mindste nogle kommunister anså omgørelsen af kønssystemet (i Amerika) for værende en integreret del af den større kamp for at styrte Kapitalisme”.

Det kan altså konkluderes, at den feministiske forfølgelse af ”lige rettigheder” er en undskyldning for en odiøs agenda fra kommunisterne. Den kommunistiske middel har altid været bedrageri, infiltration og undergravning anvendende emner om social retfærdighed som påskud. Kommunisme kan tage enhver form, der styrker dukkeførerne i centralbankerne. Målet er ødelæggelsen af vestlig civilisation og skabelse af en Ny Verdensorden drevet på matadorpenge. Dette er i det store hele blevet opnået. ”Red Feminism” af Kate Weigand viser, at vi lever i et de facto kommunistisk samfund, en udvikling der fandt sted ved hjælp af kneb med medvirken fra frimurere i etablissementets centralbanker.

Læs artikel

1 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere