Når jeg vågner om morgenen med tag over hovedet og står op af min dobbeltseng, tænker jeg ikke henvidere over min taknemmelighed for disse førnævnte ting. Det er blevet mig en selvfølge at jeg selvfølgelig har et tag over hovedet, at jeg selvfølgelig har tøj på kroppen og vigtigst af alt, har jeg selvfølgelig en demokratisk stemme. Ganske vidst mangler jeg endnu tre måneder, før min myndighed træder i kraft, og jeg får den graciøse mulighed for at deltage i det repræsentative demokrati. Historisk set er det næsten et utopisk samfund jeg til dagligt sætter mine spor i. Der er hverken krig eller kæmpe arbejdsløshed og det er blevet en selvfølge for de fleste danske borgere, at have tag over hovedet og tøj på kroppen.
Trods denne nye standard, er det alligevel blevet en normalitet og en vane for den ældre generation, at påpege min manglende værdsættelse. Det er langt fra usandsynligt at jeg hører den kendte vending ”forkælede møgunge”, hvis jeg siger imod eller nægter. Derimod ikke sagt, at jeg til tider ikke også kan finde jævnaldrene forkælede, hvis de modtager uden at yde. Jeg er selv vokset op i en turbulent familie, hvor jeg har oplevet de fleste af samfundets lag, og jeg kan ærligt sige at jeg oplever den samme tendens alle steder. Hvis man som ung modsiger sig en uretfærdighed, får man simpelt at vide at man skal tage sig til takke med hvad man har, fordi ”da jeg var ung”…
Et progressivt og moderne samfund, skal indfinde sig med at dets borgere har retten til at udtrykke misbehag, hvis det føler sig uretfærdigt behandlet. Hvis man ikke gik på barrikaderne i begyndelsen af det danske demokrati, ville landet aldrig været endt i så stabil en position som det er nu.
Nu skal mine bekendte og jeg, tage os til takke med forringet skolegang, forringet SU og forringede forhold på vores kommende universitetsuddannelser, fordi vi ”skal være glade for at vi overhovedet har muligheden”. Hvis det var den indstilling man havde, dengang de gamle var unge, havde der jo aldrig eksisteret så stabile vilkår for det danske folk som der gør i dag.
Det handler deraf om at sige fra, hvis man bliver uretfærdigt behandlet, SELVOM vi historisk set er ”forkælede”. Derfor håber jeg også at min rektor har en dårlig smag i munden, hvis vedkommende skulle læse dette. Da jeg første skoledag på Munkensdam Gymnasium, blev prædiket til om hvordan min kommende uddannelse var en del af min demokratiske dannelse og hvordan Munkensdam Gymnasium også handlede om elevernes ansvar, således at skole og elever kunne leve sammen i en symbiose.
Fortabte demokratiske drømme
Som daværende 1.g elev åd jeg det råt, og kan nu kun sidde tilbage med en underskriftindsamling på over 200 utilfredse elever, og stadig blive anset som ”forkælet møgunge”. I forbindelse med vores sidste festlige arrangement, blev muligheden for fri bevægelse udenfor skolens bygning nemlig fjernet, med ledsaget mulighed for rygning én gang i timen. Der blev ikke givet en grund fra kontoret og eleverne anede uråd. Vores repræsentative elev-talerør, udtrykte at de ikke havde noget at skulle have sagt, og at ledelsen havde trukket beslutningen ned over hovedet på dem.
Jeg besluttede mig så for at starte en underskriftindsamling i en ellers tabt kamp. Da jeg rundede de 250 underskrifter blev jeg dog nødt til at fraregne de ”ikke valide”, som eksempelvis var folk der ikke gik på skolen eller var gået ud. Dernæst besluttede jeg mig for at undgå ledelsen, eftersom de havde valgt at lave en lov, uden elevernes samtykke og jeg deraf følte mig berettiget til at undgå deres samtykke. Da jeg valgte at gå til ledelsen, for at have en samtale, virkede de mere fokuseret på det faktum at en mindre procentdel af underskrifterne ikke var valide, i stedet for at fokusere på det egentlige problem: Berøvelse af demokrati.
Da dagen oprinder
Som jeg havde spået havde min samtale absolut ingen effekt, og mine forudsigelser vedrørende arrangementet blev desværre opfyldt m.m.
Tocifrede udsmidelser, indendørs rygning på toiletterne, hærværk, grafitti, slåskampe, overophedning osv., var blandt problematikkerne dén aften. Det der dog forargede mig mest var at ledelsen atter engang havde undgået at fortælle eleverne om en regel, denne værende: at dørmændene gerne må udføre ulovlig visitation.
Festdeltagernes beholdere til ”menstruale-førnødenheder”, cigaretpakker, tasker og kroppe blev gennemsøgt. Derudover tvang dørmændene også (på formodet opfordring af ledelsen) folk til at åbne deres toiletdøre, under toiletbesøg.
Demokrati - i må bare ikke være med
Det forarger mig derfor, at man som rektor kan stå op prædike til en forsamling, om hvor demokratisk en ungdomsuddannelse på Munkensdam Gymnasium er. Hvis man alligevel ikke har tænkt sig at lytte til eleverne, eller tage den nødvendige dialog, skal man erkende sin ”sure smiley” på demokrati-skalaen. En stor portion af gymnasiets elever er trods alt myndige, men bliver stadig overset af den første demokratiske instans de møder. Hvis dette virkelig er vejen frem for demokratiet på ungdomsuddannelserne, så synes jeg virkelig vi skal overveje, hvilket samfund vi vil opfordre til. Så derfor spørger jeg dig kære læser.
Er jeg en forkælet møgunge, for at forlange demokrati?
