Værd at læse

03

Fysiker: Klimavidenskabsfolk giver videnskab et dårligt navn

Klimavidenskabsfolk giver videnskab et dårligt navn, siger førende atmosfærisk fysiker i et essay om debatten vedrørende global opvarmning.

Professor Garth Paltridge, en tidligere ledende videnskabsmand ved Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation Division of Atmospheric Research, siger, at adfærden hos visse medlemmer af etablissementet af klimavidenskab ”alvorligt truer offentlighedens opfattelse af professionalisme hos videnskabsmænd i almindlighed”.

Mange klimavidenskabsfolk er meget mindre sikre på menneskeskabt global opvarmning, end de er villige til at indrømme over for offentligheden, siger han, men frem for at række ud til skeptikere for at åbne debatten op og udforske usikkerhederne, har de i stedet lukket rækkerne, og svinet enhver til er der uenig med dem:

”Nogle af de mere højlydte i etablissementet af forskere i klima er kommet i en tilstand af åben rakken ned på klimaskeptikere (”benægtere” er dagens populære fornærmende terminologi). De insisterer på, at kun forskere direkte inden for samfundet af forskere i klima er i stand til given autoritative råd. De insisterer på, at man kun kan finde sand og anerkendt videnskab i litteratur godkendt af kolleger. Men vigtigst af alt synes de at have udviklet en politik af med overlæg på én eller anden måde at have udelukket skeptikere fra fora om klimaforandring, og faktisk nægte disse at tage del i ethvert forum, hvor skeptikere kan dele podiet”.

Deres egenmægtighed, siger Paltridge, smager af ”middelalderlig religion”.

Præsterne dengang modsatte sig oversættelse af tekster fra latin til lokale sprog. De mente, at kun folk der var fuldt trænet i teologi, var i stand til at fortolke teksterne korrekt. De mente, at de ville være meget farligt at tillade ikke trænede folk at få direkte adgang til ordene fra Gud, fordi sandsynligheden var høj for, at de ville få den forkerte opfattelse. De var ikke småtbegavede i anvendelse af deres særligt nederdrægtige former for rakken ned på dem, der havde en anderledes opfattelse af sagen.

De middelalderlige præster tabte i sidste instans kampen. Det samme vil klimaalarmisterne, fordi offentligheden simpelthen ikke har tillid til dem:

”Den moderne ækvivalens til menneskelig global opvarmning er, at til trods for påstanden om at 95% eller flere klimavidenskabsfolk støtter indstillingen til menneskelig global opvarmning, er støtten i den almindelige offentlighed (i al fald i nationer i Vesten) kun i størrelsesordenen 50%. Omdømmet hos klimavidenskab, og som konsekvens heraf omdømmet hos videnskab i almindelighed, synes at have mistet meget af sin glans hos offentligheden”.

Det er ikke engang sikkert, at klimavidenskab kvalificerer sig som faktisk videnskab. Nærmere drevet af en politisk agenda frem for eksperiment og bevis ligner klimavidenskab mere Post-Modernisme:

”Post-Moderne videnskab er et modstykke til den relativistiske verden af postmoderne kunst og design. Den er et meget mere farlig bæst, hvor resultater kun er gyldige i forbindelse med samfundets overbevisninger, og hvor selve eksistensen af videnskabelig sandhed kan benægtes. Postmoderne videnskab forestiller sig en slags politisk Nirvana, i hvilket videnskabelig teori og resultater bevidst og legitimt kan manipuleres og tilpasses til enten diktaterne fra Politisk Korrekthed eller politikkerne af dagens regering. På et mere jordnært niveau findes der liden tvivl om at nogle af spillerne i etablissementet af klimaforskning – ikke mange, men tilstrækkeligt mange til i almindelighed alvorligt at have skadet omdømmet hos klimavidenskabsfolk – har overskredet grænsen for, hvad der almindeligvis anses for være acceptabel videnskabelig adfærd”.

Videnskabsmænd – endog klimavidenskabsmænd, argumenterer Paltridge generøst – er ikke i almindelighed ”onde, idiotiske eller nemme at bestikke”, men de har dog behov for at spise, og næsten alle penge til forskning lige nu er tilgængelige for videnskabsmænd pressende på den alarmerende side af argumentet, ikke på den skeptiske side. Derudover er hele området forsumpet i så megen usikkerhed, at det er temmelig umuligt for nogen – skeptiker eller alarmerende – at bevise deres position”

Forskning i klima mås forlade sig på særdeles upræcise data for information om klimaet på Jorden for mere end hundrede eller to hundrede år siden; den må forlade sig på erstatningsinformation fra ringe på træer og iskerner og koraller og så videre, og at trække en sammenhængende historie ud af det hele er noget af et statistisk mareridt. Selv for i de seneste hundrede år har sæt af data fra temperaturer målt på overfladen fa Jorden deres problemer, og historierne disse data fortæller, bliver på den ene eller anden måde revideret, i takt med at nye idéer om den korrekte måde at analysere dataene fremkommer på scenen. Sådanne revisioner forårsager enorme diskussioner og konkurrerende påstande om, hvor vidt udpluk af data efter forgodtbefindende er blevet brugt til at støtte forudsigelserne om de teoretiske modeller om menneskelig global opvarmning.

Klimavidenskab er et eksempel på, hvad Funtowicz og Ravetz kalder ”post-normal videnskab”, i hvilken ”faktaene er usikre, værdier står til diskussion, der står meget på spil, og beslutninger haster”. Under sådanne omstændigheder er det næsten umuligt ubevidst at undgå at plukke data ud efter forgodtbefindende, der passer den tids populære teori. Selv Isaac Newton og Albert Einstein var ikke isoleret fra dette problem.

Det er ikke desto mindre tilfældet, at når man først er blevet frigjort fra byrden at skulle tjene til livets ophold, eller bevare sin ansættelse på et akademi trælbundet til fortællingen om menneskeskabt global opvarmning, synes videnskabsmænd at være meget mere parate til at indtage en skeptisk indstilling:

Der findes mange eksempler, hvor en overgang fra betalt ansættelse i forskning i klima til pensionering er blevet ledsaget af en betydelig ændring væk fra anerkendelse af alvorligheden af global opvarmning. Det synes som om, at videnskabsmænd er lidt for bevidste om deres behov for at spise, og som alle andre må tage hensyn til konsekvenserne hos magthaverne i forhold til offentligheden ved afvigende synspunkter. Et eksempel var Dr. Brian Tucker. Han var direktør for Australian Numerical Meteorology Research Centre, og blev til sidste chef for CSIRO Division of Atmospheric Research. Han var stærkt involveret i udviklingen af IPCC. I sin tid ved CSIRO var han manden man gik til for journalister og folk i radioen i søgen efter historier vedrørende emne klimaforandring. Ved sin pensionering blev han en skribent og taler for Institute of Public Affairs, og overraskede til stor overraskelse sine tidligere kolleger med sin meget offentlige ændring til et åbent skeptisk syn på emnet.

Læs artikel

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere