Skal cannabis legaliseres? Lektor uenig med minister

Debatten er blusset op efter Christianias beslutning om at lukke Pusher Street.
Foto: David Gabrić / Unsplash
Foto: David Gabrić / Unsplash

Jens Asbjørn Bøgen,

28/08/2023

Når justitsminister Peter Hummelgaard (S) ikke mener, at en legalisering af cannabis vil løse den uroen på Christiania, tager han fejl.

Det mener lektor på Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet Thomas Friis Søgaard.

- Det er jo det faktum, at cannabis står uden for rammen for det legale, hvilket gør, at der bliver brugt andre konfliktløsningsmodeller, som aktørerne tyer til, når der opstår uoverensstemmelser, siger han.

I et legalt marked vil man ifølge Thomas Friis Søgaard eksempelvis kunne klage til officielle instanser eller gå til politiet ved konflikter.

- Der er ingen tvivl om, at en del af de konflikter, vi ser, er bundet op på, at cannabis er gjort ulovligt fra statens side, fastslår han.

Minister afviser blankt

Hummelgaard ser dog ikke løsningen i legalisering.

- At legalisere hashsalg kommer ikke til at være nogen som helst form for løsning på den organiserede bandekriminalitet. Hverken på Christiania eller i resten af Danmark, sagde han til DR søndag.

I interviewet med DR appellerede ministeren til folk om at stoppe med at handle i Pusher Street på Christiania. Ifølge lektoren vil det dog ikke fjerne markedet.

- Det er svært at forudse, hvordan markedet vil reagere. Men man har tidligere set, at når politiet har sat ind over for handlen på Christiania, så rykker den andre steder hen.

- Det kan godt skabe noget uro og nogle forskydninger i markedet, og uro i markedet er tit og ofte koblet til vold, siger Thomas Friis Søgaard.

Thomas Friis Søgaard vurderer, at handlen vil dele sig mellem de omkringliggende gader, andre områder i byen og det mobile marked, hvor folk bestiller via bude.

Lørdagens skyderi på Christiania, hvor en 30-årig mand mistede livet og yderligere fire blev ramt, har fået christianitterne til at beslutte, Pusher Street skal lukkes. De ser i stedet legalisering af cannabis som vejen frem, hvis man vil stoppe den stigende vold mellem bander og rockere.

Kilde: /ritzau/