Værd at læse

08

Læs hvordan Afrika fortolker Marakesh-aftalen

Dette er en låst artikel fra Jyllandsposten, men kan læses her:

Afrika frygter splittelse efter strid om EU-pagt:

Mens den danske regering slår på, at FN’s migrantpagt vil hjælpe med at sende flere migranter retur, så ser virkeligheden noget anderledes ud fra Afrika.

»Europa kan ikke bare droppe migranter i Afrika og overlade dem til sig selv,« siger Mehari Taddele Maru, som er rådgiver i migrationsspørgsmål for Den Afrikanske Union, som rummer 55 afrikanske lande og har hovedsæde i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.

I Afrika lægges der vægt på, at pagten vil sikre flere penge til udviklingshjælp, og at de mange afrikanere, som migrerer og opholder sig i et andet land, enten lovligt eller ulovligt, kan se frem til bedre vilkår.

Af et fælles papir fra Den Afrikanske Union fremgår det, at i 2025 vil hver 10. afrikaner bo et andet sted end i sit hjemland, og at det betyder, at de vil bidrage både til de lande, som de opholder sig i, og til de lande, som de kommer fra.

Danmark har sammen med flere vestlige lande kæmpet for, at der i migrationspagten klart skelnes mellem ”lovlig” og ”illegal” migration. Det er ikke lykkedes, og Danmark vil derfor ifølge udlændingeminister Inger Støjberg (V) afgive en stemmeforklaring for at præcisere Danmarks holdning.

Den Afrikanske Union har en anden holdning. Den mener, at der er blevet brugt for mange ressourcer på at imødegå illegal migration ved at udbygge grænsekontrol frem for at gribe udfordringen lidt bredere an og se på, hvordan man vellykket kan integrere de migranter, som ankommer, fremgår det af papiret.

Store udfordringer

De afrikanske lande har kæmpet for, at illegale migranter, som har opholdt sig mindst fem år i et land, skal have mulighed for at få opholdstilladelser, og taler om frivillige hjemsendelser til hjemlande.

Mehari Taddele Maru forklarer, at det er forbundet med store udfordringer at modtage migranter, som har været væk i lang tid:

»De skal reintegreres, og det er ikke let, hverken politisk, socialt eller økonomisk, det må Europa være med til at betale for,« siger han og peger på en anden udfordring, nemlig at fastslå identiteten.

»Afrikanske lande er ikke modstandere af, at migranter skal sendes tilbage, men ofte er det svært at fastslå, hvor de kommer fra, og man kan ikke acceptere at tage borgere retur, som ikke er fra ens eget land,« siger han.

De afrikanske lande fremhæver ligeledes vigtigheden af, at der etableres mekanismer, som kan imødegå negative fortællinger om migranter i medierne.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har den afrikanske gruppe stort set stået samlet under forhandlingerne i FN og har lagt stor vægt på pagtens formuleringer om internationalt samarbejde og udviklingsstøtte. Kun Sydafrika, som også modtager mange migranter, har været tættere på Europas linje.

Mehari Taddle Maru, som er ansat ved Addis Ababa Universitet og betegnes som en af Afrikas ledende eksperter på migration, har i en analyse af migrationspagten slået fast, at den indebærer store muligheder for Afrika, ikke mindst til at knæsætte princippet om solidaritet og fælles ansvar.

Han peger på, at selv om migrationspagten nu kun har status af en politisk aftale, som ikke er bindende, så skal man ikke undervurdere potentialet på sigt.

»Den vil få betydelige retlige virkninger,« skriver Mehari Taddele Maru og henviser til, at uanset om en aftale hedder en pagt og består af ikke bindende instrumenter, så viser erfaringen, at den vil blive brugt til at sætte dagsordenen, og at den med tiden vil slå igennem.

»Det begynder med bløde principper, men sådanne FN-initiativer medfører moralske forpligtelser, som bliver globalt normsættende for, hvordan love skal fortolkes. Strategisk vil en sådan pagt med tiden omdanne de bløde normer til bindende bestemmelser,« skriver Mehari Taddele Maru, som fastslår, at »i Europa ses migration som en krise, men i Afrika betragtes det mest som en mulighed«.

Han beklager, at flere europæiske lande alligevel ikke vil tilslutte sig migrationspagten, og frygter, at også Afrika kommer til at stå splittet. Han anklager de skeptiske europæere for at tale med to tunger.

»Europa har slået på menneskerettighederne, og at de afrikanske lande skal ratificere internationale aftaler, men når det rammer Europa selv, begynder man at bakke og tænke i bilaterale aftaler. Det er ikke godt for Afrika, for det vil splitte Afrika, og det vil heller ikke gavne Europa,« siger han.


4 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere