Værd at læse

02

Nazisme var Socialisme: Det endegyldige bevis

Nazisme var Socialisme: Det endegyldige bevis

Hvis der er to ting, man aldrig vil få socialister til at indrømme, så er det, at de har en fortid med racisme og Nazisme. Særligt socialisters fortid med Nazisme vil disse aldrig indrømme, da Nazisme stadig for socialister fremstår som det mest onde, der nogensinde har eksisteret i menneskets historie. Dette til trods for at de ideologiske medlemmer af den socialistiske familie, Kommunisme, Marxisme og Fascisme til sammen har langt flere menneskeliv på samvittigheden, end Nazisme har, og at begivenhederne under Den Anden Verdenskrig om noget har været et almindeligt fænomen i menneskets historie.

”At være en socialist”, sagde nazisternes minister for propaganda, Joseph Goebbels, ”er at underlægge mig til dem. Socialisme er opofrelsen af individet for helheden”.

I en tale til Young Liberals ved University of Oxford i juli 1932 opfandt forfatter til klassikeren Klodernes Kamp, H.G. Wells, kilde til inspiration til romanen Fagre Nye Verden af Aldous Huxley, og en af de største indflydelser på progressive sind i det tyvende århundrede, termen ”venstreorienteret Fascisme”, der tilskyndede progressive til at blive ”venstreorienterede fascister” og ”oplyste nazister”.

Præsident for USA i 1930´erne, Franklin D. Roosevelt, sendte medlemmer af sin tænketank til Europa for at studere programmer af fascisterne, som han anså for værende mere avancerede, end noget hans New Deal til dato havde implementeret. Roosevelt var fortryllet af Mussolini, som han kaldte en ”beundringsværdig gentleman fra Italien”. Enkelte demokrater havde endog en svaghed for Hitler, som eksempelvis den unge John F. Kennedy, der inden Den Anden Verdenskrig rejste til Tyskland, og priste Hitler som en ”legende”, og bebrejdede fjendtligheden mod nazisterne som misundelse over, hvor meget nazisterne havde opnået.

”Flere børn fra de egnede; færre fra de ikke egnede – dette er det primære problem i forebyggelse af graviditet”. - Margaret Sanger, Birth Control Review

Margaret Sanger, grundlæggeren af Planned Parenthood, har en gusten arv som en racist, der holdt tale for Ku Klux Klan, og startede et Neger Projekt for at reducere befolkningen af fattige, ikke uddannede afrikanske amerikanere, som hun anså for værende ikke egnede til at formere sig. Denne Margaret Sanger bliver fuldstændigt renset af propaganda fra Planned Parenthood, der bedragerisk portrætterer Sanger som en helt af reproduktive ”valg”.

Endnu mere kompromitteret end racismen hos Sanger er dog hendes tætte forhold til Nazisme. Sanger var del af et samfund af progressive i Amerika, der hyldede to midler til at slippe af med ”ikke egnede” befolkninger. Den ene var tvungen sterilisation, der for Sanger var den foretrukne løsning.

Sanger prøvede at få det til at se ud som om, at sterilisation var frivillig. I en artikel fra 1932 opfordrede Sanger kvinder til at blive adskilt fra det større samfund på ”landbrug og husmandssteder”, hvor de blev ”lært at arbejde under kompetente instruktører” og hindret i at reproducere sig ”i resten af hele deres liv”. Hvis kvinderne ikke ønskede at leve på denne måde, kunne de komme ud af det ved at give samtykke til at blive steriliseret”.

For Margaret Sanger, grundlægger af Planned Parenthood, tidligere benævnt American Birth Control Society, var Nazi Tyskland den ypperste kulmination på visionen om racehygiejne. Selvom nazistisk racehygiejne tydeligt adskiller sig fra argumenterne fra vore dages venstreorienterede om abort, var dette ikke tilfældet for deres progressive forgængere.

Den 5. juni 1934, kort efter Hitler steg til magt, samledes de ledende figurer bag Nürnberg Lovene ved et møde for at afgøre, hvad disse love faktisk skulle indeholde. Blandt dem til stede var Bernhard Losener, primær udkaster af lovgivningen Nürnberg Lovene; Franz Gurtner, Rigets justitsminister; Roland Freisler, statssekretær for justitsministeriet og senere præsident for Volksgerichtshof; og Karl Klee, en retsformand ved kriminaldomstolen. En af de mest kyndige kilder hos nazisterne var en ung advokat ved navn Heinrich Krieger, der havde studeret ved University of Arkansas, vis forskning i love om race i USA dannede grundlaget for arbejdet af nazisternes justitsministerium.

Stemningen var en af alvor, endog højtidelighed, og en stenografist var til stede for at lave en transskription. Mødet var betydeligt, fordi nazisterne allerede dengang vidste, at de for første gang nogensinde skabte en racistisk stat. De var besluttet på at gøre dette med tysk præcision, hvilket vil sige, at de var besluttet på at gøre det rigtigt. Som Michael Burleigh formulerer det i ”The Racial State”: ”Det Tredje Rige blev den første stat i verdenshistorien, vis dogme og praksis var racisme”.

For nyligt studerede forsker i jura, James Whitman, denne transskription, og var forbløffet over, hvad han opdagede. Som Whitman skrev i sin bog ”Hitler´s American Model”: ”Mødet involverede langvarige diskussioner om lovene af USA”. Mødet blev åbnet med Gurtner præsenterende et memorandum om love om race i USA, og som mødet skred frem, bemærker Whitman, ”vendte deltagerne vedholdende tilbage til eksemplet USA”.

Grundlæggende var nazisterne interesseret i tre ting fra Amerika: love om ægteskaber mellem blandede racer, love begrænsende immigration på grundlag af race og lovene ”Jim Crow”. Nazisterne erkendte, at love om adskillelse og blanding af racer gjaldt sorte, og love om immigration i USA gjaldt andre etniske grupper, der var minoriteter i USA, men lovene gjaldt ikke ”jøderne endnu” bemærkede Krieger optimistisk. Ikke desto mindre var nazisterne overbeviste om, at de med passende tilpasning kunne anvende disse samme love til deres egen situation. De formulerede specifikt love med henblik på jøder, men de tænkte også på sigøjnere og andre ”uønskede” befolkninger.

Nazisterne til stede ved mødet blev delt i to lejre, som Whitman kalder de ”moderate” og de ”radikale”. De moderate insisterede på, at det var upraktisk og absurd at have love forbydende ægteskab mellem nordiske eller ”ariske” tyskere og jøder. Sådanne love, sagde de, fandtes stort set ikke nogen steder i verden. Derudover burde nye love være baseret på en eller anden præcedens i Tyskland, og den eneste præcedens de kunne finde, var den om love imod bigami og polygami. Frem for at prøve at anvende disse love, der handlede om separate emner om flere koner, foreslog denne gruppe simpelthen at bruge ”en kampagne af offentlig uddannelse og oplysning” til at afskrække nordiske tyskere fra at gifte sig eller leve sammen med jøder.

Til dette svarede de radikale, at der ikke var noget behov for alarm, fordi der faktisk var præcedens for love forbydende blandede ægteskaber. Denne præcedens kom fra USA; omkring 30 stater forbød blandede ægteskaber. Freisler indrømmede, at Amerika var unik i vedtagelsen af denne type love forbydende ”bastardering”, men insisterede ikke desto mindre på, at eksemplet med racemæssig retsvidenskab fra Amerika ”ville passe os perfekt”.

I tilføjelse til dette fandtes der U.S. Immigration Act fra 1924, der fastlagde kvoter for immigration baseret på race, udvidende privilegeret behandling til hvide og diskrimination mod brune og sorte folk der ønskede at flytte til Amerika for at blive borgere. Der fandtes også et helt netværk af love om adskillelse, der adskilte hvide og sorte – adskilte skoler, adskilt husly på hoteller, adskilte drikkefontæner og så videre. Nazisterne placerede disse love i kategorien ”personer uden borgerrettigheder”. Med andre ord var nazisterne pirrede over, at Amerika havde skabt grundlaget for to kategorier af borgerskab: førsteklasses borgere og andenklasses borgere. Dette, vidste de, havde direkte anvendelighed i opgaven om at lave udkast til deres egne Nürnberg Love.

De moderate stillede så et spørgsmål: hvorfor udpege jøderne? Måske, sagde de, burde Nürnberg Lovene simpelthen forbyde blandede ægteskab mellem folk af forskellige racer. Erich Mobius, en nazistisk læge tilknyttet Indenrigsministeriet, pegede på, at havende specifikke referencer til jøder ville forbedre det internationale ry hos Tyskland.

Over for dette modgik radikale, at Tyskland burde tage mod til sig af eksemplet fra Amerika. Klee sagde, at på samme måde som love om race og immigration specifikt anerkendte underlegenheden af visse racer, nemlig sorte, ligeledes kunne love i Tyskland specifikt anerkende underlegenheden af jøden. I begge tilfælde, sagde Klee, var det simple spørgsmål ”beskyttelse af race”, reddende det hvide indfødte flertal fra truslen og forureningen udgjort af underlegne racer.

Derefter tog mødet en drejning til et besværligt spørgsmål: hvem er en jøde? De moderate insisterede på, at det ikke var nemt at identificere etniciteten af en person, givet realiteten af blandede racer. Skal man være 100% jødisk, eller er det tilstrækkeligt at være halvt jødisk for at tælle? Her pegede de radikale på, at lovene om adskillelse i Syden var baseret på den såkaldte ”regel om én dråbe”. Med andre ord, at have blot skyggen af sorte forfædre, teoretisk blot en enkelt dråbe sort blod, gjorde, at man blev regnet for sort.

Men, siger Whitman, selv de radikale nazister mente, at dette var for meget. En enkelt vedgik den ”menneskelige hårdhed” ved reglerne fra Amerika. Hvordan kunne nogen, spurgte han, tælle nogen ”af overvejende hvid fremtoning” som sort? De radikale var tvunget til at afstå fra at foreslå noget så ekstremt for jøder. ”For dem”, bemærker Whitman spottende, ”var racisme i Amerika simpelthen nogle gange for umenneskelig”.

I sidste instans, og ikke overraskende, sejrede de radikale, og de berygtede Nürnberg Love af 1935 afspejlede deres triumf. Disse love, officielt navngivet ”Gesetz zum Schutze des deutschen Blutes und der deutschen Ehre”, blev faktisk formgivet efter love i USA mod blanding af racer, love om immigration og lovene ”Jim Crow”. Lovene forbød ægteskab og seksuelle forhold mellem jøder og ”borgere af tysk eller beslægtet blod”, og jøderne blev nægtet borgerskab i Tyskland. De blev anset for fremmede beboere, ikke frataget alle rettigheder men helt sikkert alle politiske rettigheder”, på samme måde som de fleste sorte i USA blev.

Radikale nazister afviste som nævnt ”reglen om én dråbe blod”, der bestemte, at hvis en enkelt af forfædrene til en person var af afrikansk afstamning, blev denne anset for værende sort, og bestemte, at for at være erklæret jødisk, skulle man have tre jødiske bedsteforældre. De der var en fjerdedel, eller endog halvt, jødiske, ville kun tælle med, hvis de praktiserede Jødedom, eller giftede sig med andre jøder, ellers ville de tælle som tyskere. Så nazisterne indtog en blødere linje i definitionen af racemæssig identitet end deres forgængere i USA. ”I dette begrænsede omfang”, skriver historiker George Fredrickson, ”var anti-Semitisme i Tyskland mindre striks i sin indstilling over for renhed i race, end det hvide herredømme i USA var”.

I bogen ”Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin” kommer historiker Timothy Snyder med samme pointe: ”Som Hitler forestillede sig fremtiden, ville Tyskland tage sig af Slaverne, på samme måde som nordamerikanerne havde taget sig af indianerne”. Med formlen udviklet af Demokraterne i USA søgte Hitler at drive indbyggerne i Polen, Rusland og de slaviske lande ud af deres lande for derefter at sende tyskere for at overtage dem, og slavegøre de erobrede folk der nægtede at forsvinde.

Rich og Snyder, der begge var progressive, nævnte aldrig ordet ”Demokrat”, men valgte at sige, at Hitler fik sine ideer fra den hvide mand eller fra folk i Nord Amerika, men det var Det Demokratiske Parti under grundlæggeren Andrew Jackson, og dennes efterfølgere i Det Demokratiske Parti, der massakrerede indianerne, og drev dem vest på. Dette var fortilfældet, som Hitler appellerede til i formuleringen af sine planer om erobring, konfiskation og slavegørelse.

Som historiker Norman Rich formulerede det, protesterede Hitler ikke mod fordrivelsen af indianerne i USA, men havde til hensigt at efterligne fordrivelsen: ”Politikken i USA af vestvendt udvidelse, i hvilken hvide mænd hensynsløst fejede de ”underlegne” indfødte befolkninger til side, tjente som modellen for hele opfattelsen hos Hitler af Lebensraum”.

Så hvad lærte Hitler derudover af sine socialistiske åndsfæller i Det Demokratiske Parti i USA? Han krediterede specifikt sin plan om Lebensraum eller ”leveplads”, sin plan om at indtage land i Rusland, Polen og Øst Europa og slavegøre de indfødte indbyggere, til tilhængere af tidligere præsident Andrew Jackson i Det Demokratiske Parti i USA, i en tale i 1928 bemærkende at amerikanerne i æraen af Andrew Jackson havde ”plaffet de millioner af rødhuder til nogle få hundrede tusinde, og holder nu de beskedne rester under observation i et bur”.

Den nazistiske presse i Tyskland havde også positive ting at sige om datidens præsident fra Det Demokratiske Parti i USA, Franklin D. Roosevelt, da pressen den 11. maj 1933 i en anmeldelse i den nazistiske avis Völkischer Beobachter priste bogen ”Looking Forward” af Franklin D. Roosevelt, for at ”udføre modige eksperimenter. Vi frygter blot også muligheden for, at de kunne slå fejl. Også vi, som National Socialister i Tyskland, ser i retning af Amerika”. Anmeldelsen konkluderede, at mens Franklin D. Roosevelt fastholdt en ”fiktiv fremtræden af demokrati”, var den ”grundlæggende politiske kurs … gennemført tenderet i retning af en stærk National Socialisme”, og den 21. juni 1934 bemærkede samme avis ”Optagelsen af anstrøget af tanker fra National Socialisme i sine økonomier og sociale politikker af Franklin D. Roosevelt”, sammenlignende stilen af lederskab hos Roosevelt med det diktatoriske Führerprinzip af Hitler.

Hitler fortalte selv en korrespondent fra The New York Times, at han anså Franklin D. Roosevelt for at rejse ad samme sti som ham selv. Hitler sagde: ”Jeg har sympati for Hr. Roosevelt, fordi han marcherer hen over Kongressen, lobbyerne og bureaukratiet lige hen til sine mål,”. Hitler anså, som Mussolini gjorde, Franklin D. Roosevelt for værende en diktatorisk fælle, tilføjende at han var den eneste leder i Europa, der havde ægte ”forståelse for metoderne og motiverne hos præsident Roosevelt”.

Hitler fortalte derudover til ambassadøren af Franklin D. Roosevelt i Tyskland, William Dodd, at insisteren på fra Franklin D. Roosevelt at borgere i Amerika placerer det fælles gode over deres eget personlige gode ”også er det kvintessentielle for statens filosofi i Tyskland, der finder sit udtryk i sloganet ”Det offentlige velbefindende overgår interessen hos individet”.

Efterfølgeren til Dodd, Hugh Wilson, rapporterede i 1938 til Franklin D. Roosevelt, at Hitler forblev en tilhænger: ”Hitler sagde, at han med interesse havde set på metoderne, som De, Hr. præsident, havde forsøgt at optage i USA i mødet med nogle af problemerne, der lignede problemerne han havde mødt, da han indtog embedet”.

Hitler lærte af Demokraterne, hvordan man skabte en racistisk stat. Nazisterne mente, at de skabte verdens første racistiske regime, men opdagede snart, at Demokraterne i Syden i USA, i al fald på regionalt plan, var kommet først. Som følge deraf arvede Hitler og nazisterne værdifulde lektioner om, hvordan man implementerede diskriminerende love. Historiker George Fredrickson skriver at, ”Det var med vedtagelsen af Nürnberg Lovene i 1935, at Tyskland blev et fuld udfoldet racistisk regime. Lovene i Amerika var det primære fortilfælde for sådan lovgivning”.

Endeligt lærte Hitler fra de progressive love om sterilisation vedtaget i Amerika under indflydelse fra Margaret Sanger, grundlæggeren af Planned Parenthood. ”Jeg har med stor interesse studeret lovene i adskillige stater i Amerika vedrørende prævention og reproduktion hos folk, vis afkom med al sandsynlighed ikke ville være af nogen værdi eller være skadelig mod racens besætning”.

Disse synspunkter hos Hitler, tæt følgende Sanger, dannede grundlag for nazisternes love af 1933 om sterilisation, der begyndte ved at udsøge sig ”imbecile” og mentalt tilbagestående for senere at dække jøder, sigøjnere og andre ikke ønskede. Progressive i USA fokuserede på tvungen sterilisation, det foretrukne middel hos Sanger, men Hitler implementerede også medlidenhedsdrab udført med kulilte i gaskamre. Disse gaskamre blev først anvendt til at udrydde ”ikke egnede”, men blev senere del af ”Endlösung” fra Hitler mod jøderne.

Skrivende i 1938, da programmet hos nazisterne var i fuld sving, opfordrede Margaret Sanger til, at Amerika fulgte eksemplet hos Hitler. Anvendende sproget af Social Darwinisme, det samme sprog Hitler bruger i Mein Kampf, skrev Sanger: ”I industrien med dyr tillades de svage dyr ikke at formere sig. I haver holdes ukrudtet nede”. Amerika, konkluderede Margaret Sanger, må lære af nazisterne og gennemføre naturens eget mandat om at slippe af med ”menneskeligt ukrudt”.

”Den grundlæggende præmis for Margaret Sanger var racehygiejne”, forklarer forfatter og filmskaber Dinesh D´Souza. ”Flere børn fra de egnede og færre børn fra de ikke egnede. Hun støttede forholdsvist ekstreme tiltag, inklusive adskillelse og den berygtede tvungne sterilisation for at fratage muligheden for kvinder fra underklassen og kvinder uden uddannelse at få børn. Det var hun meget tydelig omkring”.

Den nazistiske industrialist og opfinder Dr. Franz Lawaszeck foreslog i sin bog ”Technik und Wirdschaft im Dritten Reich: ein Arbeitsbescaffungsprogramm”, en løsning på problemerne med mangel på energi i Tyskland i 1930´erne en fuldstændig optagelse af vindmøller:

”Vindmøller, anvendende den gratis vind, kan bygges i stor skala. Forbedret teknologi vil i fremtiden gøre den lige så billig som jordvarme. Dette er teknisk og økonomisk muligt, og åbner for en ret ny livsvigtig slags produktion af energi. Fremtiden for vind er ikke længere små vindmøller men meget store kraftværker. Vindtårnene skal være mindst 100 meter høje, jo højere, jo bedre, ideelt med rotorer på 100 meter i diameter. Den slags store tårn er allerede bygget i form af radiomaster”.

En tidlig tilhænger af teorien om Global Opvarmning var ingen ringere end chefmeteorolog og højkommandør i Luftwaffe, Hermann Flohn. I 1941 publicerede han den første artikel på tysk om Global Opvarmning med den oversatte titel lydende ”Aktiviteten af Mennesket som Klima Faktor. 40 år senere publicerede han stadig om dette tema, eksempelvis papiret for Umschau med den oversatte titel: ”CO2-induzierte Warmzeit gefährlicher als Kernenergie”.

Forbindelsen mellem De Grønne og Nazi Tyskland er ikke ny viden. Himmler var tilhænger af økologi, Hitler var delvis vegetar, Göring truede med at sende mishandlere af dyr i dødslejre, der var forbud mod rygning i offentlige transportmidler, naturbeskyttelseslove og så videre.

Den nazistiske skribent Friedrich Sieburg sagde ”Der skal ikke længere findes private tyskere. Hver især skal kun finde sin betydning i tjeneste for staten og finde sin fuldstændige selvopfyldelse i sin tjeneste”.

Robert Ley pralede efter adskillige års medlemskab af det nazistiske styres hierarki: ”Den eneste person der stadig er en privat person i Tyskland, er en person der sover”.

Filosoffen Leonard Peikoff afslører tomheden i socialisternes argumenter: ” I modsætning til marxisterne var nazisterne ikke fortalere for offentligt ejerskab af produktionsmidlerne. De krævede dog, at regeringen styrede, og drev, nationens økonomi. Problemet med juridisk ejerskab, forklarede de, er sekundært. Hvad der tæller, er problemstillingen vedrørende styring. Private borgere kan derfor fortsætte med at have formelt ejerskab til ejendom, så længe at staten reserverer den ukvalificerede ret til at regulere og bruge deres ejendom”.

Hitler, bemærkede historiker David Schoenbaum, opfattede borgerskabet på næsten samme måde som Lenin gjorde. Hitler erklærede: ”Lad os ikke narre os selv. Vort borgerskab er allerede værdiløst til noget nobelt menneskeligt forehavende”. Hitler forklarede adskillige år efter, at han sad solidt på magten: ”Vi forsvarede ikke Tyskland mod Bolsjevisme dengang, for ikke på nogen måde havde vi intention om at gøre noget, der lignede bevaring af borgerskabets verden, eller gå så langt som at friske op på den. Hvis kommunismen virkeligt ikke havde haft anden intention om en vis udrensning ved at eliminere isolerede rådne elementer fra rækkerne af vore såkaldt ”øvre ti tusinde”, eller vore lige så værdiløse spidsborgerlige, så kunne man en tid have sat sig roligt tilbage og en tid set til”.

I bogen ”The Hitler of History” skrev historiker John Lukacs, at tidligt i sin karriere ”væmmedes han (Hitler) ved det tyske borgerskabs traditionalistiske værdier”.

Skuespillet af den nazistiske forfatter Hanns Johst ved navn ”Der König” handler om en heroisk revolutionær, der finder en tragisk slutning, fordi han forrådes af reaktionære og borgerskabet. Hovedpersonen tager, frem for at forkaste sine revolutionære principper, sit eget liv. Da Hitler i 1923 mødte Johst, hvem han senere kaldte en ærværdig af Det Tredje Rige, sagde Hitler til ham, at han havde set skuespillet 17 gange, og at han havde en mistanke om, at hans eget liv kunne ende på samme måde.

At arbejde for personlige mål i stedet for kollektive mål var lige så kriminelt i Nazi Tyskland som det var i Sovjet Unionen, sagde den seks gange kandidat til embedet som præsident i USA, Norman Thomas fra Socialist Partiet i USA, der tydeligt så sammenhængen: ”Både kommunistiske og fascistiske revolutioner forbød endegyldigt kapitalismens laissez-faire til fordel for én eller anden slags og grad af statskapitalisme … På ingen måder var Hitler redskabet for store virksomheder. Han var deres milde herre”.

Ludwig von Mises var den første til fuldt at forstå, at delingen mellem Stalin og Hitler, Socialisme og Fascisme, højre og venstre, var en illusion, og at den totalitære bevægelse baseret i Berlin var meget lig den totalitære bevægelse baseret i Moskva, skrivende: ”Den almindelige terminologi i det politiske sprog er dum. Hvad er ”venstre” og hvad er ”højre”? Hvorfor skulle Hitler være til ”højre” og Stalin, hans midlertidige ven, være til ”venstre”? Hvem er ”reaktionær”, og hvem er ”progressiv”? Reaktion mod en uklog politik skal ikke fordømmes, og fremskridt i retning af kaos skal ikke anbefales. Intet burde finde accept, bare fordi det er nyt, radikalt og moderne. ”Ortodoksi” er ikke et onde, hvis doktrinen på hvilken ”ortodoksien” hviler, er sund. Er dem der er imod arbejde, dem der ønsker at sænke arbejde til niveauet af Rusland, eller dem der vedrørende arbejde ønsker den kapitalistiske standard af USA? Er de ”nationalister”, der ønsker at bringe deres nation under hælen af nazisterne, eller dem der ønsker at bevare landets uafhængighed?”.

Så dedikeret var Hitler til Socialisme, at han skiftede navn fra Deutsche Arbeiter Partei til National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Historiker Anthony James Gregor peger på, at alle oprindelige grundlæggere af Fascisme – i Italien, i Tyskland, i England og i Frankrig, var socialister og venstreorienterede.

I 1932, måneder efter nazisterne greb magten, skrev en ledende modstander af Nazisme under pseudonymet Nordicus i sin bog ”Hitlerism”: The Iron Fist in Germany”, hvad den ledende propagandist for nazisterne, Joseph Goebbels, skrev: ”Krig mod de profiterende, fred med arbejderne! Destruktion af alle kapitalistiske indflydelser på det politiske system i landet”. Samme forfatter bemærker, at de økonomiske principper af Nazisme inkluderede støtte til den generelle velfærd, og dette inkluderede folkepension, konfiskering af profitter på krig og opposition til Kapitalisme.

Graf von der Golz, vicekommissær for Økonomiministeriet, rapporterede den 15. juli 1934 i en tale i den nazistiske avis Völkischer Beobachter til forretningsfolk: ”Enhver organisation der repræsenterer interesserne hos arbejdsgiveren, vil blive anset for ulovlig og opløst, og de skyldige parter vil blive retsforfulgt”.

En af industrialisterne der faktisk hjalp med at bringe nazisterne til magten, Fritz Thyssen, sagde i 1940: ”Snart vil Tyskland ikke være anderledes end bolsjevikkernes Rusland; lederne af selskaber der ikke opfylder betingelserne, som ”Planen” foreskriver, vil blive anklaget for forræderi mod folket i Tyskland, og skudt”.

Som med Mussolini kom Adolf Hitler til magten med støtte fra velplacerede konspiratorer i etablissementet. Magtfulde ledere bland industrimagnater, nobiliteter og store bankfolk, finansierede ham bogstaveligt talt, på samme måde som Karl Marx blev finansieret til at skrive Det Kommunistiske Manifest. I 1932, et år før han blev kansler, blev den fremtidige direktør Fritz Thyssen (en førende man inden for stålbranchen der senere skrev I Paid Hitler) introduceret til omkring 600 store industrialister ved Düsseldorf´s Fabrikanters Klub. Krupp (våben) og koncernerne af Thyssen var blandt de tidligste finansielle støtter af nazisterne. Som Alfred Krupp i 1946 erklærede: ”Vi er realister, … vi støtter den mand, der sikrede vort arbejde”. Pressechef for Hitler, Otto Dietrich, indrømmede, at et år tidligere, uagtet socialistisk retorik, havde Føreren ”pludselig besluttet sig for systematisk at koncentrere sig om kultiveringen af de indflydelsesrige industrimagnater”.

Gennem 1920´erne favnede den progressive venstrefløj fascister som deres egne, hyldende både Hitler og Mussolini for at kæmpe for en progressiv social bevægelse, særligt det generøse velfærdsprogram af Hitler, socialiseret sundhedspleje og programmer med pension i alderdommen. Selv W.E.B. Du Bois, sociologen, historikeren, socialisten, borgerrettighedsaktivisten og pan-afrikaneren fra Amerika, der i sidste instans sluttede sig til Kommunist Partiet, talte varmt om marchen af Nazi Tyskland i retning af styrkelse af kollektivet, anseende Hitler for en mand af venstrefløjen”.

Skribent af skuespil, George Bernard Shaw, fra Irland, et ledende medlem af det socialistiske Fabian Society, priste i 1927 Mussolini. Han sagde, at ”socialistiske fæller burde være henrykte over endelig at finde en socialist, der taler, og tænker, som ansvarlige regenter gør”. Shaw bemærkede yderligere, at han fandt Mussolini behagelig, da han ”i sine politiske holdninger var længere til venstre end nogen af sine politiske rivaler”.

Chef for pressen i Nazi Tyskland, Otto Dietrich, skrev: ”Individet som sådan har hverken ret eller pligt til at eksistere, da alle rettigheder udelukkende stammer fra samfundet”.

Efter preussernes sejr over Frankrig i 1871 jublede selv Karl Marx: ”Nu er det tysk socialisme der vil triumfere i Europa”. Forbindelsen mellem Marx og Hitler blev for længe siden bemærket af forfattere. Ernest Hambloch skrev i 1939 før Den Anden Verdenskrig, at Marx kunne have haft ret, da ”Muhammeds Allah af ”videnskabelig socialisme” var Hitler, ikke Stalin, og at Marx fortjente en æresplads, ikke blot i bolsjevismens, men også nazismens hagiografi”.

Så sent som februar 1941 erklærede Hitler ifølge Nobelprisvinder Friedrich A. Hayek, at ”Grundlæggende er National Socialisme og Marxisme det samme”. Hvilket kan være hvorfor, at det årtier efter nederlaget hos Nazi Tyskland blev afsløret, at hundredvis af tidligere nazister opretholdt nøglepositioner i det kommunistiske Øst Tyskland.

Udfordringen for økonomen Friedrich Hayek var at argumentere, at Nazi-Tyskland ikke var en afvigende ”højreorienteret” perversion vokset ud af kapitalismens ”modsætninger”. I stedet voksede nazismen ud af de ”oplyste” og ”progressive” socialistiske og kollektivistiske ideer af tiden før Den Første Verdenskrig, hvilken mange intellektuelle i England og U.S.A. har prist og propaganderet for i deres egne lande.

”De højere interesser involveret i livet af det hele”, sagde Hitler i en tale i 1933, ”må her sættes grænse for, og i individets interesse pålægges pligter”. ”Mennesket”, ekkoede nazisterne, ”må erkende at staten er vigtigere end individet, at individer må være villige og parate til at ofre dem selv for nationen og Føreren”. ”Folket”, sagde nazisterne, ”former den sande organisme, en levende enhed, vis celler er individuelle personer”. I virkeligheden, uagtet hvordan det ser ud, findes der ikke sådan noget som et ”isoleret individ” eller autonom mand.

Hitler steg per 1938 til så verdensomspændende prominens, at tidsskriftet Time ”på godt og ondt” valgte ham som Årets Mand. Tonen hos redaktøren var forsigtig og kritisk mod kansleren fra Tyskland, skrivende: ”Den mest grusomme spøg af alle, har dog været spillet af Hitler & Co mod disse kapitalister og små forretningsdrivende i Tyskland, der engang støttede National Socialisme som et middel til at redde borgerskabets økonomiske struktur i Tyskland mod radikalisme. Den nazistiske leveregel, at individet tilhører staten, gælder også forretninger. Nogle forretninger blevet direkte konfiskeret, andre er blevet pålagt store skatter. Profitter er blevet strengt styret. En idé om den forøgede kontrol fra staten og indblanding i forretning kunne udledes af det faktum, at 80% af alle bygninger og 50% af alle ordrer i industrien i Tyskland sidste år stammede fra staten. Hårdt presset for fødevarer, såvel som penge, har det nazistiske regime overtaget store landejendomme og i mange tilfælde kollektiviseret landbrug, en procedure grundlæggende lig Kommunisme i Rusland”.

Hitler var en ivrig vegetar, grøn og afhængig af homøopatiske kure. Hans regime sponserede skabelsen af økologiske landbrug, og lederen af Schutzstaffel, Heinrich Himmler, dyrkede endog urter på sin egen økologiske gård, med hvilke han trakterede sin elskede tropper.

Hitler bandlyste også medicinske eksperimenter på dyr, men ikke, som vi sørgeligt nok ved, på jødiske børn, og han skabte mange nationalparker, især for de ”hellige” skove i Tyskland.

Nazister trak meget på en romantisk, anti-videnskabelig, naturforgudende, kommunal og anti-kapitalistisk bevægelse, der forbandt tysk identitet med tyske skove. Faktisk noterer professor Raymond Dominick i sin bog ”The Environmental Movement in Germany”, at to tredjedele af medlemmerne af store naturklubber i Tyskland omkring 1939 havde tilsluttet sig nazistpartiet, sammenlignet med blot 10 % af befolkningen.

Nazi Tyskland var det første land i verden til at forbyde vivisektion, indførende et totalt forbud i april 1933. Højt rangerende nazister såsom Hermann Göring, Heinrich Himmler og Adolf Hitler var meget optaget af dyrehold, især når det gjaldt, hvordan dyr blev slagtet. De fleste nuværende love i verden stammer fra lovene fremlagt af nazistpartiet. Hermann Göring, der blev udnævnt til premiereminister af Preussen, sagde følgende:

”Et absolut og permanent forbud af vivisektion er ikke alene en nødvendig lov for at beskytte dyr og vise sympati for deres smerte, men det er også en lov for menneskeheden selv…. Jeg har derfor erklæret et omgående forbud mod vivisektion, og har gjort praktikken strafbar i Preussen. Indtil dommen bliver afsagt, skal forbryderen være lukket inde i en koncentrationslejr”

Staten skulle tage sig af løftet om national sundhed. Indblandinger fra formynderstaten afspejler, at personer ikke er uafhængige, men tilhører staten. Hitler prøvede endog at forbyde kød efter krigen; bebrejdende problemerne med sundhed på den kapitalistiske (altså jøder) fødevareindustri. Nazisterne idealiserede offentlige tjenester, og kvalte privat velgørenhed i offentlige programmer.

Platformen for valg hos Hitler inkluderede ”en udvidelse i stor skala af velfærd til ældre”. Nazistisk propaganda proklamerede ”Ingen må sulte! Ingen må fryse!” Tyskland havde universel sundhedspleje, og krævede, at ”staten først skal have ansvaret for at tilbyde mulighed for livsophold”.

Tyskland var først til at lovgive om miljømæssigt økonomiske politikker promoverende bæredygtig udvikling og regulering af forurening. Nazisterne købte fantasierne om den romantiserede primitive mand af Rousseau. Leve ”autentisk” i miljøer uspolerede af kapitalistisk industri, var næsten lige så skattet som ren arisk afstamning.

Ledere i nazistpartiet var protektorer for dyrebeskyttelse, og dette er hvorfor, at de standardiserede parametre til at sikre dyrenes sikkerhed under deres regime. Mishandling af et dyr blev anset for værende en afskyelig forbrydelse, og hvis nogen opdagede, at de blev behandlet som en tingslig ejendom, blev denne omgående sendt i koncentrationslejr. Hitler selv var en stor beundrer af dyr, og var vidt populær for sit fascinerende forhold til Blondi, hans schæfer. Da nazisterne kom til magten i 1933, var deres bekymring ikke udelukkende mennesker, men også tyske dyr. I 1934 blev en national jagtlov vedtaget, der skulle regulere, hvor mange dyr der kunne skydes om året og etablere ordentlige jagtsæsoner. Disse jagtlove er nu implementeret i de fleste vestlige lande.

Denne lov var kendt som Das Reichsjagdgesetz eller Rigsjagtloven. Rigsdagen vedtog også en uddannelseslov om dyrebevarelse på alle niveauer af uddannelsessystemet. Derudover blev en yderligere lov vedtaget i 1935, Reichsnaturschutzgesetz eller Rigsnaturbeskyttelsesloven. Denne lov placerede adskillige tyske arter på en beskyttelsesliste, inklusive ulven og den euroasiatiske los. Senere blev skovrydning tilføjet og human slagtning af levende fisk. Uden denne lov er det sandsynligt, at visse arter fuldstændigt ville have været forsvundet fra tyske skove.

”Vi erkender, at separeringen af menneskeheden fra naturen, fra hele livet, fører til menneskehedens egen ødelæggelse og nationernes død. Kun gennem en reintegration af menneskeheden ind i hele naturen, kan vort folk blive stærkere”.

”Denne stræben efter forbindelse med livets totalitet, med naturen selv, en natur i hvilken vi er født, er den dybeste mening og den sande essens af National Socialistisk tanke”. Dette var Ernst Lehmann, en ledende biolog under naziregimet i 1934.

Det tyske imperiums bevarelseslov af 1935: ”Tilbageværende dele af landskaber i fri natur, vis bevarelse tilregnes sjældenhed, skønhed, anderledeshed eller grundet videnskabelig, etnisk, skov eller jagtbetydning ligger i den almindelige interesse”.

”Det er nyttigt at kende naturens love, for det gør det muligt for os at adlyde dem. At handle anderledes ville være som at skabe revolte mod Himlen” – Adolf Hitler

Yderligere, som Robert Proctor viste i ”Racial Hygiene: Medicine under the Nazis”, var nazisterne sundhedsfanatikere, der bandlyste cigaretrygning, promoverede vegetarisme og økologisk landbrug, engagerede sig i aborter og dødshjælp, rynkede bryn af kapitalistisk overflod, og promoverede endog rettigheder hos dyr.

Nazi regeringen introducerede socialiseret medicin og regeringsgodkendte ferier på statens spabade, indførte våben kontrol, og udvidede arbejdsløshedsforsikringer og social sikkerhed. Nazisterne modsatte sig den traditionelle kalender, og ønskede at erstatte den med én der kredsede om race og nation, mere end tro og familie.

Nazisternes læger var på linje med nazisternes kampagne for offentlig sundhed de første til at skrive et stort videnskabeligt papir, der forbandt rygning med lungekræft. Nazisterne forbød rygning på restauranter og i offentlige transportsystemer, og regulerede med henblik på den offentlige sundhed reklamer for rygning og cigaretter. Skatter på tobak blev hævet betragteligt, der blev organiseret medicinske foredrag for soldater, og sundhedsuddannelse blev promoveret for genskabelse af en bedre livsstil. Nazisterne havde en af dyreste og effektive anti-tobak bevægelser i historien. Adskillige sundhedsorganisationer i Nazi Tyskland begyndte at hævde, at rygning hævede risikoen for aborter hos gravide kvinder, hvilket nu er et almindeligt kendt faktum. Statistikkerne over årlig cigaretforbrug per indbygger i Tyskland per år 1940 var på blot 749, mens amerikanerne røg over 3.000 cigaretter. Hitler forbød salg af cigaretter til kvinder. Hitler forbød rygning for folk i uniformer og personer under 18 år. Hitler forbød også rygning på offentlige områder. Han var den første til at hænge plakater af lunger på cigaretmaskiner.

Efter september 1939 kunne ingen tysk arbejder skifte arbejde uden først at indhente tilladelse, mens man i tilfælde af ikke at have gyldig grund til fravær på arbejdet, var emne for fængsling. Tidligere, som Mussolini havde gjort det, og som nogle fagforeningsledere og andre foreslår i dag, blev arbejdsugen officielt reduceret for at ”udbrede” beskæftigelsen.

Planøkonomi havde i lang tid stået højt på listen hos socialisterne; og National Socialisme, argumenterede George Orwell, havde fra Socialisme taget ”præcist de træk der vil gøre den effektiv i sammenhæng med krig”. Hitler var allerede kommet tæt på at socialisere Tyskland. ”Internt har Tyskland allerede en del til fælles med en socialistisk stat”. Disse ord blev skrevet lige før angrebet fra Hitler på Sovjet Unionen. George Orwell troede, at Hitler vil gå over i historien som ”manden der fik London til at fjerne det smørrede grin”, ved at tvinge finansverdenen til at indse, at planlægning virker, og fri økonomi ikke virker.

Regeringen opnåede gennem tre nye laugs virke (fødevarer, handel, industri og fagforeninger) styring med enhver gruppe producenter og forbrugere i landet. I overensstemmelse med metoderne fra ”Tysk Socialisme” blev facaden af markedsøkonomi opretholdt. Alle priser, lønninger og rentesatser blev dog styret af en central myndighed. De fremstod dog kun som priser, lønninger og rentesatser. I virkeligheden var de blot afgørelser af kvantitative forhold af regeringens ordre. Dette er Socialisme i den ydre forklædning af Kapitalisme.

Da nazisterne i 1930´erne begyndte at blive et seriøst politiske parti, introducerede repræsentanter for nazisterne en bunke forslag: (1) at forbyde handel med aktier og obligationer; (2) at nationalisere alle store banker; (3) at kræve registrering af ejerskab af aktier hos et agentur i staten; (4) at begrænse renter ved lov til fem procent; (5) at konfiskere alle profitter erhvervet gennem inflation. Disse tiltag var ikke skjulte; de blev udbasuneret på forsiderne af nazistiske tidsskrifter, for at sikre sig at medlemmer af partiet vidste, hvad nazistpartiet i Reichstag lavede. Nogle forslag fra nazisterne lød skræmmende moderne. Nazisterne foreslog eksempelvis, at goder til ældre og handikappede (overførselsindkomst) skulle betales af skatter, frem for bidragene fra den individuelle modtager, og at goderne skulle indekseres efter leveomkostninger.

Nazisterne hævede den 16. oktober 1934 den højeste skat på indkomst fra 40% til 50%, og den 17 februar 1939 hævede nazisterne igen den højeste skat til 55%. Et dekret fra den 9 september 1939 forøgede igen skatterne på indkomst, men undtog indkomster på 2,400 rigsmark eller mindre om året. ”Comparative Major European Governments”, en bog fra 1937, bemærker, at gennem adskillige nye love den 4. december 1934 kom banker, kreditselskaber og børser under fuldstændig styring af regeringen, og at Loan-Stock Law i visse tilfælde begrænsede dividender hos aktieselskaber til 6 procent, og til 8 procent i andre, med profitter over dette krævet overført til Gold Discount Bank, der igen blev krævet at investere profitterne i lån til staten eller kommunale lån i obligationer.

Nazistisk fjendtlighed over for velstand fandt kun sin ligemand i nazisternes fjendtlighed over for store selskaber. Loven den 16. oktober 1934 fjernede undtagelsen på skatter på forretninger for mange forretninger, og nazisterne forøgede progressiviteten i skatter på selskaber; en lov af 27. august 1936 hævede den generelle skat på selskaber fra 20% til 25% og til 30% for hvert år derefter; derefter, den 25 juli 1938 blev profitter fra selskaber på mere end 100,000 rigsmark per år underlagt endnu en skat på 35% stigende til 40% for hvert år derefter; og den 20. marts 1939 påførte nazisterne en skat på ekstra store overskud på profitter. På fire år havde nazisterne hævet skatter til omkring en fjerdedel af den nationale indkomst.

Per 1943 klagede industrialister bittert over, at nazisterne slugte 80 til 90 procent af profitter af forretninger. Faktisk havde nazisterne over en periode på seks år skarpt forøget skatter på gevinst af kapital og hævet skatter på overskud hos selskaber til over ”1,365 procent”. Sådanne anti-kapitalistiske politikker burde forventes af en ideologi, der i sin nazistiske platform på 25 punkter fra 1920 proklamerede: ”Det fælles gode før det individuelle gode”.

Da Hitler kom til magten, kunne en trillebør fuld af 100 milliarder rigsmarksedler ikke købe et bagerbrød. Tyskerne levede usselt. De havde intet arbejde, ingen penge og de sultede. Hitler indledte et nationalt kreditprogram ved at fremlægge en plan for offentligt arbejde, der inkluderede bygning af nye veje, broer, dæmninger, kanaler og havnefaciliteter og regulering af oversvømmelse, reparationer af offentlige bygninger og private residenser. Alt dette blev betalt med den nye statsejede valuta rigsmark, der var fri for manipulation fra internationale finanser. Hitler sagde: ”For hver brugt mark krævede vi tilsvarende værdi af en mark i arbejde og producerede goder”. Kvinder blev opfordret til at være hjemmegående husmødre, dermed skabende arbejde for arbejdsløse mænd. Inden for to år var problemet med arbejdsløshed løst, og Tyskland var tilbage på fode.

Det er ofte blevet hævdet, at succesen hos Hitler i genoprettelsen af hans nations økonomi i det store hele var baseret på statsfinansiering af genbevæbning. Dette er en myte, som den anerkendte britiske historiker A.J.P. Taylor bemærkede: ”Den økonomiske genoprettelse af Tyskland, der var færdig omkring 1936, hvilede ikke på genbevæbning. Den var i det store hele forårsaget af ødsel offentligt forbrug, specielt på veje, og dette offentlige forbrug stimulerede også privat forbrug”.

En ny undersøgelse af 1930´ernes nazistiske programmer af Dan P. Silverman (Hitler´s Economy”, 1998) viser, at regeringen af Hitler fulgte et program af ”offentlige investeringer”, der rakte langt ud over den amerikanske New Deal. Denne regering forestillede sig selv som arbejdsgiver for enhver borger, planlægger af enhver produktionsbeslutning, og redistribuerer af enhver akkumuleret velstand i samfundet. Fra nazisternes synspunkt kom den fulde hæder under krigen, da de på sovjetisk manér fuldstændigt overtog økonomien

Nazisterne mistænkte markeder, og misbrugte rettigheder til ejendom, endog værende fortalere for ”konfiskation af krigsprofitter” og ”nationalisering af tilknyttede industrier”. Deres platform krævede ”Kommunalisering af de store varehuse” og varslede moderne tilsidesættelse af kvoter grundet race eller politik i den ”yderste hensyntagen til små virksomheder i kontrakter med staten”.

Nazi Tyskland dominerede progressivt sin økonomi. Selv om mange virksomheder af navn var private, afgjorde staten, hvad der skulle produceres, i hvilke mængder, og til hvilke priser. Først frigjorde de massiv inflation for at finansiere deres omfattende forbrug på offentlige arbejder, velfærd og militær genbevæbning. Derefter gennemtvang de styring af pris og løn for at maskere den skadelige virkning af forringelsen af valutaen. Dette ynglede, som det måtte, mangler, så Berlin påtvang rationering. Da dette slog fejl indtog Albert Speer total magt over planer for produktion, kanaler til distribution og tilladelige profitter.

Joseph Goebbels, den øverste propagandist i det nazistiske regime, talte om ”pengesvinene af kapitalistisk demokrati”. ”Penge har gjort os til slaver”. Penge er menneskehedens forbandelse. De undertrykker spirerne til alt stort og godt. Enhver øre klistrer i sved og blod”.

I modsætning til marxisterne påberåbte nazisterne sig ikke offentligt ejerskab af produktionsmidlerne. De krævede, at regeringen superviserede og drev nationens økonomi. Problemet med juridisk ejerskab, forklarede de, er sekundært. Hvad der tæller, er problemet med styring. Private individer kunne derfor beholder ejendomsretten på papir, så længe staten kan reservere den ukvalificerede ret til regulering og brug af deres ejendomme.

Hitler: ”Enhver aktivitet og ethvert behov vil derigennem blive reguleret af partiet som repræsentant for det almene vel. Der vil ikke blive givet frihed, intet frirum i hvilket individet kan tilhøre sig selv. Dette er Socialisme, ikke sådanne trivialiteter som privat ejendom eller produktionsmidlerne. Af hvilken betydning er dette, hvis jeg arrangerer personer i en orden, de ikke kan undslippe? Lad dem eje land og fabrikker så meget de ønsker. Det afgørende er, at staten, gennem partiet, er overordnet disse, uanset om de er ejere eller arbejdere. Alt dette er uden betydning. Vores Socialisme rækker langt dybere. Den etablerer en relation mellem individet og staten, det nationale samfund. Hvorfor ulejlige os med at socialisere banker og fabrikker? Vi socialiserer mennesker”.

Goebbels: ”Borgerskabet er ved at forlade sin historiske scene. I stedet vil komme en klasse af produktive arbejdere, arbejderklassen, der indtil i dag har været undertrykt. Den begynder at opfylde sin politiske mission. Den er involveret i en hård og bitter kamp for politisk magt i sit forsøg på at blive del af en national organisme. Kampen begyndte i den økonomiske sfære; den vil slutte i den politiske sfære. Det er ikke blot et spørgsmål om løn, ikke blot et spørgsmål om antallet af arbejdstimer om dagen, selvom vi aldrig må glemme, at dette er essentielt, måske endog den mest signifikante del af den socialistiske platform, men det er mere et spørgsmål om inkorporeringen af en magtfuld og ansvarlig klasse i staten, måske endog at gøre den til en dominerende kraft i den fremtidige politik af Faderlandet”.

I Tyskland afskyede aristokrater og forretningslivet almindeligvis Hitler og nazisterne. Men da Hitler viste, at han ikke forsvandt, besluttede de samme eliter, at det ville være klogt at investere nogle forsikringspenge. Dette kan være forståeligt, men disse beslutninger var ikke drevet af noget, der lignede en ideologisk alliance mellem kapitalister og nazister. Selskaber i Tyskland, som deres nutidige modparter, tenderede at være opportunister, ikke ideologer.

I 1933 blev nye landbrugspolitikker og love introduceret. I nazisternes landbrugslove blev landmænd organiseret i Reichnährstand, og blev strengt styret til ikke at producere, hvad der var mere profitabelt, men hvad der blev krævet af tyskerne. For at kompensere for tabet af profit, blev landmændene sikret 100% salg og givet subsidier.

Det Tyske National Socialistiske Arbejder Parti iscenesatte overdådige marcher med uniformerede arbejdere kaldende hinanden ”kammerat”, mens de bar redskaber, på samme måde som soldater bar rifler. Det lysende røde nazistiske flag symboliserede Socialisme i et ”klasseløst, kasteløst” Tyskland (hvidt repræsenterer det ariske). Fascistisk central planlægning var ikke egalitær, men den delte meget lig Kommunisme økonomiske belønninger op: medlemskab af partiet og partnerskab med staten.

Ludwig von Mises skrev i 1944: ”Nazisterne har ikke alene imiteret bolsjevikkernes taktik om magtovertagelse. De har kopieret meget mere. De har importeret systemet med ét parti fra Rusland og partiets og medlemmernes privilegerede rolle i det offentlige liv; det hemmelige politis altoverskyggende position; organiseringen af affilierede udenlandske sammensvorne, der er engagerede i at bekæmpe deres hjemlige regeringer og i sabotage og spionage, assisteret af offentlige midler og beskyttelse af diplomatiske og konsulterende tjenester; den administrative henrettelse og fængsling af politiske fjender; koncentrationslejre; straf over flygtedes familier; propagandametoder. De har endog lånt sådanne absurditeter fra marxisterne måden at adressere parti kammeraterne (Parteigenosse), afledt af det marxistiske kammerat (Genosse), og de anvender en militær terminologi for alle dele i det civile og økonomiske liv. Spørgsmålet er ikke på hvilke måder disse systemer er éns, men på hvilke måder de adskiller sig...”.

Til trods for navnet på partiet af Hitler, National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei, insisterer socialister på, at navnet ikke var oprigtigt ment at være ”socialistisk”, men hvad disse ikke forstår, er, at nazisterne var ægte socialister men af den højreorienterede slags. Faktiske forekom der forskellige nuancer af Socialisme i det nazistiske parti, fra ekstreme socialister til moderate socialister. Der findes uden tvivl vore dages socialister, der anerkender, at Fascisme er en afart af Socialisme, men som frygter de politiske og sociale konsekvenser ved offentligt at indrømme dette.

Hitler sagde: ”Der er mere, der binder os til Bolsjevisme, end der adskiller os fra den. Der findes, overordnet, ægte revolutionære følelser, der lever alle steder i Rusland, undtagen hvor der findes jødiske marxister. Jeg har altid givet billigelse til den omstændighed og givet ordre til, at tidligere kommunister omgående skal tillades adgang til partiet. Den lille bourgeois socialdemokrat og fagforeningsbossen vil aldrig blive en nationalsocialist, men kommunisterne vil altid”.

Hitler fortjener at blive solidt placeret på venstrefløjen, fordi først og fremmest var han en revolutionær. Overordnet set er venstrefløjen forandringernes sted, højrefløjen er stedet for status quo. I den optik var Hitler på ingen måde, form eller forståelse, en mand af højrefløjen. Der er få ting, han troede mere fuldstændigt på, end at han var en revolutionær, og hans tilhængere var enige. Alligevel har det i mere end en generation været en form for kætteri, især hos marxister og tyske historikere, at kalde Hitler en revolutionær, eftersom revolution for venstrefløjen altid har været god, den ustandselige bevægelse fremad af historiens hegelske hjul. For konservative er revolution derimod næsten altid af det onde.

Hvor kommunisterne almindeligvis fokuserede på klasse, var nazisterne fokuseret på race. Kommunisterne ser livet gennem prismet af arbejdernes evige revolution. Nationalsocialister brugte race som en metafor til at retfærdiggøre deres nations engagement i en eksistentiel kamp.

Det National Socialistiske Tyske Arbejder Parti er kun højreorienteret, hvis man selv er håbløst venstreorienteret, eller abonnerer på den marxistisk eskatologiske opfattelse, at historien uafladeligt marcherer i retning af den endelige implementering af et socialistisk Utopia. Marx forudså statskapitalisme som den sidste skanse mod den uundgåelige opstigning af proletariatet. Sovjetterne anser derfor nazisterne for værende glidende overgange til Kommunisme.

På mange områder falder nazisterne meget fint sammen med venstreorienterede. Nazisterne håndhævede streng våbenkontrol, hvilket gjorde deres agenda mulig.

Hitler priste offentlig uddannelse, forbød endog private skoler og institutionaliserede ”en grundlæggende rekonstruktion af hele vort nationale uddannelsesprogram”, styret af Berlin. Lig venstreorienteredes ideal om ”fra vugge til karriere” etablerede nazisterne statsadministrerede udviklingsprogrammer for små børn; ”Forståelsen af konceptet om staten må så tidligt som begyndelsen af forståelse tilstræbes af skolen”.

I politikker er et rødt flag et symbol på Socialisme, Kommunisme og venstreorienterede politikker; det er blevet forbundet med venstreorienterede politikker siden Den Franske Revolution. Socialister optog symbolet under revolutionerne af 1848, og det blev et symbol på Kommunisme og som et resultat at flagets anvendelse af kommunen Paris i 1871.

På følgende billede kan man se nazister den 1. maj marchere under deres røde flag.

Her er to plakater side om side; en af Adolf Hitler lavende sin hilsen, sammen med den anden hvor Stalin gør præcis det samme.

Her er to andre plakater side om side tydeligt visende lighederne af, hvor identiske plakaterne med propaganda nazisterne og Sovjet Unionen imellem var.

Der findes mange flere plakater med propaganda af Nazi Tyskland og Sovjet Unionen tydeligt visende lighederne, hvilket er slående for to regimer, som socialistiske apologeter ønsker man skal tro, var to fuldstændigt forskellige fra hinanden.

Intet kunne blive mere tydeligt end den identiske symbolisme anvendt mellem Nazi Tyskland og Sovjet Unionen. Det var faktisk Sovjet Unionen, der brugte hagekorset. Det fældende bevis på hagekorset af Sovjet Unionen såvel som mønten fra 1934 fra Nazi Tyskland, der bærer hagekorset med hammer og segl. Hammer og segl var altid et stærkt symbol på Socialisme.

Det er ikke med forståelsen af hammer og segl svært at se, hvor det stammer fra, hvad det symboliserer, farven rød og deres anti-kapitalistiske propaganda, at nazisterne var stærke socialister, endog Joseph Goebbels gjorde dette meget klart, hvilket man kan se i hans egen tekst.

Som Adolf Hitler med egne tydelige ord gjorde klart: ”Samfundets behov kommer før individernes behov”.

og

”Vi må finde og rejse vejen fra Individualisme til Socialisme uden revolution”.

Det var ikke så meget det, at Adolf Hitler hadede Marxisme. Det var ikke Marxisme han var imod. Det var taktikkerne, Marxisme brugte som en revolutionær taktik. Hitler troede på fredeligt at bevæge sig fra Individualisme til Socialisme.

Et af de mest sigende beviser på støtten til Socialisme fra Hitler kom fra et citat, erklærende at hans tydelige afsmag for jøder, som Hitler med sine egne ord sagde:

”Hvis vi er socialister, så må vi afgjort også være anti-Semitter – og det modsatte, i dette tilfælde, er Materialisme og Mammonisme, som vi søger at modgå. Hvordan som en socialist kan man ikke være en anti-Semit?”

Det var selvfølgelig den samme Adolph Hitler, der gjorde sig selv tydelig, da han i 1927 sagde:

”Vi er socialister, fjender af dagens kapitalistiske økonomiske system”.

I 1930 sagde Hitler til Otto Strasser:

”Jeg er en socialist, og en meget anderledes socialist i forhold til din rige ven grev Reventlow”.

Dette var et mere sigende bevis bevisende hvordan anti-kapitalistiske Hitler var. Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er det faktum, at han nationaliserede flere ting, end han nogensinde privatiserede. Han nationaliserede banker, radio, aviser, bilindustrien, kirker, uddannelse og sundhedspleje og meget mere, men hvis ikke dette var nok, er der den mest forløjede påstand, den største myte vi oftest hører, at Hitler forkastede fagforeningerne. Se på følgende socialistiske citater fra adskillige medlemmer af det nazistiske parti:

”Konceptet af personlig frihed for individet som modsætning til myndighed hos staten måtte forsvinde; den kan ikke forliges med princippet af det nationalistiske Rige. Der findes ikke nogen individets personlige friheder, der falder uden for statens område, og som må respekteres af staten. Medlemmet af folket, organisk forbundet med hele samfundet, har erstattet det isolerede individ; denne er inkluderet i totaliteten af det politiske folk, og trækkes ind i den kollektive handling. Der kan ikke længere være noget spørgsmål om en privat sfære, fri for statens indflydelse, der er hellig og urørlig over for den politiske enhed. Konstitutionen af det nationalistiske Rige er derfor ikke baseret på et system af medfødte og umistelige rettigheder hos individet”.

- Ernst Rudolf Huber, officiel talsmand for Det Tyske National Socialistiske Arbejder Parti i 1939

”Den fælles interesse før selvinteressen”.

- Programmet for Det Tyske National Socialistiske Arbejder Parti, punkt 24, i 1920

”Vi må i den forstand i vort folk opildne det énstemmige ønske om magt, sammen med beslutsomheden om ikke alene at ofre liv og ejendom, men også private synspunkter og præferencer, på patriotismens alter, i interessen af den fælles velfærd”.

- Friedrich von Bernhardi i 1912

”Arbejderen i en kapitalistisk stat – og dette er dennes største ulykke – er ikke længere et menneske, en skaber, en producent. Denne er blevet en maskine. Et tal, et tandhjul i maskinen uden mening eller forståelse. Denne er fremmedgjort fra, hvad denne producerer”.

- Joseph Goebbels i 1932 fra en pamflet

”Privat ejendom, som opfattet under den liberalistisk økonomiske orden … repræsenterede retten hos individet til at administrere og spekulere i arvet eller erhvervet ejendom, som denne lystede, uden hensyntagen til de almindelige interesser … Socialisme i Tyskland måtte overvinde dette ”private”, altså ubegrænsede og uansvarlige syn på ejendom. Al ejendom er fælles ejendom. Ejeren er bundet af folket og Riget med ansvarlig administration af sine goder. Dennes juridiske position er kun retfærdiggjort, når denne tilfredsstiller dette ansvar over for samfundet”.

- Ernst Rudolf Huber, officiel talsmand for nazistpartiet i 1939

Nazistpartiet af Hitler imod Kapitalisme:

”Vi National Socialister i Tyskland har erkendt, at international solidaritet ikke frigør folk fra båndene af international kapital, men den nationale organiserede kraft … Det Tyske National Socialistiske Arbejder Parti beder jer alle komme … til en GIGANTISK DEMONSTRATION imod det fortsatte snyderi af vort folk fra jødiske agenter af den internationale kapital på børserne i verden”.

- Nazistisk plakat fra 1921

”Det er ikke for at redde Kapitalisme, at vi kæmper i Rusland … Det er for vores egen revolution … Hvis Europa igen skulle blive Europa af bankfolkene, af fedt korrupt borgerskab … burde vi foretrække, at Kommunisme vandt, og ødelagde det hele. Vi vil hellere have det hele sprængt i luften end se denne pryd af råddenskab. Europa kæmper i Rusland, fordi det (fascistiske Europa) er socialistisk … hvad der interesserer os mest i krigen, er revolutionen der følger efter … Krigen kan ikke ende uden triumfen af socialistisk revolution”.

- Leon Degrelle, ledende nationalsocialistisk figur, talende på vegne af det nazistiske Schutzstaffel i det besatte Paris i 1943

”Vi vil gøre, hvad vi har lyst til med borgerskabet … Vi giver dem ordrer; de gør, hvad de får besked på. Enhver modstand vil blive slået hensynsløst ned”.

- Adolph Hitler i 1931

”Det var ikke intellektuelle, der gav mig modet til at indlede denne gigantiske opgave, men dette siger jeg, jeg fandt kun dette mod, fordi jeg mødt to klasser, landmænd og den tyske arbejder. Måske findes der nogen her, der ikke kan tilgive mig, at jeg udryddede Det Marxistiske Parti, men min ven, jeg udryddede også de andre partier” – Adolph Hitler

I 1920´erne og 1930´erne sluttede kommunister i Tyskland sig til nazisternes rækker, når kommunisterne klarede sig dårligt på den internationale scene; når det modsatte skete, sluttede nazister sig til Det Kommunistiske Parti. Folk observerende dette fænomen sagde, at nazisterne var som en bøf: brun på ydersiden og rød på indersiden.

Få år senere kom Hitler med en erklæring om, at han havde fortrudt brugen af ordet ”socialist” i partiets navn. Han sagde, at han foretrak frasen ”socialt revolutionær”, der havde stærkere marxistiske overtoner. Faktisk var den røde baggrund brugt i nazisternes flag den samme symbolske farve på blod i Kommunisme og Socialisme. I sin bog Mein Kampf talte Hitler om at bruge billedsprog og symboler til at ramme ligesindede socialister og kommunister, og som det viste sig, selv brugen af det ældgamle symbol hagekors af Hitler gik forud for hans bevægelse. Kort efter Første Verdenskrig bar nogle tropper i Sovjet Unionen mærker på skulderen med det nazistisk lignende hagekors af Sovjet Unionen. Selvom hagekorset er en oldtidens symbol fra Indien, synes det som om, at mange afarter af socialister fandt dette billedsprog appellerende.

Hitler havde tydeligvis sympati for Marxisme, dog et slags forhold af had og kærlighed. Efter at have tjent i Første Verdenskrig blev bataljonen med Hitler eksempelvis fra 1918 til 1919 optaget af den Bayerske Sovjet Republik, hvor han blev valgt til stillingen som vicerepræsentant for bataljonen. I den tid var han udtrykkelig i sin indstilling af modstand mod monarkiet og fortaler for et klasseløst samfund. Han deltog endog i begravelsen af kommunisten Kurt Eisner, og blev set bære et sort sørgebind på den ene arm og et rødt kommunistisk armbånd på den anden arm. I 1931 sagde han: ”Da jeg var en arbejder, beskæftigede jeg mig med socialistisk, eller om man synes, marxistisk litteratur”.

Hitler indrømmede, at forskellene med kommunisterne var mindre ideologiske end taktiske. Han fortalte engang til den konservativt revolutionære Hermann Rauschning, at kommunister i Tyskland var ineffektive, og at han ville ”sætte i praksis hvad disse krejlere og skribenter frygtsomt havde begyndt”, og så indrømmede han, at al ”National Socialisme var baseret på Marx”.

Hitler havde ytret lignende synspunkter over for generalmajor og betroede, Otto Wagener, der ikke blev offentliggjort før seks år efter, at Wagener i 1971 afgik ved døden. Forfattet efter krigen i en britisk lejr for krigsfanger afslørede erindringerne af Wagener, at ”Hitler var en uortodoks marxist, der kendte sine kilder, og vidste, hvor uortodoks måde han håndterede dem på, var. Han var en socialistisk afviger. Hans program var på samme tid nostalgisk og radikalt”. Hitler fortalte Wagener, at han ville handle på, hvad kommunisterne ikke havde formået at opnå, sigende: ”Hvad Marxisme, Leninisme og Stalinisme ikke havde formået at opnå, vil vi blive i en position til at opnå”.

I 1932 proklamerede Joseph Goebbels nazistpartiet for ”arbejdernes parti”, ”på arbejdets side og imod finans”. I sine år som studerende beskrev han kort sig selv som et tysk kommunist, der var enig i teksterne fra Karl Marx, inden han sluttede sig til Det National Socialistiske Parti.

Goebbels lagde ikke skjul på, hvad Socialisme betød. ”At være en socialist”, skrev Goebbels, ”er at underkaste sig Jeg til Dem; Socialisme er at ofre individet for helet”. Da han engang blev spurgt om indstillingen hos National Socialisme, svarede Goebbels: ”Det Tyske National Socialistiske Arbejder Parti er venstrefløjen i Tyskland. Vi afskyr borgerlig nationalisme”.

Ifølge Goebbels modsatte nationalsocialister sig jøder, fordi de blev anset for værende udnyttere og kapitalister. I 1932 skrev Goebbels: ”Som socialister er vi modstandere af jøder, fordi vi i hebræerne ser legemliggørelsen af Kapitalisme, misbruget af goderne i nationen”. Måske er dette den eneste årsag til, hvorfor Hitler priste Stalin for at rense Kommunist Partiet for sine jødiske ledere.

En ophedet debat i de tidlige dage af nazisternes lederskab drejede sig om, hvad der var mest vigtigt – Socialisme eller Nationalisme. Mere konservative elementer i partiet understregede Nationalisme. Goebbels forsvarede fuldbyrdet Socialisme, og proklamerede sit had til, hvad han kaldte det ”højreorienterede borgerskab” og ”pengesvinene af kapitalistisk demokrati”, og for at underbygge sin sag offentliggjorde han i 1925 et åbent brev til ”Mine Venner på Venstrefløjen”, hvor han opfordrede til en alliance mellem socialister og nazistiske ledere imod hovedfjenden – kapitalisterne. ”I og os”, skrev han, ”vi bekæmper hinanden, selv om vi i virkeligheden ikke er fjender”.

For at vise sine anti-kapitalistiske farver hævdede Goebbels i sin dagbog, at hvis hans eneste valg var mellem Bolsjevisme og Kapitalisme ”ville det være bedre for os at gå ned med Bolsjevisme end at leve i et evigt slaveri under Kapitalisme”. Rapporterende om et optøjer i Berlin citerede The New York Times Goebbels for at sige: ”Lenin er den største mand, næst efter Hitler, og forskellen mellem Kommunisme og overbevisningen hos Hitler er meget lille”.

I sine erindringer vurderede Adolf Eichmann, en af de store organisatorer af Holocaust, at ”Mine politiske sympatier hældte i retning af venstrefløjen”, og understregede præcis lige så meget socialistiske aspekter som nationalistiske aspekter. Han tilføjede, at han anså Nazisme og Kommunisme for værende ”tilsyneladende søskende”.

Den største hindring mellem Hitler og Marxisme var over betydningen af race, antydende at de ellers stod hinanden nær. Uden emnet race, sagde Hitler, ”ville National Socialisme i virkeligheden ikke gøre andet end at konkurrere med Marxisme på sit eget territorium”. For Hitler var fædreland og race alt, Den Hellige Gral af hans sag. Han havde ingen kærlighed til Internationalisme uden sjæl, særligt efter at Lenin sagde, at proletariatet ikke krævede et fædreland.

Læggende sin tro i socialistisk racemæssighed erklærede Hitler: ”Hvis vi er socialister, så må vi afgjort være anti-Semitter”, forklarede Hitler under en tale til partiet i august 1920 i München. ”Hvordan kan man som en socialist ikke være en anti-Semit?”.

Hitler krydrede sine diskussioner med bitter foragt for, hvad han kaldte ”degenererede borgerskabets politikere”. I private samtaler tilbød Hitler referencer til borgerskabets kapitalister som ”kujonagtige skiderikker”.

Under et fortroligt interview i 1931 til en indflydelsesrig redaktør af en avis støttende forretninger sagde Hitler: ”Jeg vil have, at alle skal beholde, hvad de tjent under princippet, at samfundets gode har forret over for individet. Men staten skulle bevare styringen; enhver ejer skulle føle sig som en agent af staten … Det Tredje Rige vil altid bevare retten til at styre ejere af ejendom”.

Den økonomiske rådgiver for Adolph Hitler, Otto Wagener, forelagde sin sag, sigende at folk i sidste instans ville ”finde og rejse vejen fra Individualisme til Socialisme uden revolution”.

Hitler var stolt af sin viden om marxistiske tekster erhvervet i sine studenterdage før Første Verdenskrig og senere i fængsel i Bayern i 1924 efter det fejlslagne statskup i München. ”Problemet med Weimar republikkens politikere”, fortalte han Otto Wagener omkring dette tidspunkt, ”er, at de aldrig så meget som har læst Marx”, antydende at ingen der ikke havde så meget som læst Marx, så meget som kunne begynde at forstå den moderne verden; ”Som konsekvens heraf”, fortsatte han, ”forestillede de sig, at Oktober Revolutionen i 1917 havde været ”en privat russisk affære”, da den faktisk havde ændret hele verdenshistoriens forløb!” Hans uoverensstemmelser med kommunisterne, forklarede han, var mere taktiske end ideologiske. Tyske kommunister han havde kendt, før han kom til verden, fortalte han Hermann Rausching, troede at politik handlede om tale og skrift. De var kun skriverkarle, hvorimod ”Jeg har sat handling bag, hvad disse dørsælgere og skribenter forskræmt begyndte”, tilføjende afslørende, at ”alt i National Socialisme er baseret på Marx”.

”Der kunne findes en National Socialisme”. Dette skulle angiveligt være, hvad han havde sagt til sin fælle nazisten Otto Wagener i de tidlige 1930´ere. ”Fremtidens socialisme ville ligge i ”folkets fællesskab”, ikke i internationalismen”, erklærede han, og hans opgave var at ”konvertere det tyske folk til Socialisme uden direkte at udrydde de gamle individualister”, betydende entreprenørerne og administrative klasser efterladt af liberalismen. De skulle bruges, ikke udryddes. Staten kunne trods alt styre uden at eje. Vejledt af et enkelt parti kunne økonomien planlægges og styres uden at afsætte de ejende klasser.

Erkendelse af virkeligheden var afgørende. At udrydde, som den russiske borgerkrig nylig havde vist, ville trods alt blot betyde, at tyskere sloges mod tyskere, og Hitler mente, at der fandtes en lettere og mere effektiv vej. Der kunne eksistere Socialisme uden borgerkrig.

Påstanden om at Hitler ikke kunne have været socialist, da han advokerede for, og praktiserede folkemord, antyder en monumental fejl i den historiske hukommelse. Kun socialisterne på det tidspunkt advokerede for, og praktiserede, folkemord; i det mindste i Europa, og fra de første år af sin politiske karriere, var Hitler med stolthed bevidst om dette faktum. Adresserende sit eget parti, National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei, i august 1920, erklærede han sin tro på den racemæssige Socialisme: ”Hvis vi er socialister, så må vi afgjort også være anti-semitter – og det modsatte, i dette tilfælde, er Materialisme og Mammonisme, som vi søger at modsætte os”. Der faldt et stort bifald. Hitler fortsatte: ”Hvordan kan man som socialist ikke være anti-semit?”. Pointen blev bredt forstået, og det er bemærkelsesværdigt, at ingen tysk socialist i 1930´erne eller tidligere nogensinde søgte at benægte retten hos Hitler til at kalde sig selv socialist grundet racepolitikken. I en tid da socialistisk tradition for racehygiejne var familiær, ville det have lydt absurd. Traditionen var, hvad mere er, unik. I det europæiske århundrede der begyndte i 1840´erne, fra artiklen af Engels i 1849 frem til døden af Hitler, kaldte enhver der advokerede for folkemord sig selv socialist, og der er ingen undtagelser fundet for dette.

”Socialisme”, fortalte Hitler til Wagener kort før han tog magten, ”var ikke en nylig opfindelse af den menneskelige ånd”, og da han læste Det Nye Testamente, blev kan ofte erindret om socialismen i ordene fra Jesus. Problemet var, at lange tiders Kristendom havde fejlet at handle på mesterens lære. ”Maria og Maria Magdalene”, fortsatte Hitler i en overraskende fabuleren, ”havde fundet en tom grav, og det ville være National Socialismens opgave endeligt at give krop til ordene af en stor lærer: ”Vi er de første til at fremdrage disse lærer”. ”Jøden”, fortalte Hitler til Wagener, ”var ikke socialist, og den Jesus de korsfæstede, var den sande skaber af socialistisk frelse”. Hvad kommunisterne angår, så modsatte han sig dem, da de ikke på sovjetisk manér skabte andet end blot horder uden individuelt liv, og hans eget ideal var ”nationernes Socialisme” mere end den internationale Socialisme af Marx og Lenin. ”Tidens eneste problem”, fortalte han Wagener, ”var at frigøre arbejde og erstatte kapitalens magt over arbejderne med arbejdernes magt over kapitalen”.

Hagekorset var også et socialistisk symbol længe før Hitler blev indflydelsesrig. Socialister før krigen (inklusive nogle amerikanske socialister) brugte det på grund af de to arme der repræsenterer to sammenflettede bogstaver af ”S” (S for Socialist). Så endog symbolismen hos Hitler var venstreorienteret.

Han gav dog symbolet sin egen drejning, da han sagde: ”Als nationale Sozialisten sehen wir in unsere Flagge unser Programm. Im Rot sehen wir den sozialen Gedanken der Bewegung, im Weiss den nationalistischen, im Hagenkreuz die Mission des Kampfes für den Sieg des arischen Menschen und zugleich mit ihm auch den Sieg des Gedankens der schaffenden Arbeit”. (Som national socialister ser vi i vort flag vort program. I det røde ser vi bevægelsens sociale tanker, i det hvide de nationalistiske, i hagekorset missionens kamp for det ariske menneskes sejr, og samtidig sejren for konceptet om det skabende arbejde).

På tysk begynder ikke blot ordet ”Socialisme” med ”S”, men også ordet ”Sejr” begynder med ”S”. Så han sagde, at de to bogstaver ”S” i hagekorset også stod for det ariske menneskes sejr, og for idéen om at ”arbejderen” var en kreativ kraft: med andre ord igen Nationalisme plus Socialisme.

”Som tingene ser ud i dag kan fagforeningerne efter min mening ikke undværes. Tværtimod. De er blandt de vigtigste institutioner i nationens økonomiske liv. Deres betydning ligger ikke alene på det sociale og politiske område, men endnu mere i det almindelige område af national politik. Et folk vis brede masser gennem en sund fagforeningsbevægelse opnår tilfredsstillelsen af deres livsbehov og på samme tid en uddannelse, vil blive formidabelt styrket i sin modstandskraft i kampen for eksistens”. Dette kunne meget vel være en tilfældig af dagens venstreorienteret talere, men det er faktisk et lille udpluk fra kapitel 12 af Mein Kampf, hvori Hitler strækker sig langt i understregningen af vigtigheden af fagforeninger. Associeringen fagforeninger og venstrefløjen imellem er selvfølgelig historisk, og som venstreorienteret gjorde Hitler sig store bestræbelser på at hverve fagforeninger som støtter til hans parti.

Fagforeninger blev forbudt opfattende dem som konkurrenter til arbejdernes loyalitet, altså af præcis samme årsag, at arbejderes paradiser som det kommunistiske Kina og Sovjet Rusland forbød fagforeninger. For nazisterne tog staten vare for arbejdernes behov Alle tyskere skulle i 1933 slå sig sammen med Deutsche Arbeitsfront. Strejker for højere lønninger blev forbudt. Folk der nægtede at arbejde, blev fængslet. Med fald i inflationen forøgedes købekraften og lønningerne faldt faktisk. De forbød også lock-outs for industrier. Ingen omvendte strejker for dem heller.

Nazisterne optog alle midler for at holde alle sociale afvigere og kriminelle elementer ude af deres land eller bringe dem ind i fællesskabet ved at give dem jobs. For at tilskynde en fredeligt livsstil forbød Hitler generalstrejker i byers gader. Efter alle historikeres beretninger var det i nazisternes periode sikkert at gå på gaderne om natten, og folk var langt fra opfattelsen af nogen form for røveri, tyveri, ildspåsættelse, plyndring eller mord. Fredsbrydere blev sendt i koncentrationslejre, og blev alvorligt straffet.

Lad os se på dette politiske program i tiden for Hitler. Tag denne beskrivelse af et politisk program:

”En erklæring af krig mod den orden af ting der eksisterer, mod tingenes tilstand af eksistens, med andre ord, mod verdens struktur i sin nuværende eksistens”.

Denne beskrivelse af en politisk bevægelse havende en ”revolutionær kreativ vilje” der ”ikke havde noget bestemt mål, ingen vedholdenhed, kun uendelige forandringer”.

Nu dette politiske manifest:

09. Alle borgere i staten skal have lige rettigheder og lige pligter.

10. Borgerens første pligt må være at arbejde mentalt eller fysisk. Individets aktiviteter må ikke kollidere med helhedens interesser, men må skride frem inden for rammen af fællesskabet, og være for det fælles bedste.

11. At al ikke tjent indkomst, og al indkomst der ikke stammer fra arbejde, skal afskaffes.

12. Eftersom enhver krig påfører folket frygtelige ofre mod liv og ejendom, skal al personlig profit, der stammer fra krig anses for en forbrydelse mod folket. Vi kræver derfor total konfiskering af alle krigsprofitter, værende i form at aktiver eller materiel.

13. Vi kræver nationalisering af virksomheder, der er blevet organiseret til karteller.

14. Vi kræver, at alle profitter fra salg engros skal fordeles.

15. Vi kræver omfattende udvikling af pension for gamle.

16. Vi kræver skabelsen og vedligeholdelsen af en sund middelklasse, omgående kommunalisering af store detailvirksomheder der vil blive udlejet billigt til små forretningsdrivende, og præferencer skal gives til små forretningsdrivende for provision og forsyninger behøvet af staten, provinser og kommuner.

17. Vi kræver en landreform i overensstemmelse med vore nationale krav, og vedtagelse af en lov om konfiskering af behøvet land for fælles formål fra ejere uden kompensation. Afskaffelsen af rente på ejendom, og forbud mod spekulation i land.

Hvem fremsatte dette manifest, og hvem var ansvarlig for de summerede citater før det? Var det de amerikanske demokrater, det britiske arbejderparti, de liberale canadiere eller ét eller andet europæisk socialdemokratisk parti? Nej, manifestet er et uddrag af den 25 punkters plan af National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei.

Som forfatter George Watson formulerede det i Lost Litterature of Socialism: ”Det står nu uden for nogen tvivl, at Hitler og hans associerede mente, at de var socialister, og at andre, inklusive demokratiske socialister, også mente dette”.

Den nazistiske ideolog, og rival til Hitler, Gregor Strasser formulerede det ret præcist: ”Vi er socialister. Vi er fjender, dødelig fjender, af dagens kapitalistiske system, med dets udnyttelse af de økonomisk svage, dets urimelige lønsystem, dets umoralske måde at dømme menneskers værd på i termer af deres velstand og deres penge, i stedet for deres ansvar og præstation, og vi er besluttede på at ødelægge dette system, uanset hvad der sker!”

Yderligere retfærdiggjorde Hitler, som alle andre gode socialister gør, alt hvad han gjorde i ”folkets” navn. Den nazistiske stat var, som sovjetstaten, almægtig, og nazi partiet, på god socialistisk facon, institutionerede gennemgribende overvågning af den tyske industri.

Hitler var som Marx og Engels influeret af tankerne fra Hegel, og som han indrømmede i Mein Kampf, ”studerede den socialistiske lovgivning af Bismarck i sin intention, kamp og succes”. År efter overtagelsen af Tyskland bemærkede Hitler om en gadekamp: ”… de Røde, som vi havde banket, blev vore bedste støtter… Udgjorde mit parti, på det tidspunkt jeg taler om, ikke af 90 procent venstreorienterede elementer? Jeg behøvede folk, der kunne slås”.

Nazisternes anvendelse af farven rød var stærkt forbundet med Bolsjevisme og Socialisme. ”Vi valgte efter nøje og omhyggelige overvejelser farven rød til vores plakater … for at vække deres opmærksomhed, og friste dem til at komme til vores møder … så vi på denne måde fik en mulighed for at tale med folk. ”Det nazistiske flag – et sort hagekors på en hvid cirkel i et rødt hav var udtrykkeligt målrettet at tiltrække kommunister. I det røde har vi bevægelsens sociale ide, i det hvide den nationalistiske ide, i hagekorset missionens kamp for den ariske mands sejr”.

Nazisterne lånte hele sektioner fra de kommunistiske bøger. Partimedlemmer, mænd og kvinder, blev refereret til som ”kammerater”. Hitler genkalder sig, hvordan hans appel til ”klassebevidste proletarer”, der ønskede at lange ud efter ”monarkisterne, reaktionær agitation mod proletariatets kampplads”, var succesfuld i tiltrækningen af talrige kommunister til deres møder. Nogle gange kom kommunisterne med ordrer om at smadre stedet, men de Røde nægtede ofte at gøre oprør, fordi de var gået over til den nationalsocialistiske sag. Kort sagt var kampen mellem nazisterne og kommunisterne kampen mellem to hunde, der kæmpede om det samme ben.

Opfattelsen af at Kommunisme og Nazisme er diametrale modsætninger, afviger fra den dybere sandhed, at de faktisk er åndsbeslægtede, eller som akademiker Richard Pipes har skrevet: ”Bolsjevisme og Fascisme var kættere af Socialisme. Begge ideologier er reaktionære i den forståelse, at de begge prøver at genskabe stammeimpulser. Kommunisterne hylder klasse, nazisterne hylder race og fascisterne hylder nationen. Alle sådanne ideologier, vi kan for nuværende kalde dem totalitære, tiltrækker den samme slags mennesker”.

Den 16 juni, da Hitler forberedte sine tropper til Operation Barbarossa, så Josef Goebbels frem til den nye orden, som nazisterne ville påtvinge et besejret Rusland. Der ville ingen vej tilbage være, skrev han, for hverken kapitalister eller præster eller zarer. I stedet for den nedvurderede jødiske Bolschevisme ville Wehrmacht levere ”der echte Sozialismus”: ”den ægte Socialisme”.

Ifølge socialfascismens teori ”findes der ikke nogen modsætning” mellem en venstreorienteret demokrat og en nazist, men ”supplerer” med ordene fra Stalin ”hinanden”. De er ikke modsætninger men tvillinger. Strategien bag doktrinen om socialfascisme var forfærdelig vildfaren, som teorien bag den var. Tænkningen var, at centrum ikke ville holde i vestlige demokratier, og i en konflikt mellem fascister og kommunister ville kommunisterne vinde. Det var en af årsagerne til, bortset fra det fælles synspunkt på de fleste områder, at kommunister og nazister tenderede at stemme sammen i Rigsdagen. De tyske kommunister opererede under mottoet leveret fra Moskva: ”Efter Hitler kommer vi” eller ”Først brun, så rød”.

Fastholdelsen af traditionelle familieværdier var princippet i nazisternes doktrin, fordi de troede, at der var noget særligt ved børn, ved familie og ved fællesskab. Hitler var en mester i at få fikset familien på sin sande plads. Han var bredt beundret for sin indstilling til den ”store anseelse af moderskabet”. Fattige familier blev hjulpet med finansielle incitamenter. Familiegodtgørelser, ægteskabslån og børnesubsidier blev fordelt ligeligt i ethvert segment af samfundet.

I statens bedste rundhåndethed skabte nazisterne et rendyrket venstreorienteret koncept, der skulle fremme levestandarden hos tyske borgere på tværs af alle samfundets segmenter. For at stimulere integritetens ånd, kammeratskab og lykke, pustede Adolf Hitler liv i talrige programmer, og nedsatte strenge regler for myndigheder at gennemføre dem til evig tid.

Mellem 1933 og 1938 organiserede bevægelsen Kraft Durch Freude 134.000 begivenheder med teater og koncert for 32 millioner mennesker. 2 millioner personer tog på krydstogt og weekendrejser og 11 millioner tog på teaterrejser. Nazisterne sikrede sig, at enhver borger havde en radio, havde 5 dages arbejdsuge og gratis offentlig sundhedsordning. Store fabrikker skulle tilbyde afslapningsområder, cafeterier, omklædningsrum, endog grønne områder og swimmingpools.

I et forsøg på at synkronisere kulturen på en musikalsk platform blev Reichmusikkammer grundlagt i 1933, lige efter nazisterne var kommet til magten. Dette institut blev formuleret til at promovere de legendariske værker af de største komponister – Beethoven, Mozart, Brahms, Wagner og så videre. For at bevare den rige kulturarv af oldtidens Tyskland, opfordrede den nazistiske regering unge til at optage musik som en karriere. Det er et faktum, at jazz, swing og seksuelt opfordrende musik blev forbudt. Nazisterne sikrede sig, at enhver borger havde en radio. Musik blev omfattende brugt til at indpode en fornemmelse af stolthed i den nationale arv.

Winterhilfswerk var en årlig begivenhed fra National Sozialistische Volkswohlfahrt. Det nazistiske Tyskland havde et af de største velfærdsprogrammer i historien, baseret på filosofien om, at alle tyskere burde dele en levestandard. Sloganet var ”Ingen skal sulte eller fryse”. Hitler Jugend, Bund Deutscher Mädel og højtstående nazister og almindelige borgere gik alle i gaderne for at indsamle velgørenhed for de dårligt stillede. Dette skabte en god almindelig offentlig følelse mod dem, der havde behov, og skabte en ånd af kammeratskab. Som del af bestræbelserne på at sætte samfundet over individet, blev beløbene for de enkelte indsamlere ikke rapporteret. Faktisk blev dem, der havde ”glemt” det, noteret på et stykke papir for at erindre dem om deres forsømmelse. I et tilfælde blev en tjenestemand retsforfulgt for ikke at have doneret, og hans argument om at det var frivilligt, blev afvist med den begrundelse, at det var et ekstremt syn på frihed at ignorere alle pligter, der ikke var nedskrevet som lov, og var derfor et misbrug af frihed. Nazisterne var de første til at undersøge for spritbilister. Alkoholforbrug blev ikke tilskyndet men heller ikke forbudt.

I 1933 fik nazisterne planen om selvforsyning i forbindelse med krig, AUTARKY, på plads. Industriel produktion blev ikke styret til at give mere profit, men til at skabe, hvad tyskerne ønskede. Vægten blev lagt på at producere, hvad Tyskland indtil videre måtte importere, for at gøre landet selvforsynende og gældfrit.

Tyskland var vidne til faldende fødselsrater. Depressionen bidrog til denne effekt. Man kunne ikke brødføde børn, når familierne ikke engang kunne brødføde dem selv. Fødselsraterne var faldet fra mere end to millioner børn i 1900 til mindre end 1 million i 1933. Derfor blev en lov vedtaget i 1933, der muliggjorde for gifte par at opnå rentefrie lån på minimum 1000 rigsmark, svarende til 9 måneders løn, til at etablere hjem og starte familie. For hvert barn kunne de spare 250 rigsmark, som de ikke skulle betale tilbage. Det samme system herskede i Schweiz. Vigtigheden af kvindens rolle i en nations succes som nazistpartiet troede på, kan ses af, hvad Hitler engang sagde: ”…hvad skulle der blive af den større verden, hvis der ikke fandtes nogen til at tage sig af og bekymre sig om den mindre?”. Nazistpartiet fastlagde kvinders rolle i livet til at blive kendt som de tre k´er: Kinder, Kirche og Küche. Nazisterne anså kvinder for værende dem, der bevarede stammen, vogterne af fremtidige generationer og præstinderne af hjemlig dyd.

Moderne tiders drengespejdere er baseret på Hitler Jugend. Drenge skulle gøres fysisk og psykisk stærke fra barndommen til at påtage sig offentlig velfærd. Naturen af Hitler Jugend var: camping, udendørsaktiviteter, udendørspræstationer og sport. Dette hjalp til at tiltrække ungdommen til bevægelsen Hitler Jugend. Med sine sommerlejre var ungdommen i stand til at undslippe deres normale liv og slidsomme skole. Hitler prædikede fred og lighed. Under samlingerne af Hitler Jugend sagde han: ”Og vi ønsker at I, tyske drenge og piger, skal optage alt, hvad vi ønsker for Tyskland. Vi ønsker at blive et folk og gennem jer blive dette folk. Vi ønsker et samfund med hverken kaster eller rang, og I må ikke tillade disse ideer at vokse inden i jer”.

Nazisterne troede på lighed for alle mænd og kvinder til trods for klasse, rang, race eller religion. Naziregimet insisterede på, at alle tyskere skulle deltage i fejringen af 1. maj, i det håb at det ville hjælpe med at nedbryde klassernes fjendtlighed mellem arbejdere og borgerskabet og de ultra rige. Film som Metropolis, vis budskab om lighed og rimelig behandling af enhver uanset klasse, rang, køn eller race blev understreget for at indpode en følelse af enhed. Filmen drejer sig om en kapitalistisk styret stat, hvor et flertal af mennesker undertrykkes af en rig anmassende minoritet. Masserne tvinges ind i hårdt arbejde, hvorimod den rige minoritet slapper af i behageligheder og fortrøstning med lidt eller intet arbejde bortset fra at overvåge masserne og lege utøjlet i deres skønne udsmykkede haver. Ved at indfange arbejdernes sande situation, ved at filme dem gående til og fra arbejde som fortabte droner, lemper nazisterne tilskuerne i retning af deres sag. Da Maria ankommer, og leder dem til revolte, kastende deres undertrykkende kæder, er tilskuerne med dem hele vejen, tiljublende dem. Ligeledes kropsliggør Triumf des Willens af Riefenstahl en lignende åndelig samhørighed. Disse to film bar næsten identiske budskaber om oprør mod uretfærdig undertrykkelse og lighed for alle mænd og kvinder uanset klasse, rang, race eller religion.

I 1934 begyndte Hitler på sit drømmeprojekt, at enhver tysk familie havde en bil, der kunne transportere mindst to voksne og tre børn med en maksimum hastighed af 100 kilometer i timen. Hitler begyndte at arbejde hånd i hånd med sine højeste myndighedspersoner, og lancerede til sidst sit drømmeprojekt drevet af en maskine med 25 hestekræfter. Med den bogstavelige betydning ”Folkets Bil” blev dette køretøj præsenteret som en bil, alle tyskere kunne have råd til at købe. Den var baseret på det råd fra Hitler til designeren om, at den skulle ligne en bille. Bilen var en stor succes. Den blev gjort tilgængelig for borgere i Det Tredje Rige gennem en opsparingsordning, omkring prisen for en lille motorcykel. Det blev det mest populære køretøj i verden, kendt for sin pålidelighed, stilige design og anvendelighed.

Ideen med motorvejssystemet blev givet af nazisterne, og til dato beundres de for at udbrede det netværk af veje, der uden fartbegrænsning får os steder hurtigere. Lige efter nazisternes magtovertagelse i 1933 fostrede Hitler ideen om et motorvejssystem uden vejkryds. Dette ambitiøse projekt var det bedste redskab til at udrydde arbejdsløshed og skabe mobilitet for motordrevne landstyrker. Med den nyeste teknologi blev motorvejene lavet uden et eneste hul, med glatte overflader og lette kurver. Hitler var en entusiastisk tilhænger af ideen, og pressede på for, at der skulle bygges et kæmpe netværk af veje overalt i Tyskland. Etableret som verdens første motorvejssystem var motorvejen revolutionerende, der til evig tid skulle ændre menneskers rejser. Talrige lande verden over har efterlignet systemet af Hitler. Det er det største netværk af veje i verden med veje strækkende sig til alle dele af landet. Det var nazistpartiets mål at bringe landet ind i en opfattelse af enhed, og i det store hele lykkedes det. Fly blev testet på de lange glatte lige dele af motorvejen, og hold af Grand Prix er kendte for at træne der.

Lydteknologi anvendende magnetisk bånd var en opfindelse af Det Tredje Rige. Kopieringen af tyske båndoptagere var sådan at det berømte amerikanske selskab Ampex fik sin begyndelse. Magnetisk bånd var også senere vigtigt for videobåndoptagere. De allierede havde ikke den fjerneste ide om, hvordan Aksen kunne transmittere taler og programmer med timers afstand fra forskellige lokationer og få dem til at lyde ”live”. Det var den vigtigste teknologi at erobre, efter krigen sluttede. Administrative systemer til lagring af store og komplekse udviklingsprogrammer på bånd var en anden opfindelse overført til USA, sammen med dets videnskabsmænd og projektstyrere. Disse systemer tillod tyskerne at have udviklinger undervejs i talrige kategorier og udføre dem bemærkelsesværdigt godt.

Nazisterne var meget interesseret i både film og musik som grundlæggende kulturelle søjler. Den første magnetiske båndoptagelse var af en tale af Hitler, og Goebbels pressede på for mere komplicerede måder at filme på. Propagandafilmen The Triumph of the Will, efterfølgeren til filmen Triumph of the Faith, anses for værende en af de vigtigste film i filmens historie. Instruktøren Leni Riefenstahl brugte forbløffende 30 kameraer og over 100 teknikere til at producere denne to timer lange film. Kraner og baner blev brugt, teknikker som stadig bruges i dag for at få en mere glidende bevægelse.

Den nazistiske stil i deres uniformer var lige så vovet som deres regeringsstil. Læderstøvler med tyk sål, skødesløse hatte, jakker af koskind, and spidse hatte var nogle af moderne beklædninger i nazistisk mode, såvel som dæmpede farver, ofte i grå, lys brun eller sort. Den militære organisation Panzer SS slog frygt i hjerterne på deres modstandere med sorte fodermesterkasketter, der senere blev brugt af rockere i Amerika. Doc Martens imiterer tæt de støvler, som mange officerer fra Schutzstaffel bar. Se på enhver rockgruppering, tilhænger af Industrial eller på anden måde perifer gruppe, og man vil se små spor af nazistisk mode. Den amerikanske romanforfatter Kurt Vonnegut beskrev engang stilen som værende ”lettere teatralsk”.

Derudover var grundlæggeren af Adidas, Adolf Dassler (vis kælenavn var Adi), en nazist. Han producerede under krigen sko til Wehrmacht såvel som fodtøj til amerikanske og nazistiske atleter til De Olympiske Lege i Berlin. Dette skabte national anerkendelse, da Jesse Owens vandt sprint bærende sko fra Adolf Dassler. Adidas er nu et multinationalt selskab, der forsyner atleter verden over med fodtøj og sportstilbehør. Hans bror Rudolf Dassler var den mest glødende nazist af de to brødre, og grundlagde endnu et kompetent sportsfirma Puma, og Hugo Boss var også en nazist, og var fra 1934 officiel leverandør af uniformer til SA, SS, Hitler Jugend, NSKK og andre partiorganisationer.

Moralen blandt folk var høj. Der fandtes en eufori i befolkningen og en følelse af frihed efter 15 års lænket slaveri efter Versailles Traktaten. En almindelig følelse af velbefindende og gode følelser efter års undertrykkelse blev følt af offentligheden, hvilket afspejlede sig i folkets præstationer i alle dele af livet. Under De Olympiske Lege i Berlin i 1936 toppede Tyskland med 33 guldmedaljer, 26 sølvmedaljer og 30 bronzemedaljer. USA kom efter med 24 guldmedaljer, 20 sølvmedaljer og 12 bronzemedaljer. Ceremonien med den olympiske fakkel blev indført af nazisterne.

Hitler lavede jødiske bosættelser i Palæstina gennem ”Ha´avara aftalen”. Hitler og nazisterne er også kendte som grundlæggerne af det moderne Israel ved at være de første der indledte en bosættelse i Palæstina for at opfylde 2000 års jødisk ønske og den Endelige Løsning på spørgsmålet om deres eget hjemland. Nazisterne begyndte aktivt samarbejde med jøderne og zionisterne med henblik på jødisk kontrol med Palæstina.

Cirkulære 54/1933 Rigets Finansministerium den 28 august 1933:

”For at fremme jødisk immigration til Palæstina gennem allokering af de nødvendige summer penge, uden i øvrigt at belaste Rigets valutareserver for meget, og samtidig forøge den tyske eksport til Palæstina, er der opnået en aftale med de rette jødiske myndigheder. Den er baseret på følgende betingelser …..”

Aftalen gjorde det muligt for millioner af tyskere og andre europæiske jøder at besætte og kontrollere palæstinensiske områder nu kendte som Israel, indtil krigserklæringen fra England mod Tyskland, der forhindrede allokering af yderligere ressourcer til immigration og bosættelse. Riget brugte adskillige millioner rigsmark på jødisk besættelse og bosættelse i Palæstina. Den totale sum overført fra Tyskland til Palæstina gennem Ha´avara mellem august 1933 og slutningen af 1939 var omkring 140 millioner tyske rigsmark (nu svarende til omkring 500 milliarder kroner). (W. Feilchenfeld, et al., Haavara-Transfer, side 75.; ”Haavara” Encyclopaedia Judaica, (1971), vol. 7, side 1013).

En mindesmønt om det tysk jødiske samarbejde havde på den ene side et hagekors og på den anden side den jødiske Davidsstjerne, der nu også ses på det nationale israelske flag. Skibene der transporterede jøder til besættelse og kontrol af Palæstina, bar deres navne på hebraisk, og et hagekors viftede fra masten.

V2 raketten, bedre kendt som A4, er anerkendt som værende den første ikke bemandede artefakt, såvel som værende verdens første langtrækkende ballistiske krigsmissil. Denne raket indeholdt et antal teknologiske nøgleopfindelser, som stadig bruges i rumprogrammerne i USA og det tidligere Sovjet Unionen. Hitler navngav raketten ”Vergeltungswaffe 2”, da den med sit styringssystem og transmissionssystem var udviklet til at udrydde et område på størrelse med en by. Manden der opfandt raketter, som vi kender dem i dag, Werner Von Braun, var medlem af nazistpartiet og officer i Schutzstaffel. Han hjalp Tyskland og USA både under og efter Anden Verdenskrig i deres brug af raketter, og blev i sidste instans amerikansk statsborger. Til trods for at han på mange områder var pioner, inklusive inden for installation af raketter på fly med flydende brændstof og rum til jord missiler, er han bedst kendt for sine resultater hos NASA. Hans største præstation var uden tvivl hans udvikling af raketten Saturn V, der i juli 1969 hjalp til med, at mennesket endeligt kunne stå på Månen. Von Braun åbnede officielt gennem sine innovative opfindelser porten til rumrejser.

I 1938 opdagede to tyske videnskabsmænd, Otto Hahn og Fritz Strassmann, der arbejdede for Kaiser Wilhelm Institut i Berlin, at når de bombarderede uran med neutroner, så kunne de dele uranatomerne i to dele, hvilket frigav energi og flere neutroner (en proces kaldet fission). Nazistiske videnskabsmænd vidste derfor, hvordan man skabte energiproducerende fissionskædereaktioner, i takt med at neutroner fra et delt atom gennempløjede omgivende atomer, dermed også delende disse atomer.

Ifølge Skorzeny var Hitler så tidligt som i 1940 imod atombomben ”for ikke at konvertere denne planet til et flammeomspændt interstellart objekt”. Sabotageaktionen i Norge ”skadede kapaciteten af produktionen af tungt vand, og transporten af tungt vand blev forsinket”. Han diskuterede åbenlyst emnet med Hitler. Hitler, der havde læst en artikel af Heisenberg, sagde: ”Virkningen ville være forfærdelig…” Alle former for liv, ikke blot menneskeligt liv, men også dyr og planter ville blive udryddet i hundredvis af år i en radius af 40 kilometer ….. Ingen nation, ingen gruppe af civiliserede mennesker kunne bevidst bære dette ansvar. Fra angreb til modangreb ville menneskeheden udrydde sig selv”.

Jord-til-jord, luft-til-luft, luft-til-jord, jord-til-luft, skib-til-skib og så videre anvendende linestyring, fjernsynsstyring og infrarød styring. De fleste af disse missiler var ikke fuldt udviklede, men deres arbejde skabte senere en masse penge for selskaber som Boeing, Raytheon, Hughes Aircraft, North American Aviation og så videre. Alle disse selskaber havde deres tyske ”videnskabschef” i front for forskningen og udvikling.

På blot fem år blev Tyskland den mest magtfulde stat i verden. Den 3 september 1939 erklærede England og Frankrig krig ved at angribe Tyskland. Frankrig blev overmandet på to uger, og England bad USA om hjælp. Det krævede den samlede styrke fra mere end 50 nationer, inklusive Rusland, USA, Frankrig og Kina for at besejre et land på størrelse med Texas, alene af den årsag at de samlet havde langt flere ressourcer end Tyskland. Forholdet antallet af nazistiske soldater og allierede soldater imellem var 1 til 97.

Computeren blev opfundet af Konrad Zuse i 1941

Efter Fritz Todt´s død opfandt nazisterne den sorte boks til fly

Jetflyet blev opfundet af Heinkel Flugzeugwerke i 1939

Nazisterne opfandt den første effektive automatiske riffel

Stealth teknologi blev opfundet af brødrene Horton under Riget

Wankel motoren blev opfundet under Riget

Infrarød teknologi blev opfundet under Riget

Det moderne kloaksystem blev opfundet under Riget

Nazisterne perfektionerede fjernsyn og sendte den første udsendelse

Nazisterne var det første til at bruge geophonen til seismiske registreringer af lokationen af artilleri

Nazisterne opfandt Railgun

Fischer-Tropsch processen til produktion af syntetisk brændsel, der blev anvendt af de tyske styrker under Anden Verdenskrig blev opfundet under Riget

Nazisterne udførte omfattende arbejde vedrørende karcinogenese

Lægerne dokumenterede farerne ved asbest, og i 1943 blev Tyskland den første nation til at anerkende lungekræft og mesotheliom forårsaget af inhalering af asbest som kompenserbare arbejdsrelaterede sygdomme.

Nazisterne opfandt den oppustelige sexdukke

Dr. Rudolf Chargeheimer, en læge udpeget af Himmler til at hjælpe med at udvikle prototypen, skrev, at ”formålet med dukkerne er at forløse vore soldater. De skal kæmpe og ikke mænge sig med ”fremmede kvinder”.

Nazisterne opfandt det medicinske opiat methadon. Derudover opfandt nazisterne også den stærke smertestiller pethidin. Det meste af det vi ved om hypotermia stammer fra nazisterne. Madlavning med mikrobølger stammer fra nazisterne.

For at dagens vestlige samfund i almindelighed har kunnet kalde dem selv udviklede, har de vestlige samfund måtte optage så megen nazistisk teknologi og sociale kontrolmekanismer, som de overhovedet har kunnet få fingre i. Vi opfandt ikke disse ting, og vi arbejdede ikke på dem på samme tid. Vi stjal dem i stor stil fra nazisterne. I alt blev omkring 300.000 patenter og rettigheder under Operation Paperclip af de allierede eksproprieret efter 1945.

Hitler: ”Es gibt kein Sozialismus, der nicht aufgeht im eigenen Volk” - ”Der findes ingen anden Socialisme, end den der stiger frem fra sit eget folk”.

Forfatter Gertrude Stein insisterede i 1937 på, at den kandidat der fortjente Nobels Fredspris mest, var Adolph Hitler.

Nyligt opdagede dokumenter viser, at Hitler kun sluttede sig til det nazistiske parti, efter at være blevet afvist hos sit første valg, Deutschsozialistische Partei.

En historiker fra Tyskland ved University of Aberdeen i Scotland har fundet et 98 år gammelt dokument, der afslører detaljerne af den tidlige politiske karriere af Adolf Hitler kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Thomas Weber, en professor i historie ved University of Aberdeen, født i Tyskland, har for nylig opdaget skriftligt vidnesbyrd fra 1919, der antyder, at den fremtidige nazistiske leder faktisk foretrak Deutschsozialistische Partei, og kun nøjedes med Nazionalsocialistische Deutsche Arbeiterpartei efter at være blevet afvist af Deutschsozialistische Partei.

Deutschsozialistische Partei, der som Nazionalsocialistische Deutsche Arbeiterpartei var stærkt nationalistisk, var større og mere indflydelsesrigt i det umiddelbare efterspil af Første Verdenskrig.

Omtalte dokument – baseret på vidnesbyrd fra grundlægger af Deutschsozialistische Partei, Hans Georg Grassinger, beskrev forsøget fra Hitler i 1919 at slutte sig til partiet.

”I efteråret af 1919, omkring september, dukkede Hitler op kontoret af forlaget for at møde Grassinger, og tilbød at skrive for avisen og deltage i arbejdet for Deutschsozialistische Partei. Han havde på dette tidspunkt ingen penge, så han spurgte også Grassinger, om han kunne låne nogle penge. Men de fortalte ham, at de ikke kunne bruge ham på avisen, og at de heller ikke ville have ham i partiet”.

Var Hitler blevet accepteret af Deutschsozialistische Partei, siger Weber, kunne historien have set meget anderledes ud.

Weber bemærkede, at forud for sine oplevelser i Nazionalsocialistische Deutsche Arbeiterpartei havde Hitler ikke vist nogen stærk interesse i lederskab, og ville ”have været usandsynlig nogensinde at komme til magt”, sagde Weber ifølge The Guardian.

”Indtil et år tidligere havde han ikke vist nogen kvaliteter af lederskab, og havde været tilfreds med at følge ordrer frem for at give ordrer”.

Dokumentet udfylder et vigtigt hul i historikeres forståelse af den politiske karriere af Hitler, sagde Weber, tilføjende at dette hjalp med at forklare hans senere besættelse af Nazionalsocialistische Deutsche Arbeiterpartei i 1920´erne.

Dette er en historie, der aldrig tidligere er blevet afdækket. Den forklarer endegyldigt hans besatte adfærd de næste få år i forhold til Nazionalsocialistische Deutsche Arbeiterpartei”.

I de tidlige 1920´ere ødelagde Hitler alle bestræbelser på at lægge Nazionalsocialistische Deutsche Arbeiterpartei og Deutschsozialistische Partei sammen – en tilsyneladende uforklarlig beslutning.

”Havde det ikke været for den stædige nægtelse hos Hitler at gøre dette – på et tidspunkt meldte han sig endog ud af partiet af denne årsag – ville nazistpartiet være blevet optaget af Deutschsozialistische Partei, og ville dermed have været forsvundet, og historien ville have taget en anden kurs”.

”Med afvisningen hos Hitler af partiet, giver adfærden hos Hitler på dette tidspunkt – som ingen tidligere overbevisende kunne forklare – endelig mening”.

0 Kommentarer

Log ind for at kommentere