Mindre hær af nyansatte skal tjekke coronapas - hos blot én kæde

Torsdag kan fitnesscentre genåbne, men det sker ikke uden at det medfører store udgifter til deres arbejdsgiver.

Lars Bjørknæs,

04/05/2021

Når landets fitnesscentre torsdag igen kan slå dørene op, er en af betingelserne, at der skal tjekkes coronapas hos kunderne.

Det har fået Fitness World til at hyre knap 500 personer, der skal hjælpe med arbejdet. Det fortæller administrerende direktør Morten Bentzen.

Fitnesskæden, der har omkring 180 centre i Danmark, har omkring 4500 ansatte. Det stiger altså i en periode med mere end ti procent.

- Det var ikke noget, vi lige selv kunne håndtere, siger direktøren, der glæder sig til igen at kunne byde kunderne indenfor:

- Det er en glædens dag. Det er en dag, vi har ventet på - både som organisation og medarbejderne, men jeg håber også, at de mange medlemmer har glædet sig, lyder det.

Det er en genåbningsaftale, der blev indgået natten til tirsdag, som betyder, at fitnesscentrene fra torsdag kan genåbne.

Kilde: /ritzau/