Borgmester gik frivilligt i utide: Scorede gyldent håndtryk med sig ud af døren – på trods af nyt direktørjob

Oplysningerne om hvad skatteyderne måtte betale i fratrædelsesgodtgørelse til Eik Dahl Bidstrup, var tydeligvis ikke noget, Dragør Kommune havde den store lyst til at oplyse om.

Lars Bjørknæs,

25/06/2021

I begyndelsen af juni, var der store skiftedag på borgmesterkontoret hos Dragør Kommune. Det skyldtes at den hidtidige borgmester, Eik Dahl Bidstrup, frivilligt forlod posten som kommunens førstemand. Det efter at Venstrepolitikeren havde sikret sig et nyt job, da han nu ansat hos KRIFA, hvor han har rang af formand.

Et af de store spørgsmål i forbindelse med Eik Dahl Bidstrups afgang fra lokalpolitik, var om han ville kræve at få udbetalt et eftervederlag. Således har det fremgået af aktindsigter 180grader.dk tidligere har fået adgang til, at Krifas nyvalgte formand ikke ville afgøre dette, før han endeligt havde lagt borgmesterkæden fra sig.

I forbindelse med Eik Dahl Bidstrups afskedsreception i slutningen af maj, begærede vi fra 180grader.dk oplyst, om den nu tidligere lokalpolitiker havde krævet at få udbetalt sit gyldne håndtryk. En oplysning som det i dén grad tog sin tid at få oplyst, for på trods af et udgangspunkt om at oplysninger af denne type skal fremsendes indenfor 7 arbejdsdage, tog det omkring en måned at få Dragør Kommune til at fremsende oplysningerne. Hvilket endda krævede, at der skete indgivelse af klage over kommunen til Ankestyrelsen over tilsidesættelsen af lovgivningens regler.

Tidligere på ugen oplyste kommunen så, at Eik Dahl Bidstrup havde fået udbetalt et gyldent håndtryk i forbindelse med sin afgang. I en e-mail forklarer kommunen opgørelsen på denne måde:

- Jeg kan oplyse, at Eik får udbetalt eftervederlag efter § 20 i Vederlagsbekendtgørelsen. Hvori det står beskrevet at eftervederlag til en borgmester ydes med et beløb, der for hvert påbegyndt hele år, borgmesterens sammenhængende funktionstid har varet, svarer til 1½ gange det sidst ydede månedlige borgmestervederlag, dog højst svarende til 12 gange det sidst ydede månedlige vederlag. Eik har fungeret som Borgmester i 7 hele år, så eftervederlaget beregnes til 7 x 1,5 vederlag, i alt 10,5. Som udbetales med 6 vederlag efter ophør og et vederlag de efterfølgende måneder juli, august, september og oktober, hvor der udbetales 1,5 vederlag.

Derved nåede man fra kommunens side frem til, at skatteyderne har skullet op med omkring 3/4 million kroner til den tidligere borgmester, uanset at han havde sikret sig et nyt topjob:

- Størrelsen på eftervederlaget er beregnet til at udgøre 774.346,96 kroner.