Venstrefløjens ideologiske korstog mod vaccinepas

I Danmark ruller vaccinationen for fuld udblæsning og de skærpede restriktionerne er forlænget indtil 7. februar. Med et vaccinepas kan vi åbne samfundet hurtigere op og give en tiltrængt gulerod til de allerede vaccinerede – primært ældre plejehjemsbeboere, svage og kritisk sundhedspersonale – ved at give dem noget af livet tilbage fra før Coronakrisen. Venstrefløjen er begyndt et ideologisk korstog imod vaccinepas.

August Stengaard,

16/01/2021

Danmarks vaccineprogram er i fuld gang, hvor mere end 2,5 danskere pr. 100 indbyggere har fået første vaccinestik. Danmark er det europæiske land med flest vaccinerede pr. Indbyggere. Samtidig har den socialdemokratiske regering forlænget restriktionerne, og holder dermed en hel detailhandel, som uskyldigt gidsel i Coronabekæmpelsen. Derfor er debatten om såkaldte vaccinepas blusset op.  

Debatten har virket som en fremkaldervæske for Enhedslistens formynderiske og lighedsmaniske politik. Partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund er modstander af vaccinepas, fordi det vil skabe et A- og B-hold i samfundet. Logikken ”Hvad ikke alle kan få, må ingen få” gør sig gældende. Dermed nægter Enhedslisten  - og sammen med dem SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre – at give vores ældre, svage medborgere og kritisk sundhedspersonale bare lidt af deres liv tilbage. Lighedslogikken overdrives, når man er så forhippet på ikke at give vaccinerede muligheden for sundhedsforsvarligt at mødes, så er iveren for at beholde restriktionernes jerngreb uhørt. 

Der er endda intet sundhedsfagligt belæg for venstrefløjens modstand mod vaccinepasset – det er ren ideologi for dem. Ekspert i virale sygdomme og professor på Aarhus Universitet Rune Hartmann fortæller til BT, at der intet sundhedsfagligt belæg er for at lade vaccinerede blive derhjemme. Man kan spørge sig selv: Hvorfor skulle vi i huj og hast få vaccinen udviklet og vaccineret 2,5 % af befolkningen på ingen tid, hvis vi stadig skal lukke alle restauranter, detailhandler, kultursteder, sportsarrangementer og barer? 

Svaret syner, at venstrefløjen sætter ideologi over folkesundhed og erhvervslivet. Modstanden mod vaccinepasset gør, at erhvervslivet stadig er lukket fuldstændig ned. Ingen detailhandel. Ingen kulturoplevelser. Forsamlingsforbud på 5 personer. Venstrefløjens ideologiske korstog mod vaccinepasset er ikke med til at øge tilbøjeligheden til, at hver enkelt dansker lader sig vaccinere – og det vil være farligt for folkesundheden og i sidste ende kunne koste menneskeliv. 

Som ung og rask vil intet glæde mig mere end at se ældre, svage medborgere og vores kritiske sundhedspersonale få noget af livet tilbage – selvom jeg først vil kunne se frem til netop dét om 4-5 måneder. I foråret hørte vi statsminister Mette Frederiksen sige, at ”De svageste skal være de stærkeste” – nu må de svageste ikke være de første. Det er den moderne venstrefløjs solidaritet.

Lad os indføre et vaccinepas, så adgangen til kultur, sport og biografen kan gives, hvis man er blevet vaccineret. Det er godt for de vaccinerede og det nødlidte erhvervsliv, der skriger på en genåbning.