Ny måling: DF-nedtur fortsætter, Nye Borgerlige brager frem

En ny meningsmåling tyder på, at Dansk Folkeparti fortsætter sin nedtur. Til gengæld går Nye Borgerlige markant frem, mens også Liberal Alliance kan spore fremgang.
Pernille Vermund (NB). Møde og afstemning i Folketingssalen med forespørgsel til statsministeren på Christiansborg, tirsdag den 2. juni 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Pernille Vermund (NB). Møde og afstemning i Folketingssalen med forespørgsel til statsministeren på Christiansborg, tirsdag den 2. juni 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)

Claes Kirkeby Theilgaard,

05/06/2020

Til folketingsvalget for præcist et år siden kunne Dansk Folkeparti anført af Kristian Thulesen Dahl se deres vælgeropbakning blive halveret. Og nedturen ser ud til at fortsætte, viser en ny måling udført af Epinion for DR og Altinget.

Faktisk er den nye måling den dårligste, som Dansk Folkeparti har fået, siden Epinion begyndte at lave meningsmålinger for DR tilbage i 2008.

Faktisk står DF til skuffende 6,8 procent af stemmerne i den nye måling. Det er en markant nedgang fra valgresultatet sidste år, hvor partiet fik 8,7 procent af stemmerne.

Over for DR fortæller DF's gruppeformand Peter Skaarup, at målingen selvfølgelig ikke er god, men at den "heller ikke er overraskende".

- Vi har været uforsigtige og har diskuteret nogle af vores interne forhold i medierne. Det kan godt få en konsekvens i målingerne, og det, tror jeg, er det, der er sket, siger han til DR.

Samtidig understreger Skaarup, at han tror på, at DF vil blive styrket igen, når coronakrisen er drevet over.

- Når vi kommer ud på den anden side af coronakrisen, hvor vi igen får plads til at diskutere nogle af de helt centrale værdipolitiske spørgsmål som udlændingepolitik og retspolitik, så skal Dansk Folkeparti nok komme til at stå bedre, fortæller han.

Mens Dansk Folkeparti oplever stor tilbagegang, oplever Nye Borgerlige en tilsvarende stor fremgang.

I den nye Epinion-måling står partiet til hele 5,8 procent af stemmerne.

Det er mere end en fordobling fra folketingsvalget sidste år, hvor partiet kun fik 2,4 procent.

Hvis der var valg i dag, ville Nye Borgerlige anført af formand Pernille Vermund altså gå fra 4 til 10 mandater i Folketinget.

- Det er jeg ret godt tilfreds med. Det er en pæn fremgang, som spænder ret godt i tråd med den fremgang vi har fået i målingerne siden valget, hvor vi har haft en stødt opadgående kurve, siger Vermund til DR.

Hun peger selv på Nye Borgerliges håndtering af coronakrisen som en af årsagerne til, at partiet er gået frem.

Samtidig kan det noteres, at Liberal Alliance i målingen står til 2,8 procent af stemmerne. Det er det højeste resultat for partiet siden folketingsvalget sidste år, hvor man fik 2,3 procent.

Samlet står rød blok til at få 99 mandater mod blå bloks 76. Det skyldes især den store opbakning til den socialdemokratiske regering. Socialdemokratiet ligger i målingen til hele 34,5 procent af stemmerne.

Meningsmålingen er foretaget i perioden fra den 22. til 29. maj. I alt 1642 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover har deltaget.

Den maksimale statistiske usikkerhed er +/- 2,3 procentpoint. For Dansk Folkeparti ligger usikkerheden på +/- 1,2 procentpoint, Nye Borgerlige +/- 1,1 procentpoint og for Socialdemokratiet +/- 2,3 procentpoint.