S-regeringen genåbner drøftelser om vouchere for pakkerejser

EU står fast på, at forbrugerne har krav på selv at vælge mellem vouchere og refusion af aflyste rejser.
Erhvervsministeriet oplyser, at man er opmærksom på EU-Kommissionens melding om, at forbrugere har krav på at få refusion af aflyste rejser. Det vil nu blive drøftet med partierne bag dansk hjælpepakke til rejsebranchen. (Arkivfoto).
Erhvervsministeriet oplyser, at man er opmærksom på EU-Kommissionens melding om, at forbrugere har krav på at få refusion af aflyste rejser. Det vil nu blive drøftet med partierne bag dansk hjælpepakke til rejsebranchen. (Arkivfoto).

180Graders Redaktion,

19/05/2020

Regeringen vil genåbne drøftelser om vouchere for pakkerejser.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det sker, efter at et bredt flertal i Folketinget i sidste uge aftalte en redningspakke for rejsebranchen.

Den vil give selskaberne lov til at udstede vouchere til kunderne for aflyste pakkerejser i stedet for at tilbagebetale pengene kontant.

Men ifølge EU-regler er det op til forbrugerne selv, om de vil have en voucher, der er et tilgodebevis, eller pengene retur.

Det er en betingelse i aftalen, at EU skal godkende voucherordningen, og fordi signalet fra Bruxelles er det stik modsatte af en godkendelse, kræver en række af aftalepartierne svar fra regeringen på, hvordan situationen kan løses.

- Der skal også gerne være rejsebureauer efter krisen. Ellers kan vi jo ligeså godt bare lukke Københavns Lufthavn og smide nøglerne væk. Derfor må ministeren forholde sig til det her nu, siger ordfører Hans Kristian Skibby (DF) til Jyllands-Posten.

Erhvervsordfører Theresa Berg Andersen (SF) erklærer sig lettet over, at det nu ser ud til, at EU ikke vil godkende aftalen.

- I politiske aftaler er der godt og skidt. Voucherordningen er rigtig skidt. Det er ikke rimeligt, at forbrugerne skal give rentefrie lån til rejsebranchen, siger hun.

Erhvervsordfører Mona Juul (K) understreger, at idéen om en voucherordning ikke er groet i hendes have, for hun synes, at folk skal have pengene retur. Hun afventer nu en formel afvisning af ordningen fra EU.

- Jeg er uafklaret i forhold til, hvad der skal ske, siger hun, der ligesom Enhedslistens Victoria Velasquez ser frem til nye forhandlinger.

I en mail oplyser Erhvervsministeriet, at "udmeldingen fra EU-Kommissionen er noteret. Den vil blive drøftet med partierne bag den politiske aftale".

Ifølge Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, er danske rejsebureauer i gang med at betale i alt 1,8 milliarder krorner tilbage for 200.000 aflyste rejser i perioden 13. marts-10. maj.

- På et tidspunkt meget snart løber vi tør for penge, så noget må der ske, siger han til Jyllands-Posten.

Kilde: /ritzau/