Søndag lukkes spildevand ud: Borgmester bestiller orientering

Store mængder københavnsk spildevand skal udledes i Øresund, så borgmester bestiller orientering.
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil ikke stille op til interview, men skriver på Facebook, at hun "står på miljøets side". (arkivfoto)
Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) vil ikke stille op til interview, men skriver på Facebook, at hun "står på miljøets side". (arkivfoto)

180Graders Redaktion,

23/05/2020

Det har foreløbig været svært at få et svar fra de ansvarlige politikere om, hvorfor forsyningsselskaberne Hofor og Novafos fra søndag og fem dage frem får lov at pumpe 290.000 kubikmeter spildevand ud i Øresund.

Årsagen er, at hovedspildevandsledningen, hvori spildevand fra Gentofte, København og Frederiksberg løber, bliver midlertidigt lukket. Nu går teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) ind i sagen.

- Som teknik- og miljøborgmester står jeg på miljøets side. Derfor bekymrer eksperternes kritik over tilladelsen til udledning af spildevand i Øresund også mig, skriver hun på Facebook.

Ifølge forsyningsselskaberne Hofor og Novafos bør udledningen ikke få betydning for hverken vandkvalitet eller havmiljø. Men der er flere, der føler sig overhørt.

Både marinbiologer ved Dansk Naturfredningsforening og Øresundsakvariet har kritiseret udledningen.

Teknik- og miljøborgmesteren hørte første gang om sagen i medierne, hvor eksempelvis fagbladet Ingeniøren og TV2 Lorry har dækket den.

Borgmesteren har foreløbig bedt om en orientering om udledningen, der indledes søndag og fortsætter fem dage frem.

- Selvfølgelig burde jeg og Teknik- og Miljøudvalget have været orienteret om en sag som denne. Det har jeg bedt om, at vi bliver hurtigst muligt, skriver hun.

Orienteringen skal samtidig kaste lys over de potentielle skadevirkninger på miljøet og biodiversiteten.

Den skal også belyse, om Teknik- og Miljøudvalget havde haft nogen mulighed for at træffe en anden afgørelse, hvis sagen var blevet forelagt politisk, skriver borgmesteren videre.

Samtidig forsøger partiet at trække i nødbremsen, så projektet ikke igangsættes søndag som planlagt. Det siger Karina Vestergård Madsen, der er gruppeformand for Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation.

- Indtil vi får klarhed over, at der ikke er nogen som helst risici i forhold til miljøet, mener vi, at man er nødt til at stoppe det nu, siger hun og tilføjer, at man vil afvente orienteringen, som ventes klar søndag.

Ritzau har forgæves forsøgt at få kommentar til sagen fra Ninna Hedeager Olsen.

Kilde: /ritzau/