Lizz Harrison er en rigtig power-woman! Ikke blot har hun nu i halvandet år vandret kilometervis i Nepals uvejsomme bjerge for at lære landbefolkningen at forebygge katastrofer og håndtere dem bedst muligt når de rammer. Hun har også sat sig for at bestige Mount Everest, mens hun samler ind til en hjælpeorganisation.
Målet er at nå Everest Base Camp i over 5000 meters højde. Lizz startede den 11. februar og regner med at være fremme den 23. februar.
Målet er at indsamle 10.000 kroner til Mission Øst. Indsamlingen starter nu. Ja, den er allerede i fuld gang.
Overskud til at gøre noget ekstra
Lizz Harrison tænker ikke som de fleste. Hvor andre skynder sig videre i karrieren og lægger den tidligere arbejdsplads bag sig, sørger Lizz for at åbne døren for en ekstra donation til den organisation, hun forlader. Hun har simpelthen været så glad for at arbejde for Mission Øst i Nepal, at hun vil skaffe penge til, at endnu flere katastroferamte kan få hjælp.
- Jeg har boet i landet med det højeste bjerg i verden, mens jeg arbejdede for Mission Øst, så hvorfor ikke klatre til Everest Base Camp, før jeg rejser, smiler hun.
Privat er Lizz en del af ”en stor støjende familie”, som hun udtrykker det. Eventyrlysten har hun ikke fra fremmede, da hendes forældre er af samme kaliber. Hun har to storebrødre og en identisk tvillingesøster, som hun - ikke overraskende – har besteget Kilimanjaro sammen med.
Håber indsats vil redde liv
Lizz Harrison har været programchef for Mission Østs arbejde med at genoprette vandsystemer i nepalesiske landsbyer, der blev hårdt ramt af to voldsomme jordskælv i Nepal i 2015. Hun har tidligere arbejdet for Unicef, Asian Disaster Preparedness (APDP) og Y Care International.
For Mission Øst har hun nu i halvandet år undervist den nepalesiske befolkning i katastrofeforebyggelse, dvs. i effektiv varsling, når monsunregnen får floder til at gå over deres bredder, i redningsarbejde, opdæmning af floder, og hvordan befolkningen bedst muligt kan sikre deres huse mod rystelser fra jordskælv. Alt sammen i tæt samarbejde med lokale organisationer.
- Befolkningen føler sig nu bedre forberedt på jordskælv og jordskred, og de ved, hvordan man kan reducere risikoen for katastrofer. I sidste ende håber jeg, at indsatsen vil hjælpe med at redde deres liv i fremtiden.
Landsbyer engagerer sig
Lizz Harrison er lidt vemodig ved at skulle forlade det vigtige arbejde.
- Jeg vil altid mindes at overvære en katastrofe-simulering i fællesskab og hvor næsten hele landsbyen kom til for at se vores uddannede taskforce øve deres roller i tidlig varsling, søgning og redning, førstehjælp, koordinering og behovsvurdering. Det har været højdepunkter for mig, siger hun.
Lizz blev meget imponeret af en landsby, der var ekstra opsat på at forhindre katastrofer i fremtiden. Den gjorde sig mange overvejelser om katastroferisici, var klar til at reagere hurtigt med f.eks. førstehjælp og opfordrede de lokale myndigheder til at støtte arbejdet med at forebygge katastrofer.
- En af de unge kvindelige medlemmer af udvalget var den, der talte mest, og det var så inspirerende at se hendes selvtillid! Jeg vil gerne komme tilbage om et par år og se, hvordan katastrofe-sikkerheden i hendes samfund er blevet.
Planter flaget i 5000 meters højde
Men foreløbig går rejsen til Mount Everest søndag den 11. februar. Turen begynder med en flyvetur til en af verdens farligste lufthavne: Lukla. Derefter går det op ad bjerget, der med sine 8.848 meter over havet er det højeste i verden.
Lizz Harrison klatrer til Everest Base Camp, som ligger i 5.380 meters højde. Her vil hun plante Mission Østs flag og forhåbentlig rejse meget mere end 10.000 kroner i donationer til hjælpeorganisationen.
Turen derop tager 12 dage.
- På vejen op vil jeg passere samfund, der ligger langt fra alfarvej, sundhedsvæsen og nødtjeneste – præcis som nogle af de lokalsamfund, vi arbejder med i Nepal. Jeg kan godt lide ideen om at rejse penge til Mission Øst, mens jeg vandrer, så hjælpeorganisationen kan fortsætte det fantastiske arbejde, den gør her i Nepal og andre lande rundt om i verden.
Hvad er din erfaring i bjergbestigning?
- Siden jeg var barn, har jeg altid holdt af vandreture, og jeg var med min familie på trekking-ferie i Alperne. At bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, sammen med min søster var en stor udfordring, men også en fantastisk oplevelse. I Nepal har jeg været på vandreture i Himalaya – også når jeg har besøgt nogle af de samfund, Mission Øst arbejder i. Men at klatre helt op til Everest Base Camp vil være en udfordring for livet!
Når endnu længere ud
Hvad særligt er der ved Mission Øst, siden du vil støtte organisationen, selv om du rent faktisk forlader den for at gå til andre udfordringer?
- Mission Øst er en fantastisk organisation med hårdtarbejdende medarbejdere, der virkelig bekymrer sig om at forbedre livet for nogle af de dårligst stillede mennesker i verden. Noget af det, jeg respekterer Mission Øst mest for, er engagementet i organisationen til at række ud til fjerntliggende samfund, som mange andre organisationer bare ikke når hen til. Nogle af disse lokalsamfund er flere dages vandring fra den nærmeste vej, og dér bor mennesker, som er voldsomt er ramt af katastrofer, underernæring og fattigdom. Disse samfund – også dem, vi har hjulpet efter de ødelæggende jordskælv i 2015 - er nogle af de mest modstandsdygtige, jeg nogensinde er stødt på.
De to jordskælv i april og maj 2015 var de værste i 80 år. De dræbte over 9.000 mennesker og ødelagde over 600.000 huse. Lizz Harrison mener, at sådanne jordskælv sagtens kan ramme Nepal igen.
Stadig vigtigt at hjælpe
Derfor er det vigtigt at forberede befolkningen på katastrofer og indsamle de nødvendige midler:
- Efterhånden som eftervirkningerne fra de ødelæggende jordskælv begynder at glide ud af folks bevidsthed rundt om i verden, er det let at glemme, at der stadig er meget at gøre. Vi må hjælpe de små lokalsamfund med at være forberedt på det næste jordskælv, den næste oversvømmelse, eller det næste jordskred, så det ikke ender så katastrofalt igen, siger hun.
Hvordan ser du fremtiden for det nepalesiske folk?
- Nepaleserne har skullet klare meget de sidste par år. Men de er også nogle af de mest imødekommende, varme og fleksible mennesker, jeg nogensinde har mødt. Familierne genopbygger deres hjem, så de er mere robuste end tidligere og arbejder sammen for at være forberedt på den næste katastrofe. Så der er helt sikkert håb om en lysere fremtid.
