Af Camilla Paaske Hjort, 180Grader.dk
”Jeg forsvarer altså synet på mennesket som et grundlæggende skrøbeligt væsen, der skal have hjælp til at overkomme livet. I en forsamling af gudløse kan en sådan udtalelse fylde lokalet med næsten aggressiv forargelse, for ateisten er som en ræv, der mærker panikken brede sig, når den trænges op i en krog.”
Smak! Er man ateist, liberalist, medlem af en kernefamilie, journalist, studievært, komiker, politiker, reality tv-fan eller blot en almindelig Maren i kæret, der mener, at så længe man er nogenlunde flink ved sine allernærmeste og ikke generer nogen, har man lov til at gå i seng med god samvittighed om aftenen, kan man vente sig en lind strøm af knaldende huskekager, når man sætter sig i sin åndløse og småborgerlige IKEA-sofa for at læse Sørine Gotfredsens Den åndløse dansker.
Nogle af huskekagerne fra dette kontroversielle, kulturkonservative medlem af præsteskabet, som med sin nye debatbog slår sig fast som den, der energisk og uforfærdet fortæller os alt det ubehagelige om os selv, som vi egentlig ikke gider at høre, er mere velplacerede og –fortjente end andre. Som vist ovenfor hører ateister, i hvert fald de aktivt debatterende af slagsen, til en ud af de mange grupper i samfundet, som Sørine Gotfredsen mener bidrager kraftigt til samfundets åndelige forfald: Den tiltagende forfladigelse af de menneskelige relationer; tomheden i de dagsordener, der præger hele samfundet, og den voksende isolation og ydmygelse af individet, som Gotfredsen ser omkring sig i Danmark anno 2011.
Gotfredsen misforstår liberale
Ateister lever nemlig, i lighed med liberalister – to grupper, som den ellers mentalt skarpe Gotfredsen på bizar vis får gjort til en – under den vildfarelse, at mennesket er stærkt og godt. Det lyder umiddelbart sympatisk, men det er det ikke, advarer Gotfredsen: Troen på det stærke menneske, som ikke har nødig at have et højere væsen at stå i ydmygt forhold til, fører os ind på en glidebane, hvor vi for det første bliver i stand til at skabe vores egen arbitrære og ofte lige lovligt bekvemme moral og etik, med dårligere overholdelse af forpligtelser overfor vore medmennesker til følge, og for det andet flygter rædselsslagne væk fra os selv og andre ved den lurende, inderligt hadede mistanke om den menneskelige svaghed. En mistanke, som så let kan opstå i mødet med dem, der ikke lever op til mediernes og dermed tidens ideal om det sunde, smukke, handlekraftige og selvstændige menneske.
Gotfredsen bruger eksempler fra Liberal Alliances kampagner imod Big Mother-samfundet til at illustrere, at liberale ligesom ateister lider under et naivt menneske- og samfundssyn; de liberale tror, med Gotfredsens ord, at samfundet er et ”selvregulerende reservat” snarere end et ”etisk fællesskab”, som hun mener, samfundet er - eller bør være.
Selvom Gotfredsen kan have ret i, at der findes eksempler på naivitet og virkelighedsfornægtelse hos liberale, misforstår hun noget grundlæggende: At være liberal hænger, i diametral modsætning til, hvad Gotfredsen tror, nært sammen med, at man netop er skeptisk overfor, hvor stærkt og godt mennesket er. Man tror netop ikke på, at der findes mennesker, der er så stærke og gode, at vi med ro i sindet kan tiltro dem retten og magten til at regulere andre menneskers liv i detaljer.
Statskonservativ Big Father-tilhænger
Denne anmelder vil endda vove den påstand, at når Gotfredsen i Den åndløse dansker erklærer sin støtte til rygeloven, sin kærlighed til en statslig folkekirke og i sin ellers rammende og skarpe kritik af DR’s nuværende status som plat underholdningskanal sukker efter de gode, gamle DR-dage, hvor selv sendefladens humoristiske indslag var ”etiske” og ”samfundsengagerede” (skal man le eller græde, når Anne-Marie Helger fremhæves som et eksempel på den slags humorister, vi har brug for mange flere af?), så er hun selv med til at understøtte den åndløshed og det menneskelige forfald, hun har så præcist et blik for.
For intet bidrager mere til borgerens isolation og ydmygelse – og dermed i sidste ende forfladigelsen og eroderingen af civilsamfundet - end en altfavnende stat, der både kan bestemme, hvilke nydelsesmidler, der må indtages hvor, definere, hvad korrekt, etisk humor og ægte samfundsengagement er, og endog gå helt ind i det mest intime og servere en færdigpakket løsning på borgerens religiøse behov, som borgeren derfor bekvemt fritages fra selv at skulle tage alt for meget aktiv stilling til.
Hvor stor-staten går ind, går borgerens værdighed ud – og selvom Sørine Gotfredsen på en del punkter forholder sig kritisk til velfærdsstaten, er det hendes store, intellektuelle fejl, at hun omfavner en form for statskonservativ elite-tænkning, hvor staten skal være med til med fast, faderlig hånd at vejlede og beskytte det skrøbelige menneske. Vi skrøbelige mennesker har brug for et stærkt civilsamfund, og et sådant kan ikke trives i Gotfredsens Big Father-stat. Dette aspekt virker hun desværre en smule blind for, selvom hun hylder stærke og meningsfyldte bånd mellem individer og flittigt understreger ”hin enkeltes” - bogen er, som det måtte forventes fra en folkekirkepræst, overstrøet med gode Kierkegaard-citater – ansvar for at række ud over sig selv og sine selvvalgte allernærmeste i den kernefamilie, som Gotfredsen mener har fået en selvkredsende og ekskluderende karakter.
Rammer plet om ligestilling
Blandt de pointer, Gotfredsen fremfører i Den åndløse dansker, som gør bogen nødvendig og effektiv som modgift til tidsånden, hører fremragende observationer angående den nuværende, dominerende diskurs om ligestilling mellem mænd og kvinder.
”Der er ikke mange positioner tilbage, som en kvinde ikke kan indtage, og mange vil utvivlsomt på god, politisk korrekt vis mene, at en kvinde nøjagtig lige så godt som en mand kan repræsentere autoritet. Dette vil jeg imidlertid gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved,” provokerer hun, og rammer dermed ikke bare venstrefløjens ligestillingsfanatikere, men også de borgerlige ligestillingsdebattører, der kun spagt tør pippe om, at mænd og kvinder nok har forskellige præferencer, og ikke gerne taler om, at vi faktisk også er født med forskellige evner. Men vi går glip af noget vigtigt, hvis vi ikke vil anerkende, at mænd og kvinder har en essens, der er ganske forskellig fra hverandres, og at vi er sat i verden med forskellige formål, mener Gotfredsen.
Hun fremfører – godt understøttet af konkrete eksempler - den påstand, at kvinder længes efter at hengive sig helt og holdent til ”den anden” – til manden, og at denne længsel, som er specifikt kvindelig, altid er i konkurrence med kvindens eventuelle trang til at hævde sig som en autoritet i samfundet. Autoritet og kvinder hører derfor – generelt set - ikke sammen på en umiddelbar og problemfri måde, konkluderer hun.
Ydmygelsen af kvinden og det voksne menneske
Og det fører, i tråd hermed, til en ringeagtelse af kvinden, når vi mener, at karriere og status i arbejdslivet og det offentlige liv er det mål, begge køn nødvendigvis bør stræbe efter: ”Jeg vil nemlig hævde, at vi på paradoksal vis gennem mange års feministisk offerfikseret kampretorik har opnået at cementere en bestemt og meget gammel tankegang angående kønnene, nemlig idéen om, at manden er den primære skabning, mens kvinden er den blege afglans af ham, der på bedste beskub må udfylde sin blege position,” skriver Gotfredsen, og giver dermed udtryk for en respekt for det kvindelige, man skal kigge langt efter blandt fortalerne for resultatlighed mellem kønnene.
Respekten for mennesket – det voksne, ansvarlige, unikke menneske - er i det hele taget i centrum gennem meget af Den åndløse dansker. En tankevækkende pointe er det for eksempel, når hun påpeger, hvordan psykologiseringen af individet, der ustandseligt fremføres i medierne, er med til at gøre os til en slags viljeløse børn: Fæle forbrydere gives i vores mediefikserede tid en art stjernestatus, og de trækkes igennem timelange interviews, hvor de får lov til at undskylde deres ugerninger med traumer fra deres barndom. Dermed forhindres forbryderne i at blive anset som voksne, ansvarlige mennesker, mener Gotfredsen, og udbredelsen af det psykologistiske menneskesyn, hvor den voksne anskues som et ynkværdigt produkt af begivenhederne i dennes barndom, kan ende med at tage ansvarsfølelsen fra os alle sammen, og fjerne et ubekvemt men nødvendigt ord som ”skyld” helt fra vores begrebsverden.
Bogen anbefales til folk, der kan lide at få noget at tænke over.
Den åndløse dansker udkom d. 8. september på Kristeligt Dagblads forlag.
231 sider, 249 kr.
Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.
